Konflikten i Nordmali

Konflikten i Nordmali

– Dansk bidrag til FN´s fredsbevarende styrker kræver fokus på fredelig konfliktløsning med oprørerne i nord

af Jørn Boye Nielsen, formand for Rådet i tænketanken RIKO, og medlem af bestyrelsen.

Ifølge dagspressen overvejer regeringen at sende danske soldater til FN styrken (MINUSMA) i det nordlige Mali.

Lad det straks være sagt, at vi hilser det velkomment at fredsbevarende styrker fra FN indsættes i stedet for,  hovedsagelig tidligere, europæiske kolonimagters styrker (læs Frankrig). Frankrig har dog stadig 1.000 soldater i Nordmali.

Men før beslutningen tages, bør man dog gøre sig klart blandt danske politikere og offentligheden, at Nordmali ikke blot har nogle sikkerhedsproblemer i forbindelse med fundamentalistiske grupper som AQIM (al-Quida in the Islamic Magreb), MUJAO (Movement for Unity and Jihad in West Africa) og Ansar Dine, hvoraf nogle har forbindelser til Al Quida.

Der er også nogle dybe og underliggende konflikter med tuaregfolket i Nordmali, der kan udvikle sig til et nyt oprør mod den politiske elite i hovedstaden Bamako i syd, og som meget vel kan tage voldelige former, hvis der ikke gøres noget mht. politisk, økonomisk, social og kulturel inklusion af tuaregerne.

Hvem er tuaregerne? Det er et berberfolk, et nomadefolk, der har beboet Sahara og Sahel området i århundreder. De har varetaget og stået for karavanehandel i Sahara, men også for opdræt af kameler, geder, får og i et vist omfang kvæg. Man ved ikke helt hvor mange der er, men det skønnes at der er mellem 1.5 og 3 mill i Sahelområdet. I Mali lever de i den nordlige, tyndtbefolkede del. De har historisk været udsat for undertrykkelse fra en politisk og militær elite i hovedstaden Bamako. Der har været mange militære angreb mod dem, og de har også dårlige erfaringer med en intolerant og arrogant statsadministration. De anses ofte af befolkningen og den politiske elite i syd for dovne, besværlige og fjendtlige – og som et folk der hellere vil vandre med kameler i karavanerne end påtage sig hårdt fysisk arbejde.

Konflikten i Mali

Som svar på undertrykkelsen fra syd har der været flere oprør fra tuaregerne, senest i 2006 og 2012. Det seneste oprør (2012) blev gennemført af de mange tuareger der blev smidt ud af Libyen, hvor de havde arbejdet for Gadaffi’s administration og hær. I januar 2012 erklærede den sekulære bevægelse MNLA(movement for the national liberation of Azawad) det nordlige Mali (som tuaregerne kalder Azawad) for selvstændigt – imidlertid kom det til et internt opgør med MNLA hvor de muslimsk-fundamentalistiske bevægelser (ANSAR DINE støttet af AQIM og MUJAO) tog en stor del af områderne i Nordmali i besiddelse og pressede delvist MNLA ud. Disse bevægelser indførte et rædselsregime med en streng fundamentalisk samfundsorden. 6 april 2012 erklærede de tuaregiske bevægelser Nordmali (Azawad) for en selvstændig stat. Den 26. maj offentliggjorde de navnet på den proklamerede stat: “Den islamiske republik Azawad”. Dog blev bekendtgørelsen aldrig anerkendt af andre lande, og Azawad kom aldrig til at virke som stat.

Regeringen og hæren i Bamako var for svage til at gribe ind, de appellerede derfor til det internationale samfund for hjælp – dog primært Frankrig. Frankrig svarede med indgriben og slog oprøret ned, bl.a. støttet af Danmark, der deltog i missionen med et transportfly.

Det lykkedes ret hurtigt at drive de fundamentalistiske grupper ud af nordmali. Den sekulære tuaregiske bevægelse MNLA var villig til at samarbejde og lavede i juni 2013 en fredsaftale med regeringen. Imidlertid er MNLA stadig meget kritisk overfor centralregeringen, og har da også i fredsaftalen fået indført begrebet Azawad, hvilket er en sejr for dem. De anerkender dog Mali som en udelt og samlet stat.

Ved det seneste valg i juli 2013 modtog 20% af de valgberettigede vælgere i Mali ikke deres valgkort og kunne derfor ikke stemme, ifølge antropologen Ingrid Poulsen. Hun tilføjer endvidere: ”I Kidal, den nordligste region i Mali fik visse valgsteder ikke så meget som én valgseddel i boksen ifølge den lokale guvernør”.(i)

På det seneste har tuaregerne demonstreret hver gang der har været besøg fra Bamako-regeringen. I midten af september forsøgte tuareger i Kidal at hindre landingen af et fly fra Bamako medbringende ministre, ligesom der blev kastet med sten fra unge mod de samme ministre under besøget i Kidal i nord. Senest har tuaregerne trukket sig ud af fredsaftalen fra juni i år hvorefter nye sammenstød mellem tuareg-oprørere og regeringstropper har fundet sted.(i)

Spændingerne er til at få øje på. Intet af dette er dog umiddelbart religiøst motiveret, men alene en protest mod undertrykkelsen af en minoritet fra regeringen i Syd.

RIKO anbefalinger Mali

 

Videre læsning: Ingrid Poulsen, erfaren socialantropolog, har skrevet en indsigtsfuld kronik i Politiken: Ingen fred i Mali unden tuaregerne.