Interview | I krig uden fjender: Militsmænd og borgerkrig i Guinea-Bissau

Interview | I krig uden fjender: Militsmænd og borgerkrig i Guinea-Bissau

RIKO interviewer Henrik Vigh, der er professor ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. Han har fulgt en militsgruppe i Guinea-Bissau siden årtusindskiftet, der blev mobiliseret under borgerkrigen i 1998-1999 og siden remobiliseret i nyere konfliktsituationer. I interviewet forklarer Vigh, at folk i krigssituationer ikke nødvendigvis kæmper mod en defineret fjende eller for en særlig ideologisk sag, og uddyber, hvordan dette faktisk kan gavne forsoningsprocesser på lokalplan.

I vestafrikanske Guinea-Bissau lever 70 procent af befolkningen i dag under fattigdomsgrænsen, hvoraf en tredjedel af disse lever i ekstrem fattigdom. Da Portugal afstod som kolonimagt 1974, blomstrede visioner om demokrati i det unge land. Visionerne blev dog ikke indfriet, og i 1998 var den politiske situation præget af splittelse i regeringen såvel som i oppositionen og blandt befolkningen. De politiske spændinger og desperationen blandt befolkningen steg, og den 7. juni påbegyndte et militært statskup borgerkrigen. Borgerkrigen i Guinea-Bissau fandt sted fra juni 1998 til maj 1999. Krigen lagde Guinea-Bissau i ruiner, kostede hundredvis af menneskeliv og sendte hundredetusinder på flugt. Guinea-Bissau har siden borgerkrigen været plaget af gentagne konfliktopblusninger, og krisesituationen er blevet hverdag for størstedelen af lokalbefolkningen.

Interview af Louise Southwell

RIKO: Hvordan ser situationen i Guinea-Bissau ud i dag?

Henrik Vigh: Der har lige været valg, og internationale observatører har en ret pragmatisk tilgang til valgforløbet: Så længe det ikke er helt forrykt, så siger man, at det har været et frit og demokratisk valg for at støtte en demokratisk proces.

Man kan sige, at Bissau i øjeblikket er fanget i en nervøs ro. Der eksisterer en underliggende nervøsitet, uden at det er en reel konfliktsituation. FN udråbte for 10 år siden Guinea-Bissau som verdens første narkostat, og nervøsiteten bunder i denne 10-årige konstante kamp om positioner og adgang til narkoprofitter mellem politikere, militærfolk og embedsmænd. Lige nu sidder hærchefen, der også er landets største narkobaron, ret massivt på markedet og magten, hvilket giver denne nervøse ro.

Guinea-Bissau info

RIKO: I din monografi ‘Navigating Terrains of War’ beskæftiger du dig primært med aguentaerne. Hvad vil det sige at være aguenta?

Henrik Vigh: Under borgerkrigen betød det, at man var tilknyttet et bestemt militsnetværk, der blev trænet som milits for den daværende præsident. Mange af aguentaerne var mennesker, der var fuldstændig afskåret fra eksisterende netværk og magtstrukturer. Aguentaerne tabte imidlertid borgerkrigen og blev sendt tilbage til samfundets bund.

Freden varede dog ikke længe, og konflikten brød ud igen, mens jeg var dernede. Jeg blev vidne til, hvordan tidligere aguentaer lynhurtigt blev remobiliseret som militsmænd trods adskillige FN demobiliseringsprogrammer. Problemet med de nationale såvel som internationale demobiliserings- og reintegrationsprojekter var, at aguentaerne ikke havde nogle liv, der var værd at blive reintegreret i. Man kan sige, at det er en god idé at reintegrere dem, men hvis reintegrationen betyder tilbagevenden til samme position, man dårligt kunne overleve i før krigen, så har man ikke taget hånd om de strukturelle problemer.

I Guinea-Bissau er der ikke meget af en retsstat tilbage, der er ingen politistyrke til at beskytte folk og militæret er de allerstørste banditter. Det er vigtigt at forstå, at hvis man er en ung mand i Bissau uden nogen form for netværk, er man meget udsat. Hvis staten ikke kan tilbyde sikkerhed, finder folk det altså andre steder. Ved at blive aguenta udvekslede de unge mænd en grundlæggende, langvarig usikkerhed med den momentære usikkerhed, der er i konfliktens vold, mens de resten af tiden blev beskyttet af baglandet.

RIKO: Du beskriver, at aguentaerne kæmper i krige uden fjender og ideologisk sag. Du beskriver endda konflikterne som ’broderlig krig’. Hvordan adskiller konflikterne i Guinea-Bissau sig fra andre nationale og internationale konflikter?

Henrik Vigh: Konflikterne i Guinea-Bissau adskiller sig ved første øjekast fra den måde vi forstår konflikter på, idet vi i høj grad forstår krige som politiske kampe med forskellige ideologiske positioner. I Guinea-Bissau vil man ikke nødvendigvis revolutionere de eksisterende ideologier eller strukturer. Folk har faktisk nogle meget ens ideer om, hvordan tingene skal være, men forskellige ønsker om, hvem der skal sidde på flæsket. Det kan lyde så instrumentelt, men i princippet betyder det også, at de ikke har spor svært ved at forestille sig, hvad deres modstandere kæmper for, fordi man i bund og grund kæmper om det samme. Folk ved godt, at der ikke er ressourcer til alle, og derfor er de nødt til at slås om, hvem der får adgang til dem. Det generer nogle ret interessante konfliktdynamikker.

For det første eksisterer der ikke nogen radikal Anden i konflikterne grundet folks generelle forståelse for hinandens situation. Noget andet er så, at modstandere ofte er i familie. Det reelle kendskab til menneskerne og deres situationer på ’den anden side’ er det, de henviser til, når de kalder konflikterne for ’broderlig krig’.

For det andet bevæger folk sig mellem militsfraktionerne. Under våbenhvilen mødes de med modstandere og deler mad. De tilslutter sig andre militser, hvis deres side er ved at tabe. Fænomenerne kan ikke forklares som opportunisme, idet ideologi ikke er en del af ligningen. Det handler om, at det militære liv tilbyder det, samfundet mangler: Fysisk overlevelse såvel som sociale tilhørsforhold i en kaotisk kontekst.

RIKO: Du argumenterer, at vold og konflikter i Guinea-Bissau opfattes som situationelle handlinger. Hvordan det, og hvad har det betydet for konfliktløsningen?

Henrik Vigh: I Bissau siger man, ’situationen lagde den voldelige handling i mig’, og det er der faktisk en generel forståelse for. Det giver anledning til at forstå vold og konflikt som en situationel logik: At vold er en kapacitet, vi alle besidder og som visse situationer kan udløse. Som udgangspunkt for konfliktløsning, så tror jeg, at forståelsen for hinandens situation og handlinger er det allerførste skridt på vejen.

Anerkendelsen af hinandens sårbarhed er noget andet, der er essentielt for forsoningsprocesser – uanset hvor menneskerettighedskrænkende, folk har handlet. Man bliver nødt til at tage udgangspunkt i, at alle mennesker kan føle sig i så sårbar en position eller situation, at de finder det nødvendigt at handle voldeligt. Det kan være en konkret mikrosociologisk sårbarhed: At folk tvinges gun-to-the-head til at handle voldeligt, men den kan også være makrosociologisk som i Bissau, hvor folk ved, at der ikke er ressourcer nok, og de derfor må slås om dem. Det er vigtigt at forstå, at handlinger er drevet af sårbarhed og dyb mangel på ressourcer, snarere end en lyst til magt og dominans.

RIKO: Hvad har du gjort dig af overvejelser i forhold til når magthavere alligevel klamrer sig til magten og eksempelvis bruger børnesoldater til at slå andre folk ihjel?

Henrik Vigh: Jamen i Guinea-Bissau handler det om adgangen til de få ressourcer, der nu engang er. Der er simpelthen ikke ressourcer nok til alle. De folk, der sidder på magten, har ikke særligt meget, og de folk, der ikke har nogen form for krog i magten, har slet ikke noget. At miste magten betyder altså helt grundlæggende, at du ikke kan forsørge din familie. Når jeg siger til mine informanter, at magthaverne forbryder sig og virker grådige, så svarer de, at hvis du kender til sult, vil du gøre hvad som helst for ikke at ryge tilbage til ingenting. Der er en desperation i magtkampene, som kan misforstås som dominans, men i virkeligheden er krampagtige forsøg på at overleve.

RIKO: Hvilken rolle bør det internationale samfund spille i konfliktløsning i Guinea-Bissau?

Henrik Vigh: Hvis man starter med hvad Danmark kan gøre, så skal vi begynde at tænke på behov frem for strategi, og Guinea-Bissau er et af de lande, der har allermest brug for vores bistandshjælp. På et tidspunkt var 80 procent af landets indtægt bistandspenge, men mange internationale donorer har trukket sig ud grundet manglende økonomisk og statslig gennemsigtighed. Da pengene blev trukket ud, mistede en kæmpe del af befolkningen deres levegrundlag.

Jeg kan sagtens forstå behovet for at brugen af bistands- og donorpenge skal dokumenteres, og at stater skal opfylde nogle demokratiske krav, der muliggør dette. Problemet er, at den demokratiske stat er defineret af vælgere, der tager aktive, kritiske valg. I et land som Bissau hvor man siger, at man tænker med maven i stedet for hovedet, forsvinder denne demokratiske variabel. Demokrati som styreform og statsligt ideal kræver altså, at du ikke har en befolkning, der er desperat.

For at bidrage til konfliktløsningen må vi altså nødvendigvis acceptere, at vi ikke altid kan diktere ideer som økonomisk og statslig gennemsigtighed, men at der vil ryge penge ind i nogle netværk, der ikke fungerer på måder, vi ønsker. Selvom narkotikahandlen fører mange grimme ting med sig, fungerer det også som en form for økonomisk udvikling i landet og har sat sig som den primære struktur og ’sikkerhedsnet’ i landet for mange borgere. Et stort problem er jo så, at det langt fra er alle, der får gavn af dette ’sikkerhedsnet’, men jeg tror, at det er en måde at tage toppen af desperationen for rigtig mange mennesker.

Interviewet har taget udgangspunkt i Vighs monografi, han skrev i forbindelse med sit feltarbejde blandt aguentaerne i Bissau:
Vigh, Henrik. 2006. Navigating Terrains of War – Youth and Soldiering in Guinea-Bissau. Oxford: Berghahn Books.

Louise Southwell er bachelor i antropologi ved Københavns Universitet.

This post is also available in: English