Krig er foragt for liv - Kommentar af Trine Pertou Mach

Krig er foragt for liv – Kommentar af Trine Pertou Mach

Vesten må arbejde sammen med Rusland om at stoppe uhyrlighederne i Syrien

Kommentar af Trine Pertou Mach

Igennem 15 år har dansk udenrigspolitik været domineret af ideen om militær aktivisme. Hellere en krigsdeltagelse for meget end en for lidt. Og at dømme efter den aktivistiske udenrigspolitik, så har vi glemt, at krig er brutal, grim og grusom. Krig er foragt for liv, og netop i disse dage bliver vi mindet om det fra Aleppo. Grusomhed på grusomhed på grusomhed.

Med en blanding af magtesløshed og ubærlighed ser vi til, mens Assad-regimet godt hjulpet af Rusland (ISIL hærger videre andetsteds) bevidst overtræder krigens love i forsøg på at udmatte og definitivt smadre den folkelige modstandskraft. De angriber målrettet civile, nødhjælpsarbejdere, sundhedsklinikker og hospitaler, anvender udsultningsstrategi, forhindrer nødhjælp i at komme frem og benytter sig af en fuldstændig uproportionel magtanvendelse, som brænder håbet om et Syrien i fred og frihed ned til grunden.

USA har som konsekvens netop suspenderet samarbejdet med Rusland om våbenhvile og som det hedder om terrorbekæmpelse (udvalgte grupper) i Syrien. Et klart signal til Rusland. Tilliden mellem de to centrale aktører er på et lavpunkt.

Det er Vestens fjender, Assad og ISIL, som begår overgreb lige nu. Men barbariet i Syrien bør være en øjenåbner for os om, at vi skal styre langt uden om krig og søge de politiske løsninger. Også når det er upopulært, komplekst og svært og ikke synes rimeligt. Vesten kædede i 2012 fredsforhandlingerne i FN-regi sammen med kravet om et regimeskifte, hvilket for Kina og Rusland var uacceptabelt. Samtidig var Iran non grata og ikke inviteret med ved forhandlingsbordet. Derved lod Vesten en politisk løsning sive ud gennem fingrene og overlod syrerne til deres egen skæbne i forventning om, at Assads dage var talte, og regimet ville tabe krigen. Sagt mere kynisk: Man valgte egne geopolitiske interesser over det syriske folks ret til fred, frihed og retfærdighed.

Syrienkrigen er ikke alene en borgerkrig. Det er en regional proxykrig og har været det om ikke siden oprørets begyndelse, så dog relativt kort derefter. Mens afgørende magter i verdenssamfundet (både de nære og fjerne) har ladet sikkerhedspolitiske overvejelser afgøre deres roller gennem de seneste mange måneder, er resultatet en afbrændt plet på verdenskortet med udsigt til et magtvakuum(som hverken USA eller Rusland har interesse i). Desværre vil ingen af de demokratiske og pro-frihedsforkæmpere, der for fem år siden troede de var del af en panarabisk revolutionær bølge for rettigheder, frihed og retfærdighed, være i stand til at udfylde dette vakuum.

I dag, flere år for sent, er der en stigende erkendelse af, at de lokale enkeltaktører, der har størst chance for at udfylde det magttomrum, som borgerkrigen efterlader, er ISIL og Assad-regimet.

Havde USA med sine europæiske allierede i starten af borgerkrigen gjort, hvad bl.a. hjemlige politikere agiterede for, nemlig gå ind mod Assad-regimet og dermed bidraget til (endnu et vestligt initieret) regimeskifte, havde vi haft ISIL all over the place. Og så var sikkerhedsbilledet noget mere heftigt, end det er nu.

Det bringer os tilbage til spørgsmålet om hvad USA, Europa og Danmark kan gøre.

FØRST OG FREMMEST skal man ikke lade følelserne alene afgøre, hvordan man handler i politik. Slet ikke i spørgsmål om krig og fred. Hadet til og vreden mod Assad-regimets udryddelseskurs må ikke betyde, at man kaster sig ud i overilede militære modtræk men ej heller hyklerisk laden stå til, hvormed man de facto siger farvel til krigens love, humanisme og menneskelighed.

De brutale og grusomme begivenheder i Aleppo er det, krig er. Og ingen af aktørerne i Syrien kan sige sig fri for at have blod på hænderne. Det ærlige svar er nok, at vi – de faktiske magtforhold taget i betragtning – ikke kan særlig meget.

Verden balancerer i disse år på kanten af et fatalt hukommelsessvigt. Den forfærdelige lære efter to verdenskrige gav os den internationale orden, som stadigt stærkere og mere centrale kræfter er ved at sætte over styr. Derfor er den uomgængelige position at stille sig på international lovs, den humanitære ordens, nødhjælpsarbejdernes, civile syreres side.

Danmark må presse på for overholdelse af krigens love, for adgang til nødhjælp, beskyttelse af nødhjælpsarbejdere og af civile. Som led i den politiske proces, som må og skal komme, og vi må arbejde for, at forbrydelserne henvises til Den internationale Straffedomstol.

FN’s Sikkerhedsråd må tage utvetydigt afstand fra krigsforbrydelserne og kræve et øjeblikkelig stop for angrebene og sikring af adgang for nødhjælp (og Rusland bør i tråd med det nyligt vedtagne adfærdskodeks ikke bruge sit veto imod).

Tilliden mellem USA og Rusland må genskabes. Set med russiske briller er USA ganske modvillige i bekæmpelse af al-Nusra-fronten (nu Fateh al-Sham) og også den vestlige bombning af syriske regeringsstyrker i september ses som brud på tilliden. Og tillid er afgørende for, at der kan findes politiske løsninger. Begge parter må arbejde for at genoprette den. Den tillid må omveksles til en øjeblikkelig mulighed for at sikre Aleppos civile. Der er al mulig grund til at frygte, at Aleppo bliver det næste Groznyj i Tjetjenien, som i 1999-2000 var scene for lignende belejring og bombninger. 25.000 civile blev slået ihjel i de russiske bombninger den gang. Det må ikke ske.

Også på den lange bane har Rusland og USA med allierede en interesse i at stoppe bombningerne og drabene på civile. Bomberne kan være med til at bane vejen for Assads måske endnu værre fjender, de islamistiske terrororganisationer. For hvad har den overlevende syriske befolkning overhovedet tilbage? Den ikke-ISIL-sympatiserende del af oprørerne er totalt fragmenteret og lagt ned. Det morderiske Assad-regime med iranske og russiske venner slagter løs af sin egen befolkning. Et Vesten, der hævder sig demokratisk og rettighedsorienteret, men som selektivt går efter kræfter, der udgør en trussel mod Vesten selv. Et hav af naboer, der alle har bidraget med deres del af krigsgælden.

Danmark må insisterende stille sig på de politiske løsningers side. Om end det er blevet vanskeligere. Ikke nok med, at de demokratiske kræfter står langt svagere i dag end i 2012; men perspektiverne for en politisk proces svækkes også at, at der blandt de mest centrale aktører fortsat hersker den vurdering, at der er mere at vinde på slagmarken end ved forhandlingsbordet.

Men en amerikansk-russisk konfliktoptrapning på arabisk grund er ikke vejen. Derfor må Vesten ikke svare militært igen på Assad-styrets grusomheder, men arbejde sammen med russerne om standsning af uhyrlighederne og på lang sigt en politisk løsning.

Vi har intet tilbage, hvis krig uden spilleregler bliver det nye paradigme også for os selv.

Bragt I RÆSON’s kommentarserie ”Aleppo/Syrien: Hvad bør man (vesten, EU, DK) gøre nu?” 5.oktober 2016