Dystre udsigter for Geneve II

Dystre udsigter for Geneve II

Iran er ikke med. Vesten vil af med Assad. Oppositionen er splittet over, om man overhovedet skal med til konferencen. Den syriske regering taler om islamiske terrorister. Rusland vil ikke blande sig i andre landes interne affærer. Fredsmødet i Schweiz har dystre udsigter.

Af Anders Seneca Bang

Der er dårlige muligheder for at at stoppe den syriske borgerkrig. I hvert fald gennem konferencen Geneve II, hvor mere end 30 lande, herunder Danmark, skal diskutere Syriens fremtid med fokus på at stoppe voldshandlingerne. Håbet er at kunne implementere aftalen fra Geneve I, der skal danne en overgangsregering, der rigtigt kan sætte gang i demokrati- og fredsprocessen – uden præsident Bashar Al-Assad, siger USA. Jan Øberg, ph.D. og grundlægger af tænketanken TFF – Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning i Lund, tror ikke på fredskonferencen.

”Det er en dårlig forberedt konference, der er blevet til på grund af en dårlig analyse af situationen. Jeg tror, det er en dødssejler, og jeg ser meget mørkt på situationen i Syrien”, siger Jan Øberg.

FNs Ban Ki-moon har i længere tid prøvet at få konferencen stablet på benene, men det var først tilbage i november, han endelig kunne sende invitationer til konferencen ud – og den endelige deltagerliste faldt først på plads et par dage inden konferencen begynder. Det peger på, at benarbejdet ikke har været godt nok op til en konference, hvor de fleste parter er totalt uenige om målene.

SE OGSÅ: ROLLERNE FORDELES FOR KONFLIKTLØSNING I SYRIEN

De vestlige magter med USA i spidsen vil have gennemkørt planen fra Geneve I, inklusive at gøre det klart, at Assad ikke vil spille nogen rolle i fremtidens Syrien. Det samme vil den moderate syriske opposition. Den ekstremistiske del af oppositionen, der den senere tid har stået militært stærkest mod Assad, kommer ikke til Schweiz – den magtfulde Islamiske Front i Syrien overvejer endda at putte en pris på deltagernes hoveder. Iran blev udelukket fra fredskonferencen, da de ikke vil sætte det som en betingelse, at Assad skal gå af, selvom både Iran og Rusland, Assads vigtigste allierede, – og konferencens vært, Lakhdar Brahimi, der er FN’s og den Arabiske Ligas sendebud for Syrien – ikke tror på et succesfuldt resultat af konferencen uden iransk deltagelse. Bashar Al-Assads delegation afviser, at Assad skal gå af, samtidig med at de prøver at frame hele konferencen som en international sammenslutning mod ”terrorisme” i Syrien – underforstået både de ekstremistiske og moderate oprørsgrupper.

For meget fokus på Assad, for lidt på konfliktløsning

Parterne i og uden for Syrien burde først og fremmest arbejde mod at stoppe voldshandlingerne.

”Når Kerry kun fokuserer på, hvem der sidder på toppen, er det et helt forkert sigte”, siger Jan Øberg. ”Det handler om bunden, om befolkningen, om sociale og økonomiske ting, om historie og strukturer. Man skal se på den socioøkonomiske baggrund, hvad er grundproblemerne? Vesten gik ind i konflikten på baggrund af en grundlæggende forkert konfliktanalyse, nemlig at størstedelen af befolkningen ville af med præsident Assad”, mener Jan Øberg, der, ligesom den amerikanske analytiker William Polk, der har beskæftiget sig med Mellemøsten siden 1950erne, blandt andet peger på flere års tørke, der slog bunden ud af den syriske økonomi op til borgerkrigens start, som en udløsende faktor for konflikten.

Først og fremmest skal man forsøge at standse kampene, så civilsamfundet kan prøve at komme på fode igen, og man kan indlede langvarige, langsigtede forhandlinger, hvor netop civilsamfundet indgår, de 98-99 procent af befolkningen i Syrien, der aldrig har rørt et våben.

Første skridt på vejen mod en mere permanent våbenhvile kunne eksempelvis være lokale våbenhviler, der for det første kan give plads til nødhjælp og forsyninger til civilbefolkningen, samt vise goodwill mellem de stridende parter, eksempelvis ved at udveksle fanger. For lidt over en uge siden sagde USAs udenrigsminister Kerry, at han havde diskuteret en lokal våbenhvile i Syriens største by Aleppo med den russiske udenrigsminister Lavrov – men da den syriske udenrigsminister al-Muallem et par dage senere afleverede et forslag til en midlertidig, lokal våbenhvile i Aleppo, inklusive lister over fanger til udveksling til Lavrov i Moskva, kritiserede Kerry forslaget som et forsøg på at sabotere Geneve II-konferencen.

SE OGSÅ: HVORDAN AFSLUTTER MAN EN KRIG?

”USA udøver magtpolitik og ikke konfliktløsning”, mener Jan Øberg. ”Det gælder også den måde Iran blev ydmyget på ved først at kunne sidde med ”på sidelinjen”, derefter blive inviteret og til slut, på USAs ordre, blev disinviteret.”

”Syrien er en patient, der forbløder på operationsbordet”

Det gælder altså om at stoppe kamphandlingerne – midlertidig og lokalt, hvis ikke andet kan arrangeres i første omgang. Det skal give fred og ro til lange, brede forhandlinger.

”Jeg tror, at en forhandlingsproces vil tage to-tre år, i hvert fald. Det tætteste, vi kom på en ordentlig løsning, var, da Kofi Annan havde alle parter med sin 6-punkts plan tilbage i 2012. Det var det eneste rigtige”, siger Jan Øberg.

Det var den Geneve I byggede på, og den har alle deltagere nu forbrudt sig imod i 18 måneder – og Kofi Annan blev undermineret og trak sig få uger efter Geneve I.

”Så gik det galt, da USA, Frankrig og England krævede, at Assad skulle gå af, og det hele byggedes op til storkrig, som kun Frankrig og Danmark ville stille op til med USA. Nu er Syrien en patient, der forbløder på operationsbordet”.

Det står nu klart, at Assad ikke forsvinder med magt, medmindre Vesten går aktivt – og voldsomt – ind i kampene, hvilket der er forsvindende lille risiko for – så mere kamp, mere militarisering, styrker kun ekstremisterne på begge sider af fronten. Samtidig har Vesten og den syriske opposition ikke mange kort på hånden, og et enøjet fokus på at få pillet Assad fra præsidentpaladset som et grundkrav til en våbenhvile ser ud til at skade mere end det gavner. Parterne skal tale sammen uden forhåndsbetingelser. Det giver mulighed for dialog og lader den vigtige spiller Iran komme med omkring et forhandlingsbord.

SE OGSÅ: IRAN OG USA HAR EN AFTALE: HVAD NU?

Anders Seneca Bang er kandidatstuderende i Journalistik og Internationale Udviklingsstudier ved Roskilde Universitet