Er brics nye udviklingsbank et skridt på vejen til en ny verdensorden?

Er brics nye udviklingsbank et skridt på vejen til en ny verdensorden?

2014 er året hvor Den Internationale Valutafond og Verdensbanken fylder 70 år. Det er samtidig året, hvor BRICS landene har besluttet at etablere en ny udviklingsbank.  

Af Nina Holst

I april i år kunne man i Jyllandsposten finde overskriften ”Vesten klamrer sig til magten i valutafond”. Her påpeger Jakob Vestergaard, seniorforsker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), og Robert H. Wade, professor ved LSE (London School of Economics), manglen på vilje til at justere magtfordelingen i Den Internationale Valutafond ( IMF), så den svarer til udviklingslandenes voksende økonomiske indflydelse.

I juli tog BRICS landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Syd Afrika) den endelige beslutning om at etablere en ny udviklingsbank, New Development Bank (NDB), hvis primære formål er at finansiere investeringer i infrastruktur i udviklingslandene. NDB vil være en blandt flere udviklingsbanke, heriblandt Brasiliens BNDES. Men NDB adskiller sig ved at være et samarbejde mellem nogle af verdens størtste vækstøkonomier.
Samtidig oprettes en pangdang til IMF, Contingency Reserve Arrangement (CRA), der vil fungere som en reserve til beskyttelse mod det globale likviditetspres.
Bankens kapitalbeholdning vil være på $50 mia., hvortil hvert land bidrager med $10 mia. Dette betyder, at hver af de fem lande teoretisk set vil få lige stor indflydelse. Bidrag til valutareserven vil derimod afhænge af landets størrelse, hvorfor Kina vil yde langt det største bidrag hertil.

BRICS landenes nye udviklingsbank er et udtryk for frustration

Beslutningen om NDB opfattes som et udtryk for frustration over den skødesløse behandling udviklingslande og vækstøkonomier har fået i Verdensbanken og IMF: på trods af, at BRICS landene står for knap 30 pct. af verdens BNP, har de kun 10,3 pct. af stemmerne i IMF, hvorimod de europæiske lande, der står for 18 pct. af verdens BNP, har 27,5 pct. af stemmerne. USA, der står for godt 19 pct. af verdens BNP, har 16,7 pct. af stemmerne i IMF.
Som Vestergaard og Wade bemærker, vedtog man i 2010 en reform der havde til formål at øge kvotebidragene, samt at omfordele stemmeandele til fordel for udviklingslande og vækstøkonomier. Foruden at omfordele en langt mindre andel fra industrilande til udviklingslande og vækstøkonomier end der først var lagt op til, godkendte den amerikanske kongres aldrig reformen. På trods af opmærksomhed på problematikken omkring det at have en styringsform i Verdensbanken og IMF, der ikke udvikler sig i takt med det globale samfund, har vesten altså ikke været i stand til at rette op på dette.

BRICS banken får blandet modtagelse i vesten

I vesten har beslutningen om den nye BRICS bank fået en blandet modtagelse. Nogle forholder sig kritisk til den nye udviklingsbank, mens andre ser den som en kærkommen reaktion på vestens jernfaste greb om magten på de internationale finansmarkeder.
David Pilling skriver i Financial Times, at der er to standardsynspunkter der går igen. Det ene, siger han, er en hån af ideen om, at fem så forskelligartede lande kan organisere noget sammenhængende, mens det andet er en bekymring om at verdensordenen der afspejles i de to amerikans-ledede institutioner, Verdensbanken og IMF, er ved at falde fra hinanden.
NDB må ses, skriver han, som en reprimande til vestligt ledede instutioner, der har undladt at tilpasse sig.
Han bemærker, at en stor del af udviklingslandene ikke bryder sig om IMF, og at dennes rigide tilslutning til markedsreformer gennem 1990’erne, fik mange til at se IMF som et instrument til at holde fattige lande nede, og ikke til at hjælpe dem ud af fattigdom. Pilling udtrykker sig generelt positivt om BRICS banken, om end han kommenterer at den selvfølgelig ikke er et vidundermiddel.

George Magnus skriver i Financial Times, som svar på David Pillings optimisme omkring BRICS banken, at verden ikke har behov for, og ikke vil nyde gavn af, en balkanisering af den globale finansverden. Han skriver, at hvis regional bankvirksomhed og reservesammenlægning er fremtiden, vil ustabilitet og kaos være lige rundt om hjørnet.

Kritikere frygter investeringer der ikke lever op til internationale krav

The Economist beskriver modtagere af IMF-penge som værende fortørnede over de strenge reformer hjælpen er betinget på, samt den belærende tone med hvilken de dikteres. Ifølge The Economist, har Ruslands Vladimir Putin ligeledes skamrost NDB og CRA som en måde at undgå chikanering af lande, hvis udenrigspolitik er i strid med USA’s eller Europas. I Afrika har der desuden været flere eksempler på kinesiske investeringer, der har fået kritik for ikke at have fokus på god forvaltning, at overholde menneskerettigheder, at leve op til miljøkrav mv. Kritikere af BRICS banken frygter altså, at banken vil blive udnyttet til at gennemføre investeringer, der er i strid med menneskerettighederne, eller på anden måde bryder med international lov.

Kritikere pointerer desuden, at den nye udviklingsbank ikke vil kunne møde behovet for infrastruktur. Verdensbanken har estimeret, at Syd Asien alene vil kræve $2,5 billioner i løbet af de kommende 10 år, og behovet for investeringer i infrastruktur vil bestemt ikke blive mindre fremover.
At skulle dække hele behovet for udvikling af infrastruktur synes dog på ingen måde at være intentionen med BRICS banken.

Et skridt på vejen til en ny verdensorden?

En gruppe økonomer, heriblandt Joseph Stiglitz, har tidligere udtalt, at en bank som BRICS banken kunne spille en stor rolle i at genoprette balancen i verdensøkonomien, ved at kanalisere hårdt tjent opsparing i udviklingslande og vækstøkonomier, til mere produktive formål end at finansiere boligbobler i den rigere del af verden.
BRICS banken synes at have potentiale til at styrke investeringer der hvor de er allermest behøvet. Desuden mener nogle, at banken i nogen grad vil kunne rette op på, at aktiemarkedet har gjort det nærmest umuligt at foretage gældssanering, hvilket vi f.eks. ser i Argentina.

Men vil BRICS banken få større betydning end vi regner med? Vil den fremprovokere ændringer i Verdensbanken og IMF?
Kan den kan være afsættet til en omstrukturering af magtfordelingen i den globale finansverden – og dermed et skridt på vejen til en helt ny verdensorden?

Nina Holst er stud.polit og frivillig i RIKO 

This post is also available in: English