International Konfliktløsning som Disciplin

International Konfliktløsning som Disciplin

Mangler politikere og journalister viden om international konfliktløsning?

Del af Serien: “Principperne bag international konfliktløsning som disciplin”, af Jørn Boye Nielsen, formand for RIKOs Råd.

Den syriske borgerkrig har nu stået på i over to år og konstruktive forslag til en løsning har været få og fejlet på alle fronter. Indtil for nyligt har det internationale samfund – nærmest stilletiende – set til mens kaosset i Syrien fortsat har medført katastrofale ødelæggelser af samfundet. I stedet for at engagere sig som mæglere i konflikten – f.eks. igennem FN – har individuelle nationalstater valgt at støtte forskellige parter i konflikten. Altsammen i et forsøg på at vælge den “rigtige” side i konflikten. Danmark har – som så mange gange tidligere i de seneste årtier – valgt at understøtte USA’s linje, og altså derfor støttet de mere eller mindre moderate oprørere fra SNC (Syrian National Council). To muligheder har derfor været vægtende i den danske strategi, der – følgende USA – har talt for en mindre militærintervention idet at, den første mulighed, en ensidig diplomatisk løsning (udenom Assad og Iran) ikke lykkedes.

I stedet for at stå med et falsk valg mellem en mindre militær- og/eller en ensidig diplomatisk løsning, må det internationale samfund (herunder Danmark) lade sig inspirere af og fremme en International Konfliktløsnings-strategi der inddrager alle konfliktens parter for at finde en løsning som de alle kan acceptere. Elementerne og principperne inspireret af International Konfliktløsning synes nærmest intetsteds værende i den politiske og journalistiske diskurs. Herunder præsenteres derfor en kort introduktion af teorien bag International Konfliktløsning:

Traditionelt syn på Internationale Relationer vs. International Konfliktløsnings-tilgangen

Traditionel international politik International konfliktløsning
Såkaldt realisme: Stærke nationer, og militær og økonomisk styrke er afgørende for at løse konflikter. (1) I International konfliktløsning: Folkeretten, FN, internationale organisationer, regionale organisationer, internationale mæglere er afgørende. Militær intervention kun i overensstemmelse med folkeretten og FN.
Ansvaret for løsning af internationale konflikter  ligger hos militært og økonomisk stærke nationalstater. (2) Parterne i konflikten, evt bistået af mæglere, FN og regionale aktører ,skal inddrages  centralt i løsningen af konflikten.
Der er én vinder, og én taber. (3) Begge parter skal være tilfredse med resultatet , eller dog kunne leve med det.
Der finde ofte kun én  løsning/ få løsninger. (4) Der findes flere løsninger.
Målet: En løsning af konflikten. (5) Målet: En løsning af konflikten + en bedre relation mellem parterne.

Principperne i International Konfliktløsning

1. Såkaldt Realisme versus International Konfliktløsning.

Realismen (i international politik) er den synsmåde at international politik er inddelt i militært og økonomisk stærke nationer, der hvad enten man kan lide det eller ej nu engang regerer verden. Altså Militær kapacietet og økonomisk styrke giver naturlig adgang til at dominere internationale relationer. Det ses i realismen som en naturlig og objektiv orden. At f.eks. USA ses som en slags verdens politibetjent er i overensstemmelse hermed.

I international konfliktløsning ses realismen som en valgt eller konstrueret måde at se på internationale relationer. Denne orden er ikke uundgåelig  eller naturlig – det er en konstruktion, som man kan vælge eller lade være at vælge: derfor bruges betegnelsen såkaldt realisme, da betegnelsen realisme er manipulerende og foregiver at være den eneste ”objektive og sande approach” vedr. internationale relationer.

2. Ansvaret for konflikters løsning ligger hos parterne i konflikten.

Parterne i en konflikt skal – helst på et så tidligt tidspunkt som muligt – bringes sammen enten i en forhandlingssituation eller ved hjælp af en mægler, FN eller en regional organisation. Begge parter giver deres opfattelse af situationen  og lytter til hinanden. Ved dybgående og langvarige konflikter er en mægler eller en facilitator nødvendige i processen.I mæglingen kan begge parter udtrykke deres overordnede behov og ønsker til en løsning. Derefter en brainstorming af løsningsforslag.  Og endelig vil en mægler i processen foreslå løsninger til parternes overvejelser. Mæglerne står for processen, men parterne står for at finde løsninger de kan leve med. Det er klart at i internationale konflikter er processen langt mere kompliceret og kompleks end jeg her kan redegøre for. Og fredsforhandlinger tager forskellig form fra konflikt til konflikt.

3. Begge parter skal kunne leve med resultatet af en fredsaftale.

At begge parter kan leve med en løsning / løsninger betyder at risikoen for genoptagelse af den måske voldelige konflikt reduceres væsentlig. Hvis en løsning påtvinges er muligheden for genoptagelse af volden langt større.

4. Der findes normalt altid flere løsninger

I traditionel international politik er der ofte en fokusering på at finde den rigtige eller nødvendige løsning, i konfliktløsning er udgangspunktet, at der findes flere  eller mange løsninger, og at en af disse vælges.

5. Målet er en løsning af konflikten + en bedre relation mellem parterne.

Mange konflikter afsluttes med en form for løsning af den voldelige del, men der arbejdes ikke på en opbygning af fredelige relationer mellem parterne og en forsoning med det resultat at der stadig er store spændinger mellem parterne.

Case: Konflikten i Syrien set med konfliktløsningsbriller.

Hvis man ser dansk udenrigspolitik i forhold til den syriske borgerkrig med konfliktløsningsbriller vil man komme til flg. resultat

  • Der er ikke (fra dansk side) fokuseret nok på at bidrage til at få parterne i borgerkrigen til forhandlingsbordet – man har bekvemt lined op bag en af siderne (oprørsiden) ved at kun at have forbindelser til den ene part (SNC, lande der støtter oprøret). Vil man have en forhandlet løsning må man have kontakt til begge sider, og de lande der støtter begge sider. I offentlige erklæringer må man også holde sig neutrale, hvis man vil gøre sig håb om en forhandlet løsning. Negative statements hælder benzin på bålet. Det virker som om man ikke fra dansk side har prøvet at presse oprørne til forhandlingsbordet.
  • Da det er vigtigt at alle parter i konflikten involveres, må DK arbejde for at få Iran med i forhandlingsprocessen i Geneve. At holde væsentlige aktører ude fordi man ikke kan lide dem, mindsker muligheden for en fredelig løsning.
  •  I processen efter at der var konstateret kemiske våbenangreb var DK villig til på et tidspunkt at gå med i et væbnet angreb på en af siderne (den syriske regering). Det var et angreb, der ikke var i overensstemmelse med folkeretten.  Heldigvis var der så stor folkelig modstand i Storbritanien og USA at det ikke blev realiseret. Men det ville ikke have fremmet en forhandlet og politisk løsning, men var udtryk for en eskalation af konflikten på alle måder. Det skal dog noteres at i en af opinionsmålingerne var 62% af danskerne imod at den danske regering indlod sig i et nyt væbnet angreb på et FN medlemsland uden FN mandat.
  • Den danske udenrigspolitik fokuserer for meget på at line op bag én stat i verdenssamfundet (USA) som konfliktløser. Der mangler en langt stærkere fokus på at få processerne til at ske i FN og de regionale organisationer.  At satse så stærkt på USA i en verdensorden, der er blevet multipolær , er ikke fremmende for ikke militære løsninger. En lang række store stater som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika ønsker langt stærkere vægt på folkeretten og FN og langt mindre på militær intervention. Disse lande må DK i langt højere grad lytte til.
  • Det nordiske lande ikke mindst Norge, der har en stærk mæglertradition, bør DK i langt højere grad tage initiativer sammen med i løsningen af internationale konflikter, herunder internationaliserede borgerkrige som Syrien.