Flyindkøb bekræfter dansk villighed til nye ”Afghanistan-eventyr”

Flyindkøb bekræfter dansk villighed til nye ”Afghanistan-eventyr”

Indkøb af nye kampfly til milliarder af kroner cementerer en fortsættelse af en aktivistisk, militariseret dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i mange år frem.

Artikel af Maj Emmertsen, på baggrund af interviews med to førende eksperter inden for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, Professor Ole Wæver og Professor Poul Villaume

Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) har talt med to førende eksperter inden for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, Ole Wæver og Poul Villaume, om indkøbet af nye kampfly til Danmark.
Ole Wæver er professor i international politik på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han er grundlægger og centerleder for Centre for Resolution of International Conflicts (CRIC), og er anerkendt internationalt som én af stifterne af ”Københavnerskolen” indenfor sikkerhedsforskning. Wæver har deltaget i udredninger og policy-rådgivning inden for sikkerheds- og forsvarspolitik, og har adskillige internationale udgivelser bag sig.
Poul Villaume er professor i samtidshistorie på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Han har gennem mange år forsket i dansk og amerikansk udenrigspolitik efter 1945, samt NATO-samarbejdet. Villaume har udgivet adskillige bøger og artikler i Danmark og internationalt, og er kendt for sine skarpe analyser af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han er medstifter og bestyrelsesmedlem af RIKO.

I midten af september bestilte regeringen af en ledende diplomat en dybdegående udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Statsministeren udtalte at udredningen skal give ”et samlet strategisk bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse udenfor landets grænser, samt på hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser og værdier”. Men dansk sikkerhedspolitik er på mange måder allerede fastlagt mange år ud i fremtiden. Det mener to af landets førende udenrigs- og sikkerhedspolitiske eksperter, Ole Wæver og Poul Villaume. Det er en kurs, der i disse uger cementeres i folketinget, hvor politikerne diskuterer indkøb af nye kampfly. Der er bred politisk enighed om, at Danmark skal have nye kampfly, og der synes også at være bred enighed om at vælge det amerikanske F-35, som er et noget dyrere, mere offensivt og mindre afprøvet fly, end de andre i opløbet.

Selvom den politiske debat om kampfly på mange måder kan virke som en rent teknisk diskussion af, hvilke fly der kan hvad, ligger der implicit mange politiske beslutninger og budskaber til grund for flyindkøbene. Det mener i hvert fald de to eksperter. Alligevel har der været meget lidt debat om, hvorvidt det er denne udenrigs- og sikkerhedspolitik, Danmark skal føre i fremtiden.

Danmark er i disse dage ved at investere flere milliarder kroner i op mod 30 nye kampfly til at erstatte vores aldrende F-16 fly. Anskaffelsen af sådanne fly kommer sandsynligvis til at koste Danmark omkring 30 milliarder kroner, mens driftsomkostningerne anslås til et sted mellem 60 og 90 milliarder kroner over de næste 30 år, afhængigt af type og brug. Det er således én af de største investeringer Danmark nogensinde har foretaget, og indkøbet kan derfor komme til at cementere, og måske endda definere, dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik over de næste mange år. Danmark har brug for et begrænset antal kampfly til territoriehåndhævelse, og til at vise solidaritet og tilstedeværelse overfor vore baltiske venner, som ind imellem kan føle sig lidt pressede af Rusland, selvom ideen om en egentlig militær konflikt med Rusland, ifølge Poul Villaume, er ”helt ude i hampen”. Men indkøbet af et større antal fly fastlåser i høj grad den nuværende aktivistiske, militariserede danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske doktrin i forhold til internationale operationer langt fra Danmark, siger både Poul Villaume og Ole Wæver. Flyindkøbene er således ”det samme som at sige, at Danmark er klar til nye Afghanistan-eventyr”, mener Poul Villaume, for når vi køber fly for mange milliarder, ”så vil de også før eller siden blive brugt, ellers er pengene jo spildt”.

Dette er Ole Wæver i og for sig enig i. Han mener dog ikke, at der er noget mærkeligt, i at de danske politikere alligevel træffer dette valg, da danskerne i høj grad synes enige i en sådan politisk prioritering. ”Danmark er et af de lande i Vesten, der er mest begejstrede for de her operationer. Så indtil videre må man jo sige, at det er noget der står på den politisk besluttede ønskeseddel – at vi skal kunne deltage i den slags operationer”. Han pointerer dog, at både beslutningen om, at vi skal have så mange nye kampfly samt beslutningen om, hvilke fly vi vælger, forsætligt er blevet gjort uigennemsigtig. ”Hvis man havde tydeliggjort, hvornår man træffer beslutningerne, så skaber man med vilje et fokus for at få en debat. Og det har man ikke gjort her. Her har man snarere fået lavet en langsom proces, hvor der er blevet lagt lag på lag på en beslutning, indtil beslutningen lå der mere eller mindre solidt. Og det er selvfølgelig skadeligt for den bredere debat, fordi ingen rigtig kan finde ud af, hvornår beslutningerne blev taget”. Selvom der måske fortsat vil være bred opbakning til en militariseret dansk udenrigspolitik, har processen altså blokeret al reel debat på området.

Dermed er hverken politikerne eller den danske befolkning blevet gjort opmærksomme på de alternativer, der kan være til en sådan udenrigs- og sikkerhedspolitik. ”Problemet er, at politikerne ikke er interesserede i at diskutere det, og de har heller ikke så meget viden om det”, mener Poul Villaume. Danmark har tidligere ført en aktivistisk udenrigspolitik, men med politisk-diplomatiske midler. Vi har tidligere været modige nok til at træffe uafhængige beslutninger i forhold til vores store allierede. Under den Kolde Krig var Danmark således i front med at føre pro-aktiv afspændingspolitik, pointerer Poul Villaume. Men ”den udenrigspolitiske debat i Danmark foregår på et utrolig lavt og u-informeret niveau”, mener Villaume. På trods af øget selvrefleksion og kritik af Danmarks militære indsats i for eksempel Afghanistan og Irak i de senere år, er vi i Danmark ikke nær den samme erkendelse som vores allierede i disse krige, hvor Ole Wæver påpeger, at ”det nærmest er vedtaget at det var en fejl”. Som Ole Wæver ser det, ”er der jo ingen tvivl om, hvor den debat er landet indtil nu. Der har været massiv opbakning til alle de her operationer. Hvis man ser på opinionsmålingerne, bliver det tydeligt, at danskerne elsker at gå i krig”. Dermed bliver fredelige konfliktløsningsalternativer helt glemt i det danske politiske miljø, og det bliver svært offentligt at stille spørgsmålstegn ved, at vi skal have op til 30 nye kampfly.

Hvorfor så den manglende folkelige debat om, hvilke fly vi skal have? De politiske beslutninger er i dette forløb ofte blevet indhyllet i diskussionen om tekniske specifikationer – en diskussion, som nogle finder uegnet til demokratisk debat. Men det er ikke kun et spørgsmål om, hvilken flytype der har radar-usynlig ”Stealth”-teknologi, eller er bedst til luft-til-jord operationer. For selv om det måske kan være svært for den brede befolkning at sætte sig ind i tekniske specifikationer, mener Ole Wæver at politikerne burde tydeliggøre, hvorfor nogle tekniske karakteristika i flyene er vigtigere for Danmarks forsvar end andre. ”I det omfang der er forskel på, hvad de forskellige flytyper kan bruges til, burde man tydeliggøre, at det er fordi vi [politikerne og eksperterne] mener, at det, som det ene fly kan gøre, er vigtigere end dét, det andet kan. Fordi det er det, vi fremover gerne vil kunne som land. Særligt oplagt er muligheden for at demokratisere det spørgsmål, som jo spiller en ret stor rolle i beslutningen: hvorvidt det er vigtigt at købe amerikanske, og måske endda det ’mest amerikanske’ overhovedet: F-35 – det er jo i høj grad nogle politiske overvejelser, som man bestemt godt kan forholde sig til, uden at sætte sig ind i alt det tekniske”.

Igennem hele denne proces er det dermed ikke blevet gjort klart over for den danske befolkning, at der rent faktisk er tale om politiske beslutninger. De eksperter, der vurderer de forskellige fly og kommer med anbefalinger til politikerne, er en meget snæver gruppe af militær- og forsvarspolitiske eksperter, som måske har nogle lidt andre prioriteringer end både den brede danske befolkning og det bredere politiske system. Ole Wæver mener, at dette er en del af grunden til, at netop det amerikanske F-35 fly er favoritten på trods af, at det er ”at vove sig ud på teknologisk tynd is”, da det ikke er særligt velafprøvet, og har en dyrere indkøbs- og driftspris. For selv om det kunne være i Danmarks bredere økonomiske og politiske interesse at vælge det europæiske fly (Eurofighter), er den gruppe af eksperter, der vurderer flyene, ”mere pro-amerikanske end den gennemsnitlige danske embedsmand og den gennemsnitlige danske udenrigsekspert”. Flyene ”kan langt hen ad vejen det samme”, hvorfor indkøbet af netop F-35 må ses som en allianceerklæring til amerikanerne, mere end som et udtryk for hvilke teknologier det danske forsvar har brug for. Poul Villaume mener ligeledes, at der ligger politiske overvejelser til grund for, at man højst sandsynligt ender med at vælge det amerikanske F-35. Selvom det ikke vil blive betragtet som en fjendtlig handling fra USAs side hvis Danmark vælger europæisk, vil de danske politikere øjensynligt meget gerne fortsætte med at ligge sig tæt op af den amerikanske storebror. ”Det er af kolossal betydning for Danmark, at vi altid er klar, når amerikanerne ringer”.

Til forskel fra Ole Wæver mener Poul Villaume dog, at valget af et mere offensivt fly, som F-35 af nogle betragtes som, også er en vigtig politisk beslutning. Valget af netop dette fly og så stort et antal af dem, fastlåser Danmark i en offensiv udenrigs- og sikkerhedspolitik de næste mange år ud i fremtiden – måske endda et halvt århundrede, hvis man skal tage levetiden på vores nuværende F-16 fly i betragtning. ”Det er jo et politisk valg. Men det skal bare gøres klart, at det er dét, der er baggrunden for flyindkøbet. Det aspekt har stort set ikke været fremme i debatten”. Han pointerer derfor, at en diskussion om, hvilken slags udenrigs- og sikkerhedspolitik Danmark skal føre i fremtiden, burde have foregået før diskussionen om, hvor mange og hvilken slags fly vi skal have.

Når Danmark er ved at lave århundredets investering i nye kampfly, så nedprioriterer vi også andre konfliktløsningsmidler. 60-90 milliarder kroner kunne række langt, hvis vi i stedet investerede dem i fredelig konfliktmægling. Men en sådan løsning er slet ikke på tapetet i debatten, mener Poul Villaume. ”Når man kritiserer vores krigsindsats i Irak, Afghanistan eller Libyen eller hvor det nu er, så kommer modsvaret med sikkerhed fra politikerne: ”Jamen, skal vi så bare sidde med hænderne i skødet?”. Her skal offentligheden og politikerne gøres opmærksomme på, at der findes en hel palet af andre måder at løse konflikter på”. Poul Villaume pointerer for eksempel, at både OSCE (Organization for Security and Cooperation in Europe) og FN laver megen konfliktanalyse og har adskillige fredelige konfliktløsningsmekanismer, som de desværre er for underfinansierede og underprioriterede til at kunne udbrede. Her kunne nogle af milliarderne fra Danmark virkelig gøre en forskel – om ikke andet for at sende et signal til omverdenen om et ønske om flere, mere forskelligartede konfliktløsningsmuligheder for det internationale samfund. Desværre, mener Ole Wæver, er ”vi indtil videre så langt fra at skifte kurs på det her, at hvis der skal købes kampfly nu, så må det blive ud fra den doktrin der hersker for tiden på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Og det er – beklagelig vis – den, der hedder, at vi skal ud og være med hver gang. Mit lidt paradoksale og givetvis upopulære argument er, at det vil være at gøre våbnene for styrende, hvis vi omlægger dansk udenrigspolitik i form af en materielanskaffelse. Doktrinen har danskerne valgt i debatten om de enkelte kriser. Og meget entydigt. Desværre. Den sikkerhedspolitiske ramme for våbenanskaffelsen må derfor betragtes som fastlagt.” Her er Poul Villaume dog lidt mere optimistisk, idet han ”tror der kommer nogle interessante diskussioner i den kommende tid om, hvordan man løser sådan nogle konflikter som den syriske. Det bliver åbenlyst for flere og flere, at den måde, vi typisk har løst internationale konflikter på i tiden efter Den Kolde Krig, ikke fører noget godt med sig”. Men det bliver svært at lave en u-vending i den danske sikkerheds- og forsvarspolitik, når først vi har købt kampfly for milliarder.

//Maj Emmertsen for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)

Maj Emmertsen (f. 1986) er uddannet indenfor internationale relationer, med speciale i internationalt samarbejde om konfliktløsning og udvikling, fra blandt andet Stellenbosch University og The University of Edinburgh. Maj arbejder som management konsulent, og er frivillig skribent for RIKO.

OBS: Læs mere om de danske indkøb af nye kampfly på www.ing.dk og www.nytkampfly.dk