Hvordan kan Danmark bidrage til international konfliktløsning ?

Hvordan kan Danmark bidrage til international konfliktløsning ?

Danmark har gang på gang vist sig villig til at sende militært personel og isenkram til verdens brændpunkter. Men sammenlignet med vores nordiske naboer halter vi bagefter, når det kommer til ikke-militær konfliktløsning. Formand for RIKO-Rådet og medforfatter på International konfliktløsning sætter fokus på konflikthåndtering.

Omend færre folk dør af mord og krige end for tusind år siden, er der stadig mange krige, der opstår, genopstår og fortsætter verden over. Faktisk har der ikke været så mange af det, FN kalder fase 3 kriser, siden anden verdenskrig. Danmark selv har mange mislykkede krige i bagagen, og med en verden, der forandrer sig mod flere stormagter, samt krige og konflikter i blandt andet Syrien, Afghanistan, Yemen, DRC og Ukraine er der mere end nogensinde brug for nytænkning, alternativer og langsigtede strategier, når det kommer til løsning af internationale konflikter. Hvis Danmark specialiserede sig i tidlig intervention i konflikter, før de eskalerede og blev langt vanskeligere at løse, kunne vi redde mange menneskeliv, skabe bedre vilkår for global fremdrift og forebygge terrorisme, flygtningestrømme og andre afledte effekter af voldelige konflikter.

 

Konfliktløsning som alternativ

International konfliktløsning er en særlig tilgang til konflikter. Først og fremmest handler det om at se en konflikt som, ja, en konflikt. Hvilken forskel gør det? Ofte når vi som nation eller individer er i konflikt, opdager vi sjældent, at vi er i konflikt, det vi opdager er, at nogle andre er ondsindede eller på anden vis ubehagelige. Det være sig Putin, IS, Taleban eller Assad. ”Den anden” er problemet, og vi gør bedst i at hæmme, ændre eller i værste tilfælde eliminere den anden med ord, sanktioner eller bomber. I konfliktløsningsperspektivet er konflikt en særlig social form, et interaktionsmønster, der ligesom tango kræver mindst to parter. Fra dette perspektiv er de konfliktende parter indbyrdes afhængige, og hver handling vil blive besvaret og ofte spejlet af den anden. Således får en konflikt en særlig rytme af aktion-reaktion, hvor vores egne forsøg på at beskytte os selv gennem oprustning eller stoppe den anden ofte vil blive forstået som angreb eller provokationer og eskalere situationen yderligere. I en konflikt er der ofte flere sandheder, derfor må vi forsøge at forstå den andens perspektiv. Hvad ligger bag den andens handlinger? Hvordan påvirker vores handlinger de andre?

Konfliktløsning er et alternativ til flugt/kampmuligheder. Ofte i danske medier fremstår spørgsmålet om militær intervention i konflikter som et valg mellem enten 1) ikke at gøre noget eller 2) at intervenere militært. Men der er også tusinder af ikkemilitære, men ganske aktive måder at handle i konflikter via mægling, forhandling og støtte til ikkevoldelige kræfter. Mægling og diplomati kan foregå på mange niveauer i samfundet fra græsrods- til eliteniveau. Nogle gange kan der være behov for at eskalere en konflikt for at ændre en uretfærdig magtstruktur, men også her er ikkevoldelig modstand mulig med demonstrationer, underskriftindsamlinger, civil ulydighed osv. Faktisk viser anerkendt statistik, at ikkevold virker i 53% af tilfældene, mens vold kun ”virker” i 26% af tilfældene for grupper, der for eksempel ønsker at vælte et regime. Herudover skaber ikkevold mere langtidsholdbare og inkluderende løsninger, når det fx handler om at skabe demokrati. Det er alt andet lige nemmere at opbygge et samfund, når der ikke i bogstavelig forstand er tusinder af lig i lasten og tilsvarende sår og hævnfølelser.

Tænk, hvis Danmark havde en indsatsstyrke med mæglere, militæreksperter, konfliktforskere og områdeeksperter, der blev sat ind i Syrien i den 6-12 måneder lange periode, hvor oprøret hovedsageligt var ikkevoldeligt, og regimet endnu ikke kastede bomber over befolkningen. Tænk, hvis Danmark investerede et bare nogenlunde tilsvarende beløb i konfliktmægling, fredsopbygning og konfliktforebyggelse, som vi gør i militært isenkram.

Konfliktløsning handler også om at finde alternative løsninger, der tilgodeser eller ændrer parters perspektiv og interesser. Logikken i konflikter er ofte enten eller, alt eller intet, vind eller tab. Denne logik kan ændres til en både-og-logik; behøver alle landområder være ejet af en stat, eller kan nogle laves om til naturparker? Kan en hovedstad kun være hovedstad for ét land, eller kan to lande have samme hovedstad? Skal en diktator enten gå eller blive, eller kan han sikres en æresplads ligesom den danske dronning? Det handler om at finde kreative løsninger, der inkluderer alle parter. Der er ingen tvivl om, at dette er en vanskelig proces. Konfliktløsning er på ingen måde et quick fix. Det kræver en langsigtet indsats, der kan tage mange år. Hvis vi fx kigger på Syrien i dag, er der ikke blot to grupper men tusind oprørsgrupper og næsten lige så mange internationale og regionale parter, der skal blive nogenlunde enige. I mange tilfælde er det ikke muligt, endsige ønskværdigt at finde en løsning, man kan sætte to streger under. Ofte er en lige så vigtig mulighed at fortsætte konflikten med ikkevoldelige eller politiske midler. Der er flere eksempler på oprørsgrupper, der som maoisterne i Nepal lægger våbnene og fortsætter med ikkevoldelig modstand, eller konflikter, der som i Nordirland forsætter ad et politisk spor. Konfliktløsning kan altså også handle om at lave en platform, hvorfra konfliktende parter kan fortsætte konflikten med ikkevoldelige midler.

 

Konfliktløsningssupermagt?

Danmark er langt bagud i forhold til de andre nordiske lande, når det kommer til engagement i mægling samt forskning og uddannelse i International Konfliktløsning. I Sverige kan man læse Fred og Konfliktstudier 4 steder, i Norge 3 steder. Særligt Norges mangeårige engagement er forbilledligt, for eksempel havde de hemmelige forhandlinger med Taleban, længe før andre erkendte, at det var nødvendigt også at inkludere Taleban i forhandlinger om Afghanistans fremtid. Men Danmark skal ikke nødvendigvis konkurrere med Finland og Norge om at være mæglings-supermagter. En anden mulighed er, at Danmark specialiserer sig i tidlig intervention i konflikter. Netop fordi konflikter bliver uendelig mere komplicerede, når de udkæmpes militært, er det essentielt at investere langt mere i voldsforebyggelse og tidlig intervention. Mulige initiativer tidligt i konflikter er bl.a. 1) at støtte og skabe alliancer mellem konstruktive kræfter (på hver side af konflikten), 2) træning i ikkevold, 3) beskyttelse af civile (fx gennem observatører), 4) mægling ml. konfliktende parter, både på græsrods- og eliteniveau. Tænk, hvis Danmark havde en indsatsstyrke med mæglere, militæreksperter, konfliktforskere og områdeeksperter, der blev sat ind i Syrien i den 6-12 måneder lange periode, hvor oprøret hovedsageligt var ikkevoldeligt, og regimet endnu ikke kastede bomber over befolkningen. Tænk, hvis Danmark investerede et bare nogenlunde tilsvarende beløb i konfliktmægling, fredsopbygning og konfliktforebyggelse, som vi gør i militært isenkram.