Gode råd til Udenrigsministeren

Gode råd til Udenrigsministeren

Tillykke med udenrigsministerposten til Martin Lidegaard og et par råd med på vejen

RIKO ønsker Martin Lidegaard tillykke med overtagelsen af udenrigsposten – en vigtig post der forpligter.

Vi har bedt nogle repræsentanter fra RIKOs bestyrelse give den ny udenrigsminister et par gode råd med på vejen.

Poul Villaume, professor i samtidshistorie ved KU, medlem af RIKOs bestyrelse og råd:

”Den danske regering bør aktivt arbejde for, sammen med især de andre nordiske lande, at Iran fuldt ud bliver en deltager i de kommende runder af de internationale Syrien-forhandlinger i Geneve. Uden iransk deltagelse, på lige fod, bliver der ingen stabil våbenhvile- eller fredsaftale i Syrien. FN’s mæglere – Annan, Brahimi, Ban-ki Moon – har derfor siden 2012 vedholdende insisteret på netop dette, og det bør Danmark også gøre. Danmark bør også arbejde for, at FN-konferencen om Syrien bliver permanent og dermed et forum, hvor andre relevante regionale konfliktspørgsmål, herunder modsætningerne mellem Iran og Saudi-Arabien, kan tages op. De regionale nabostater til Syrien må være medgaranter for en stabil fredsaftale om Syrien.”

”- Den danske regering bør også fremholde det perspektiv, at en vellykket Syrien-konference efter disse retningslinjer med tiden, i bedste fald, vil kunne udvikle sig til et større regionalt sikkerhedsarrangement – en stormagtsgaranteret og permanent ”Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Mellemøsten”, med forbillede i dén europæiske Konference/Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE/OSCE), som bl.a. Danmark siden 1970erne har fremmet med pro-aktivt diplomati, og som spillede en væsentlig rolle for først den fredelige afvikling af Den Kolde Krig og dernæst for opbygningen af demokratisk stabilitet i hele Europa. Et sådant langsigtet perspektiv for den mellemøstlige region vil kunne inspirere både parterne i den syriske borgerkrig og stater og befolkninger i resten af området.”

Isabel Bramsen, formand for bestyrelsen i RIKO og næstformand i rådet, tilknyttet CRIC (Center for Resolution of International Conflict), KU:

“Der er et stigende behov for at udvide Danmarks handlemuligheder i tidlige faser af en konflikt, også før volden er brudt ud. Først og fremmest er der behov for en større forståelse for konfliktens og voldens dynamikker blandt politikere, praktikere og embedsmænd, hvilket vil forhøje mulighederne for at forebygge voldelige udfald i konflikter med de tiltag vi allerede har. Herudover, burde Danmark investere mere i forebyggende diplomati og infrastrukturer, der støtter ikke-militære konfliktløsnings-processer, herunder mægling, problemløsnings-workshops, undervisning i ikke-voldelige metoder for demonstranter samt en civil indsatsstyrke. Danmark har et stort ansvar for, i samarbejde med bl.a. de andre Nordiske lande, at forebygge voldelige konflikter og bidrage til at fremme konstruktive forandringsprocesser med fredelige midler.”

Jørn Boye Nielsen, formand for Rådet i RIKO og medlem af bestyrelsen:

”Vi vil gerne at udenrigsministeren  tager danske initiativer evt. i samarbejde med andre nordiske lande, EU eller FN til at  gøre langt mere i forbindelse med tidlig varsling af konflikter (early warning). Når først borgerkrige eller krige mellem stater er brudt ud, tager det ofte ti år før forholdene er normaliseret. Afghanistan og Balkan er eksempler herpå. Selv om der både i FN, fra stater og NGO’er gøres forsøg, er vi reelt ikke kommet særlig langt med en international early warning indsats. Vi håber at DK kan tage initiativer til både early warning projekter i Danmark og støtte til internationale projekter. RIKO samarbejder gerne herom for at bidrage til at vi undgår at krige, herunder borgerkrige, ikke startes.

Vi ser også gerne at udenrigsministeren tager et initiativ til at udvikle en kapacitet til international mægling på dansk grund. I Norge (f.eks.det norske UM’s afd. for Fred og Forsoning), Sverige (f.eks. Jan Eliasson; Uppsala Peace and Conflict Institute); Folke Bernadotte Akademiet) og Finland (f.eks. Martthi Ahtisaari og hans institut CMI) eksisterer en sådan kapacitet, men stort set ikke i Danmark. Det håber vi, der kan rådes bod på og at UM kan tage initiativer. RIKO medvirker gerne.”

Nagieb Khaja: Filmproducent, journalist, afghanistanekspert, medlem af RIKOs bestyrelse og råd:

”Danmark kan ikke gøre en kæmpestor forskel med militæret, og når vi endelig engagerer os, er vi oftest underlagt større nationers strategier og beslutninger. Det ville give mere mening for Danmark, at udnytte sit tætte forhold til USA og påvirke dem i en mere humanistisk og konfliktsløsningsorienteret diskurs. Jeg vil helt konkret gerne opfordre Martin Lidegaard til at gøre noget ved tragedien i Den Centralafriske Republik, hvor løsningen umiddelbart er flere tropper. Det kan ikke understreges nok, hvor meget det haster med at minimere de menneskelige lidelser. Et af de første tiltag fra Martin Lidegaard, kunne være at overtale både EU og USA til at sende flere fredsbevarende styrker for at undgå en eskalering af massakrerne og den etniske udrensning, som fortsætter på daglig basis.”

Søren Schmidt: Lektor i International politik ved Aalborg Universitet, medlem af rådet i RIKO:

”EU har i alt for lang tid overladt den såkaldte fredsproces i Mellemøsten til amerikanerne. Mens den ene paradeforestilling har afløst den anden siden Oslo-aftalen i 1992, har israelerne fortsat deres de fakto annektering af Vestbredden gennem bosættelserne. Dermed bevæger Israel sig ind i en blindgyde, hvor de må vælge mellem apartheid (dvs. at kun en del af befolkningen har politiske rettigheder) og om Israel i hovedsagen vil være en stat, hvis borgere i hovedsagen er jøder. Konsekvenserne af en manglende fredsaftale mellem palæstinensere og Israel er velkendte: medvind til ekstremitiske kræfter i regionen, et forhøjet regionalt konflikniveau, medvirken til manglende social og økonomiske udvikling. Alle konsekvenser har en lang mere direkte effekt på Europa, som jo trods alt er Mellemøsten nabo, end det har på USA. Når det samtidig er lysende klart at USA har svært ved at forfølge en fornuftig strategi og lægge det nødvendige pres på Israel, fordi amerikansk udenrigspolitik for Mellemøsten er i lommen på den ekstremistiske Israel-lobby, må det være tid til, at EU begynder at varetage sine egne interesser i regionen. EU bør begynde at tale med store bogstaver over for Israel og lade det forstå, at hvis de ønsker at beholde deres nære samarbejde med EU, må de lægge kursen om. Vil udenrigsministeren bidrage til en sådan ny kurs for EU?”