Hvem får ansvaret for de nye NATO-bataljoner i øst?

Hvem får ansvaret for de nye NATO-bataljoner i øst?

Søren Riishøj mener, at resultaterne af weekendens topmøde i NATO blandt andet vil være oprettelsen af nye bataljoner i øst. Han forsøger at svare på, hvem der får ansvaret for disse? Og hvad der er grundlaget for denne eskalering?

 – Søren Riishøj er lektor ved Statskundskab på Syddansk Universitet og medlem af RIKO-rådet.

Efter NATO-forsvarsministrenes møde i juni måned tegner der sig efterhånden et billede af, hvad der vil hænde på det NATO-topmøde, der snart, fra den 8. til 9. juli, skal finde sted i Warszawa, og som Polen og de baltiske lande tillægger meget stor betydning. Her stadfæstes uden tvivl beslutningen om at styrke NATOs østflanke med fire bataljoner på hver omkring 1.000 i personel og derudover vedtages at styrke NATOs militære infrastruktur, møntet på forstærkninger i tilfælde af krise – og krigssituationer. Polen antager, og håber, at USA overtager det overordnede ansvar for den bataljon, der fra 2017 skal placeres i Polen. Det overordnede ansvar for bataljonen i Litauen går iflg. uofficielle kilder til Tyskland, støttet af Holland og Norge, i Estland bliver ansvaret overladt til Storbritannien støttet af Danmark og Frankrig. Vælger Canada at tage del i ansvaret, bliver det antagelig i Letland.

De nævnte lande skal ”lappe huller”, der måtte opstå i den militære infrastruktur mv. Selve styringen vil ske fra Szczecin. Udstationeringen vil ske efter løbende rotation. Polen havde ønsket en fast udstationering, men er iflg. polsk presse gået med til rotationsordningen vidende, at længere vil NATOs beslutning ikke gå. Men, som det siges i Warszawa, styrkelsen af NATOs østflanke går dog længere end man forestillede sig for blot et år siden. Men der er, som antydet, detaljer der skal falde på plads.

“Russofobi” eller reel trussel?
General Philip Breedlove, der indtil maj havde ansvaret for NATOs styrker i Europa, begrunder i ”Foreign Affaires” udstationeringen med, at Rusland udgør en ”eksistentiel trussel” mod USA og USA’s allierede og mod den internationale orden. Den formulering vil i hvert fald Polen og de baltiske lande, der føler sig særlig truet, helt givet kunne skrive under på. Men spændende bliver, om NATO som helhed vil udtale sig så bombastisk. Tyskland har i hvert fald i de seneste uger, også omkring NATOs militærøvelse i Østersøen i maj, udtalt ønsket om dialog og deeskalering. Den russiske forsvarsminister Igor Konasjenko beskylder NATO, i særdeleshed ”høgene” i NATO, for at opildne ”russofobi”.

Polens omstridte forsvarsminister Antoni Macierewicz har forud for NATO-topmødet erklæret, at polske F-16 jagerfly vil være på plads i Mellemøsten før topmødet begynder, klar til kamp mod IS. Det sker givetvis for at få indrømmelser på mødet i Warszawa fra især USA. NATO-topmødet vil være omgærdet med meget store sikkerhedsforanstaltninger, nogle vil være møntet på at undgå demonstrationer i den polske hovedstad mod den polske regering. Den politiske ”borgerkrig” i Polen fortsætter og kaster skygge over topmødet. Journalister vil uden tvivl i høj grad nøje følge, hvordan de polske værter klarer opgaven, og hvorledes de udenlandske statsoverhoveder og ministre vil kommunikere med den polske regering. Regeringen i Warszawa vil gerne score politisk gevinst på topmødet, ganske som i forbindelse med NATO-øvelsen Anakonda i maj. Men får den det?