Kalifatet er faldet – og hvad så??

Kalifatet er faldet – og hvad så??

På tirsdag d. 19 april vedtager Folketinget at sende F-16 fly og specialstyrker til Irak og Syrien for at bekæmpe ISIL/IS. Målet er at eliminere terrororganisationen.  Men aktionen forekommer kortsigtet og uigennemtænkt.

Lad os tage folketingsflertallets målsætning: at ISIL og kalifatet kollapser – hvordan vil situationen så se ud?

DK og USA koalitionen har vundet det første træk, men hvad med det næste.

Lad os forestille os at hovedbyen Racca og millionbyen Mosul falder, hvad vil der så ske:

  • Det generelle svar vil være: Kaos i området.
  • I området vil der være masser af mindre militser – shia militser, sunni militser, baathistiske militser, stammelederes miltser. Der vil strukturelt være en situation som i Libyen efter at Gadaffi regimet faldt sammen. Mange af militserne vil være fjentligt indstillede mod hvad de ser som ”de vantro’s” invasion. Nogle få militser vil støtte vesten, og vil være i kamp mod de andre militser – og det vil være begyndelsen til forværring af borgerkrigen i Syrien.
  • Ingen statsdannelse der fungerer – ingen politi – ingen serviceydelser.
  • Angste, rædselsslagne borgere.
  • Frygtningestrømme der vil bort fra kaosset – på vandring mod Europa og nærliggende mellemøstlige lande, der allerede har overfyldte flygtningelejre. Mosul er en by men næsten 2 mill. indbyggere.
  • Nogle ISIL folk vil blive tilbage og blande sig med befolkningen, andre vil søge nye græsgange og ”eventyr”  – og vil f.eks. tage til Libyen, Mali, Afghanistan,Yemen, Nigeria – og ikke mindst vil en del tage tilbage til Europa og vil have et stærkt ønske om hævnaktioner (terror) overfor ”de vantro”.

Man kan naturligvis ikke bare kritisere regeringen uden at komme med andre perspektiver og løsningsforslag. Så her er nogle punkter:

  • Kontekst og viden. Før man intervenerer må forskere og andre analysere situationen i det område, man vil gå i krig i, og tage de erfaringer vi har fra andre krige med i overvejelserne. Har man gjort dette?
  • Irak/Syrien/IS problemerne kan ikke løses inden for en MF’s valgperiode. Hele det mellemøstlige og muslimske område er præget af store politiske,nationale og etniske konflikter, der tager religiøse iklædninger. Og det vil tage lang tid før denne konfliktfyldte periode er ovre. Den ekstreme jihadisme er en af strømingerne. Og der er flere grupper i spil, ISIL er kun en af dem. Vi har også i europæisk historie haft vore voldelige religionskrige mellem katolske og protestantiske sekter, reformationer og modreformationer samt trediveårskrigen (1618-1648). Og det tog som bekendt rigtig mange år før disse kampe, ofte voldelige, døede ud. Konflikterne i Mellemøsten kan ikke løses inden for en kortere periode .
  • At tro at vi ved at gøre det af med ISIL Kalifatet i Racca kan eliminere jihadismen er ren utopisk tænkning – den vil komme igen i andre forklædninger og andre steder i lang tid fremover.Den ekstreme Jihadisme er mobil og tager hele tiden nye former.
  • Handle langsigtet. Vi skal stille os spørgsmålet, hvorledes kan vi bedst bidrage til at få konflikterne ned på et lavere leje. Udrydde Jihadismen og salafismen kan vi ikke – og hvis vi forsøger med robust militær fra det kristne vesten kan vi let gøre konflikterne større end de allerede er.
  • Det er vigtigt at lade sunnimuslimske lande lede den militære kamp mod ISIL og ikke vestlige lande. Den historiske kristne og koloniale fortid   får let fjendebilleder til at poppe op i den muslimske verden. En forkert bombning og lignende kan hurtig ændre opfattelserne. Ordet ”vantro” er forbundet med vesten i langt højere grad end vi regner med i det mindste hos ældre generationer i Mellemøsten.
  • Der er 20.000-30.000 internationale jihadister i IS området i Syrien/Irak, men ca 4-6 mill fastboende mennesker, hovedsagelig sunni-muslimer, der bebor området som IS har tilegnet sig. Altså den fastboende befolkning udgør det store flertal. De har næsten alle et stort had til de irakiske shia muslimske ledere og militser, som har undertrykt dem brutalt. Hvis man kunne give sunnimuslimerne i Irak et perspektiv f.eks. i form af udstrakt selvstyre i et føderativt Irak og samtidig støtte dem militært, kunne den fastboende befolkning være spydspidsen i at kaste jihadisterne ud. Jihadisterne i IS udgør langt under 1% af den samlede fastboende befolkning
  • Skal mindre lande som Danmark spille en rolle i at løse problemerne i Irak/Syrien? Svaret må være ubetinget ja. Vi skal vælge den tredje vej. Ofte stilles det sådan op at der kun er 2 måder at forholde sig til konflikter og problemer på, enten at gøre noget militært (som DK har gjort i Afghanistan, Irak, Libyen, nu Irak/Syrien), eller passivt at se til. Der er en tredje vej, og det er at sige: vi vil engagere os aktivt i situationen og gøre noget der hjælper folk i nød og er med til at løse/udrede konflikterne. Danmarks bidrag bør være ikke-militært – der er stort behov for nødhjælp; der er et stort behov for at opbygge stater, der har været i krig, eller der er fattige og sårbare sikkerhedsmæssigt set; der er et stort behov for et Danmark, der kan tale med begge /alle parter ; fredsskabelse – hjælpe via mæglere, facilitatorer, kontakter til alle parter; et ja til fredsopbygning – bygge sikkerhedsstrukturer ind i samfundet, der sikrer borgerne personlig sikkerhed (ikke kun stats-sikkerhed) samt opbygning af et demokratisk politi.

Danmark gør naturligvis nogle af de ting, jeg foreslår, men hvis midlerne fra militær og militære aktioner blev brugt anderledes kunne DK spille en helt anden rolle, som mange i DK ville være stolte af.

Gør Danmark til en humanitær, udviklingsmæssig og konfliktløsningsmæssig stormagt (vi har forudsætningerne for det) i stedet for at spille en militær dværg – i samarbejde med de store.

Jørn Boye Nielsen, formand for bestyrelsen i RIKO.