Kommentar: Hvorfor bliver krige og konflikter ikke løst ved forhandling?

Kommentar: Hvorfor bliver krige og konflikter ikke løst ved forhandling?

Mellemøsten er ude i voldsomme omvæltninger af sekterisk og magtmæssig karakter. Vesten bør ikke line militært op bag bestemte retninger, så bliver vi en del af konflikterne – det kommer der kun terrorisme ud af i Europa og USA. Ukraine har behov for en forhandlet løsning, som både Vest- og Østukraine kan leve med. Hvordan ser verden ud om 20 år?Jorn4

Kommentarer fra Jørn Boye Nielsen, formand for bestyrelsen i RIKO.

Hvorfor er der for øjeblikket så få konflikter, der løses ved forhandling?

Der er en stærk tendens til i tiden, at man liner op bag en af parterne i en konflikt og kun ser den ene side i konflikten – altså en manglende evne til at se upartisk på konfliktens parter. I konfliktløsning er det netop nødvendig, at man har relationer til begge parter, taler med alle sider og indlever sig i begge parters ønsker, behov og interesser.

En anden årsag er den stigende tendens til at udvide begrebet “terrorist” til at omfatte dem, man er uenige med. Den ukrainske regering kalder separatisterne i øst for terrorister; Israels regering kalder Hamas for terrorister, på trods af, at de er folkevalgte. Hvis man bruger betegnelsen terrorist, udelukker man sig fra at forhandle – fordi man kan aldrig forhandle med en terrorist – og så er dialogen kortsluttet. “Terrorist” bør kun bruges om bevægelser med et universalistisk ønske om at skabe frygt og kaos, som eksempelvis Al Qaeda. Bevægelser, der er udsprunget af frustrastion hos mennesker og grupper grundet en manglende løsning på en dyb konflikt, bør man ikke kalde terrorister og derved udelukke dialogen. De skal derimod inddrages i en ikke-voldelig løsning af konflikten.

SE OGSÅ: FREDSSKABELSE – AFTALER VIA FORHANDLING OG MÆGLING

Situationen i Nordirak og fremkomsten af IS

Hvis vi ser de lange linjer først, så er næsten hele Mellemøsten ude i en periode af voldsomme omvæltninger. Næsten i stil med trediveårskrigen i Europa, hvor katolikker og protestanter kæmpede om magten mellem 1618-1648, og som stoppede med den Westfalske Fred.

Der er i Mellemøsten i øjeblikket store sekteriske modsætninger mellem sunni- og shimuslismer, eksempelvis i Irak og Syrien, og et dybt modsætningsforhold mellem Saudi Arabien og Iran. Ligeledes mellem det muslimske broderskab og islamister på den ene side, og på den anden side anti-islamistiske og sekulære kræfter – eksempelvis i de Nordafrikanske lande, der er kløvet af denne modsætning. Et andet eksempel er Tyrkiet og Qatar, der støtter det islamiske muslimske broderskab, mens Egypten, Saudi Arabien og Emiraterne er imod broderskabet. Det skal dog understreges, at religion og politik i allerhøjeste grad er sammenfiltret, og at religionen ofte er noget, der bruges udadtil for at legitimere magtkampe, der i høj grad er geopolitiske, som mellem Iran og Saudi Arabien.

Hvordan skal Europa forholde sig til disse sekteriske modsætninger og magtkampe i Mellemøsten?

For hver dag bliver jeg mere og mere overbevist om, at Vesten og Europa skal holde sig militært helt uden for disse konflikter, og ikke ‘line up’ bag nogen af de sekteriske parter – gør vi det, bliver vi en del af konflikterne – og hvis vi eksempelvis ‘liner up’ bag den ekskluderende shiamuslimske regering i Bagdad, som USA – og Danmark med Hercules-transportflyet gør – bliver vi opfattet som en part i hele spillet, og IS vil vide at sende terrorister mod os.

Så mit råd er: Ingen militær ‘lining up’ bag nogen parter i mellemøsten – med støtten til kurderne som en undtagelse, da kurderne som folk har

været en mishandlet gruppe i Mellemøsten ligesom palæstinenserne. Det skaber kun større risiko for terrorisme i Europa, hvor en stor del af IS-jihadisterne jo stammer fra og har pas til.

Skal vi i Europa passivt se til, mens IS brutalt dræber muslimer i Irak og Syrien?

Nej, vi skal ikke se passivt til. Vi skal give en massiv humanitær hjælp og hjælpe flygtninge både i Mellemøstenog i Europa. Jeg mener også, at vi skal hjælpe med stipendier og andet, så vi kan give unge flygtninge en uddannelse, hvilken de kan benytte i deres hjemlande, når konflikterne har lagt sig. Men også hjælpe de områder hvor der hersker ro og stabilitet med udvikling.

Den militære del af konflikterne, inklusive de interne konlikter mellem jihadister og moderate muslimer, skal vi ikke blande os i og derved blive en del af de sekteriske konflikter. I det store område som IS har besat i Nordirak og Syrien, skønnes der at være mellem 10.000 – 20.000 IS-folk (ingen har de nøjagtige tal) i en befolkning på otte millioner hovedsagelig sunnimuslimer. Det svarer til IS-krigere som 0,1-0,2% af den stedlige befolkning af sunnimuslimer, hvoraf mange moderate militsgrupper og lokale hære er relativt velbevæbende og erfarne. Jeg mener, at sunnimuslimer i området og udenfor, herunder den irakiske hær, kan nedkæmpe IS, hvis viljen er til stede.

Er der en vilje til stede hos sunnimuslimerne?

Nej, viljen er der muligvis ikke helt endnu. I den irakiske regering vil de gerne have Vesten til at gøre det beskidte militære arbejde, så er de jo selv fri for det. Men det betragter jeg som en fælde og advarer imod at falde i den. Det er enten den irakiske regering, eller endnu bedre de otte millioner sunnimuslimer i området, der skal klare ærterne. De kan hvis de vil. Men et meget stort antal sunnimuslimer har enten sluttet sig til IS eller – især – forholder sig passivt og tilpasser sig. Samtidig har en lang række rigmænd og organisationer i blandt andet Emiraterne og Qatar desværre støttet IS økonomisk. Det er et voldsomt stort problem.

På den anden side er der allerede sunniske modstandgrupper, eksempelvis i den irakiske storby Mosul, som IS holder. IS kan næppe få et moderne samfund til at fungere på længere sigt, selv de arbejder på det med de meget store pengedonationer, de har modtaget fra støtter rundt i Mellemøsten.

Hvis vesten vælger at gå sammen med regeringen i Bagdad, vil vi blive set som en del af konflikten, og vi vil komme til at kæmpe ikke blot mod IS, men også sunnimuslimer og jihadister fra hele den muslimske og vestlige verden, der måske vil strømme til for at kæmpe mod ”de vantro fra Vesten.” Har vi ikke lært noget af erfaringerne i Afghanistan, Irak og Libyen? Endnu en militær intervention i Mellemøsten – på baggrund af nogle voldsomme billeder på nethinden – vil være en katastrofal dumhed.

Hvorfor er der da så stor fokus på IS?

Fordi krigerne fra IS er unge og forstår sig langt bedre på medier og rekruttering, især de nye sociale medier. De ved, at det at dræbe for åbne medier skaber både frygt og opmærksomhed, så nye vesteuropæiske og amerikanske krigere kan skaffes. De kender værdien af billeder. Billeder og videoer af deres sejre og henrettelser af iraksiske soldater og amerikanske journalister brænder sig ind i nethinderne på befolkningen i vesten, og kan få nationer til at mobilisere. Billeder kan mobilisere. Desværre sker det på bekostning af manglende analyser og proportioner og reflektioner.

Mellemøstforskeren Søren Schmidt har skrevet en glimrende analyse om IS og deres kommunikation til omverdenen. Analysen af Søren Schmidt kan læses på Politiken.dk.

Hvordan ser Ukrainekonflikten ud med konfliktløsningsbriller?

Kernen i Ukrainekonflikten er en intern konflikt i Ukraine mellem regioner i vest og øst, der her i 2014 med Maidanoprøret er blevet internationaliseret. EU og USA har ‘lined up’ bag Kiev i vest, Rusland bakker de russisk-orienterede op, hvilke er i flertal i de østlige regioner (Luhansk og Donetsk).

Kernen i konflikten er reel nok. Vestukraine ser mod vest og EU, det sydlige og østlige ukraine ser mod øst og Rusland. En stor del af befolkningen i Luhansk og Donetsk har eksempelvis russisk pas.

En ny amerikansk undersøgelse af The Republican Institute fra i år, støttet af US Agency for International Development, har undersøgt ukrainernes holdninger gennem en række spørgsmål i fire regioner i Ukraine – det vestlige, centrale , sydlige og det østlige Ukraine. De viser en markant forskel i holdninger til orientering mod EU og Rusland.

På spørgsmålet om man ønsker tilknytning til EU eller en toldunion med Rusland og andre lande, svarer 90 % i den vestlige del af Ukraine EU, mens i Østukraine er 59 % for toldunion med Rusland, og kun 20 % for EU, i den sydlige regioner er der også flertal for en russisk toldunion.

Undersøgelsen viser, at det vestlige og centrale Ukraine orienterer sig stærkt mod vest, mens det østlige og sydlige Ukraine orienterer sig mod Rusland. Der kan kun blive fred, hvis de interne parter finder hinanden i et kompromis om en regeringsform – og de eksterne parter lader være at støtte en side. Kievs militære aktion mod det østlige Ukraine må standses, og Ruslands støtte ligeledes standses til fordel for en forhandlet løsning. Vi mangler i den grad nationer eller personer, der kan mægle mellem de interne parter. Kiev regeringen ses ikke som legitim af store dele af Øst- og Sydukraine, ligesom Putin ses som en aggressor i den vestlige del.

Jeg mener man har fejllæst Rusland – sanktioner vil ikke tvinge Putin til ikke at støtte oprørsgrupperne i den østlige del af Ukraine. Det østlige Ukraine er hjerteblod og national identitet for Rusland, og det giver man ikke afkald på. Sanktioner vil gøre ondt, ingen tvivl om det, men når national identitet er indblandet, giver man ikke efter selvom man bliver ramt på pengepungen. Det eneste, der kan åbne op for en løsning, er forhandling mellem Kiev og en repræsentativ forhandlingsdelegation fra oprørsgrupperne i øst. Præsident Putin har fremlagt en plan for at opnå en afslutning på kamphandlingerne efter at have diskuteret med den ukrainske præsident Poroshenko, men den ukrainske premiereminister Arseny Yatseniuk har afvist forslaget som et forsøg på russisk bedrag.

SE OGSÅ: TREDJE PARTER ØNSKES – I  UKRAINEKONFLIKTEN

Til sidst; hvordan mon verden vil se ud om 20 år?

Det kan kun blive et bud. Jeg tror at der om 20 år vil være en række nye stater i verden. I mellemøsten vil vi se Syrien og Irak gå op i limningen, og der vil udkrystalisere sig to kurdiske stater – det tidligere Irakisk Kurdistan med Erbil som hovedstad, og Syrisk Kurdistan, en shiamuslimsk stat med Bagdad som centrum, og en sunnimuslimsk stat i de områder, hvor der er sunnimuslimsk flertal i Irak og Syrien – den vil have befriet sig for IS, der ikke kunne administrere området, så folk gjorde oprør til sidst samt en sekulær stat med centrum i Damaskus, stadig med alawitisk dominans. De gamle koloniale strukturer efter den første verdenskrig vil smuldre med opløsningen af Irak og Syrien.

Ukraine vil dele sig i to stater – et Vestukraine med cirka 80% af landet og med medlemsskab af EU og NATO, og et østligt Ukraine i toldunion med Rusland. Krim vil stadigt være russisk, og der tales ikke mere om denne tilknytning.

BRICS landene vil have en langt mere dominerende position, også udenrigspolitisk, dog ikke som en alliance, men som en pragmatisk koordinering især i de internationale organisationer. BRICS landene (Kina, Indien, Rusland, Brasilien, Sydafrika) består nu af 10 lande; til de 5 i 2014 er der nu tilføjet Argentina, Mexico, Tyrkiet, Indonesien og Vietnam.

Europa vil sakke bagud på to felter: Udenrigspolitisk indflydelse og økonomisk vækst – væksten efter 2014 har ligget på mellem – (minus) 1% og + 1%, langt lavere end resten af verden. Derimod er Europa stadig et eftertragtet og godt sted at leve i med velfærdssystemer bredt ud til hele Europa, grønne politikker og et stærkt civilsamfund. Internationalt kan Europa ikke længere sætte dagsordenen, hvis BRICS landene ikke er med.

USA er stadig verdens stærkeste militærmagt men verdens anden største økonomi efter Kina. USA har stærk fokus på Asien.

Visse afrikanske stater er via høje vækstrater blevet økonomisk udviklede, mens andre afrikanske stater er sunket dybere i kaos og fattigdom. Afrika er nu økonomisk ligeså delt som Asien mellem rige og fattige stater.

Sydamerika har dannet egen militærpagt. Områdets lande lægger vægt på at være politisk og militært selvstændige i forholdet til USA. Der er stadig en stærk centrum-venstre tradition i Mellem og Sydamerika. Endvidere et stærkt syd-syd samarbejde mellem Sydamerika, Asiens stormagter og dele af Afrika, ikke mindst Sydafrika.

Jørn Boye Nielsen er formand for Bestyrelsen i RIKO.

This post is also available in: English