Interview med en russisk Krim-beboer

Interview med en russisk Krim-beboer

Af Jørn Boye Nielsen, Redaktør for RIKO News og formand for RIKOs bestyrelse

Det er ikke hver dag, man møder en indbygger fra den meget omtalte tidligere ukrainske, nu russiske halvø Krim. Men det gjorde jeg for kort tid siden. Olga Rogulina hed hun. Hun var elev på Den Internationale Højskole i Helsingør i efterårssemestret sidste år. Olga Rogulina er 40 år gammel, derhjemme er hun en del af det russiske befolkningsflertal på halvøen.

Jeg blev nysgerrig efter at høre hendes syn på den dramatiske udvikling på hendes halvø og lavede følgende interview med hende:

  • Halvøen Krim ligger på den sydlige del af Ukraine ud mod Sortehavet
  • Det har en befolkning på 2 mill.
  • Hovedparten af befolkningen er russere, men der er også mindretal af krimtartarer, ukrainere (de fleste er rejst nu), og andre små grupper (tyskere, romaer, bulgarere m.fl.).
  • Krim blev i 1922 en del af Sovjetunionen, men Sovjetlederen Nikita Khrusjtjov fik udvirket, at Krim overførtes til sovjetrepublikken Ukraine i 1954, selv om den hovedsagelig beboedes af russere.
  • Krim blev videreført som en autonom republik med eget parlament og egen forfatning. Krim havde en uafhængig status både inden for Sovjetunionen og i Ukraine efter selvstændigheden.
  • I 2010 forlængede det daværende ukrainske parlament baseaftalen med Rusland til 2042. Den russiske sortehavsflåde hører således hjemme i Sevastopol på Krim

Om det pro-vestlige Maidan oprør i Kiev i 2014 sagde hun: ”Vi russere på Krim var ikke enige i det. Og vi deltog ikke i lokale aktiviteter. Det var noget, der foregtik langt fra os i Kiev. Og vi var især uenig i den voldelige fjernelse af vores præsident (Viktor Janukovitj). Men det, der gjorde os vrede, var da den nye regering efter afsættelsen af præsidenten vedtog sproglove, der fjernede russisk som officielt sprog og kun tillod ukrainsk som eneste officielle sprog. De fleste på Krim taler russisk. Efter Kiev havde vedtaget denne uretfærdige lov, forøvrigt dagen efter at Janukovitj blev afsat, gik vi på gaden. Vi var tusinder i Simferopol (hovedstaden, Krim) der demonstrede foran parlamentet i byen – ukrainske moddemonstranter var der også. Modsætningerne og følelserne på begge sider var store. Retfærdigvis skal det siges, at loven blev ophævet efter store demonstrationer og kritik fra både Ukraine og udlandet.”

Om folkeafstemningen om tilhørforholdet sagde hun: ”83.1 % af Krimbefolkningen deltog, og 96,7 % stemte ja. Der var naturligvis også de, der boykottede afstemningen. Jeg og mine venner stemte for. Vi var lykkelige. Efter dette var der ingen vold, ingen døde og terrorisme som i Ukraine.”

Om problemerne med isolationen til Europa: ”Ja det er et stort problem. Vi har ingen flyforbindelser til europæiske lande, kun flyforbindelser til Rusland. Den del af befolkningen som rejser og tager udenlands må nu igennem Rusland og rejse på russiske pas. Næsten alle europæiske virksomheder og alle vestlige banker har forladt Krim. I vidt omfang er vi nu et udkantsområde i Rusland. Det er især de unge og de intellektuelle, der har svært ved at acceptere isolationen til Europa. Den store del af befolkningen klager ikke over dette. De har aldrig rejst til Europa.”

Og forholdet til Ukraine: ”Der er ingen forbindelser til Ukraine. Ingen busser, ingen fly, ingen tog. Ingen ukrainske varer, kun russiske og vore egne. Dag for dag fjernes de sidste rester af forbindelse. Det er som to fjendelande. Vi ønsker det ikke, men sådan er det blevet. Det er også svært overhovedet at tale sammen længere mellem vi russere og ukrainere.”

Har I fået fordele ved skiftet til Rusland: ”Ja, lønninger og pensioner er højere i Rusland end i Ukraine – det har gavnet os. Og vi overlever i et ikke-voldeligt område, der deler sprog og kultur med Rusland.”

Er der mentalitetsforskelle mellem russerne på Krim og russere i det store Rusland: ”Ja, russerne er mere hårde og aggressive i forretningslivet, end vi er. Vi er mere bløde og fredelige. Vi skal nu også være hårde for at få vores ting igennem.”

Kan du sige noget mere om Krim som russisk udkantsområde: ”Det er svært at eksportere vore varer – vi kan ikke konkurrere. Og der er ikke jobs til de uddannede unge på Krim – derfor emigrerer de. De føler ikke, de har nogen fremtid på Krim. Mange unge studerer i Moskva og Sankt Petersborg. Og de bliver der efter uddannelsen. Og det er de ældre med lave uddannelser, der bliver tilbage”

Kan du se nogen løsninger på konflikten mellem Ukraine og Rusland: ”Nej, vi vil ikke tilbage til Ukraine. Tingene er kørt så meget op i en spids, at der for øjeblikket ikke er nogen vej tilbage.”

Hvilke løsninger er der på Krim konflikten?

Jørn Boye Nielsen opstiller 3 scenarier:

Scenarie 1: Folkeretten og internationale aftaler skal holdes. Det betyder, at Krim skal gives tilbage til Ukraine. Det er dette, som Ukraine og store dele af det internationale samfund ønsker. Det er imidlertid en urealistisk position. Både Rusland og flertallet på Krim ønsker ikke dette. Og ingen magt kan tvinge det igennem. Sortehavsflåden holder til i Sevastopol.

Scenarie 2. Folkenes selvbestemmelsesret. Man kunne sige: Lad Krimbefolkningen – 2 mill. hovedsagelig russere – en distinkt etnisk del af Ukraine – selv afgøre deres tilhørsforhold ud fra princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Via en ny folkeafstemning. Dette kunne man godt tænke sig både Krimbefolkningen og Rusland gå med til. De vil med stor sansynlighed vinde en afstemning. Men Ukraine ville være imod.

Scenarie 3. Konfliktløsning – en forhandlet aftale. Der er en reel konflikt mellem Ukraine og Rusland/Krim. Der sker en mægling mellem parterne. Man går efter en forhandlet løsning, som alle parter kan leve med. Ikke nødvendigvis en aftale der afstedkommer jubel hos parterne, men som sagt en aftale de selv har forhandlet med en mægler, og som de kan leve med. En aftale der genopretter forbindelser mellem Ukraine, Krim og Rusland og resten af verden. Det ville være den bedste og realistiske løsning. Og alle parter ville have ejerskab til den, da den er forhandlet mellem dem.

Den sidste løsning ligger nok ikke lige foran for øjeblikket – både Ukraine og Rusland er kravlet for højt op i træet. De skal først kravle ned igen. Og se virkeligheden i øjnene.