Krigsføring contra fredsbevaring i dansk udenrigspolitik

Krigsføring contra fredsbevaring i dansk udenrigspolitik

Fredsbevaring er en vital del af konfliktløsning. Det står i kontrast til den orientering mod krigseskalering, der har præget det internationale samfunds tilgang til store kriser og konflikter de seneste år. Her uddyber vi principperne bag fredsbevaring med eksempler fra dansk udenrigspolitik.

Af Jørn Boye Nielsen

Rejsevejledningen fra Udenrigsministeriet for Afghanistan siger: ”Alle rejser til Afghanistan frarådes. – Da der fortsat pågår væbnede konflikter i Afghanistan er der en generel risiko ved at opholde sig i landet.”

Rejsevejledningen fra Udenrigsministeriet for Irak: ”Den danske ambassade i Irak er lukket. – Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Irak. Og danskere opfordres til at forlade landet.”

Rejsevejledningen for Libyen: ”Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til Tripoli og kysten mellem den tunesiske grænse og Tripoli. Til det øvrige Libyen frarådes alle rejser. Danskere der måtte opholde sig i Benghazi, opfordres til at forlade byen.”

De officielle rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet udtrykker det ganske klart: Der er ikke fred og sikkerhed i de pågældende lande – steder hvor Danmark har været involveret i krigsførelse for at skabe en anden og fredeligere verden for landenes indbyggere.

Krigsførelse i traditionel forstand er netop karakteriseret af: at ville vinde /tilintegøre den anden part/aktør; ikke at tænke på tiden efter sejren; ikke at tænke på hvad der sker med dem, man har vundet over; ikke tænke på de skader der påføres befolkningen samfundsmæssigt, socialpsykologisk og kulturelt. Ovenstående er dog i dag modificeret af ”krigens love”, der er formuleret i folkeretten.

Arbejd for freden, ikke for sejren

En anden måde at løse konflikter på – som i vidt omfang er til stede i den måde FN løser konflikter på – er at anskue voldelige konflikter som eksempelvis borgerkrige som konflikter mellem aktører med forskellige interesser og med ekstremt dårlige relationer.

Man skal både arbejde med aktørernes interne relationer og deres forskelligartede interesser, hvis man skal gøre sig håb om at deeskalere en voldelig konflikt.

Når man udefra skal løse en international eller internationaliseret konflikt skal ens hovedsigte fra første færd være at nedtrappe krigen/voldselementet i konflikten – det er næsten altid civilbefolkningen, der rammes hårdest af en krig.

Den tidligere FN-generalsekretær Boutros Boutros-Ghali beskriver i sin bog fra 1992, Agenda for Peace, de begreber som FN systemet bruger i deeskalation af konflikter: fredsbevaring (peacekeeping), fredsskabelse (peacemaking), fredsopbygning (peace building) – til dem kan føjes forsoning (reconciliation) som et fjerde punkt.  Begreberne finder man også i lærebøger om international konfliktløsning, for eksempel i den vigtige bog af Oliver Ramsbotham Contemporary Conflict Resolution.

De grundlæggende principper i konfliktløsning af internationale voldelige konflikter synes oplagte:

At begrænse brugen af vold. Arbejd for våbenhvile. Alle parter (af en vis størrelse) i en konflikt skal anerkendes og inddrages i forhandlinger, der kan begrænse volden.

SE OGSÅ: HVORDAN AFSLUTTER MAN EN KRIG?

Når våbenhvile er opnået skal de dybereliggende årsager, grunde og forhold, som har givet anledning til konflikten, udredes og håndteres – målet er en fredsaftale mellem parterne – som alle i det mindste kan leve med.

Fredsbevaring skal begrænse brugen af vold i krigen

Når en borgerkrig raser, må FN, regionale organisationer eller mæglende lande tale med begge parter i krigen – være neutrale og opfindsomme – også selv om man har at gøre med ledere der er ansvarlige for megen vold – og først og fremmest forsøge at forhandle en våbenhvile på plads. Hvis det er umuligt er næste skridt at forsøge at etablere lokale- eller tidsbegrænsede våbenhviler, så forsyninger og nødhjælp kan komme frem til en lidende befolkning.

Man kan starte med at diskutere begrænsning af våbentyper og af udstrækning af kampen, begrænsninger i intensiteten af krigen – alt dette er hvad man f.eks. vil forsøge ved en kommende Geneve II-konferencen i Montreux om Syrien. Men hovedformålet i peacekeeping er en aftalt våbenhvile mellem parterne, og helst  indsættelse af fredsbevarende styrker, der skal fastholde våbenhvilen, så fredsskabelse kan ske.

Det, vi har set i krigen i Afghanistan, er et eksempel på, hvordan man ikke skal gøre. 13 års krigsførelse uden alvorligere forsøg på at begrænse kamphandlinger, få en våbenhvile på plads eller seriøse forsøg på fredsskabelse, hvor parterne i konflikten – herunder Taleban – bringes sammen. Krigen i Afghanistan er blevet udkæmpet som en krig i sidste århundrede: Fokus har været på at udslette modstanderen, ikke mindske kamphandlingerne mest muligt.

Ligeså krigen i Irak, hvor hele administrationen, hæren og Baath-partiet blev opløst efter regimeændringen. Det var ikke klogskab og fornemmelse for en kommende eller mulig fred, der prægede Bush-regeringen, der lavede et system i Irak, der byttede en sekterisk dominerende gruppe, sunnierne, der delvis støttede det tidligere autoritære regime, ud med shiaerne.

Danmark har desværre lod i de mislykkede krige i Irak og Afghanistan. Til gengæld er aftalen om at destruere Syriens kemiske våben, og Danmarks indsats i at bringe giftgasser ud til destruktion i samarbejde med regeringen i Damaskus, et eksempel på, hvordan det skal gøres. Et lille bitte nedrustningsskridt i den rigtige retning.

Geneve II-konferencen om Syrien er også et skridt fremad, og det er glædeligt at Danmark har fået en plads. Der er desværre lang vej, da konflikten er ekstremt kompleks, både inden og uden for Syrien –  for eksempel fjendskabet mellem Saudi-Arabien og Iran, og voldsomme konflikter oprørerne imellem.

Sværere vilkår for fredsbevarende missioner

Fredsbevarende styrker har en lang historie, fra de første regulære styrker fra året 1956, hvor UNEF 1 blev indsat som buffer mellem Israel og Egypten på Sinai-halvøen. Fredsbevarende styrker har en række principper, de skal efterleve: Der skal være enighed mellem konfliktens parter om indsættelse; styrkerne skal være neutrale i forhold til konfliktens parter; ikke–brug af militær magt undtagen i selvforsvar (dette er dog modificeret i de mere robuste misssioner, der er indsat i borgerkrige og terrorismebekæmpelse idag); ansvarlig overfor FNs Sikkerhedsråd, (verdenssamfundet).

FNs 15 nuværende fredsmissioner er placeret i Vest-Sahara, Mali, Haiti, Den Demokratiske Republik Congo, Golan-højene i Syrien, Cypern, Lebanon, Kosovo, Liberia, Abyei-området (mellem Nord- og Sydsudan), Kashmir, Darfur, Elfenbenskysten og Mellemøsten (med base i Jerusalem). I Kabul Afghanistan er der et politisk kontor, men ingen peacekeepers.

Fredsmissioner i det 21. århundrede er blevet vanskeligere, da de ofte må operere i krigszoner præget af økonomisk kriminalitet, udplyndring, lokale militser, krigsherrer og smuglervirksomhed. De kan derfor ikke altid klart overholde principperne om neutralitet og upartiskhed og må være militært mere veludrustede end tidligere for at klare voldelige optrin og væbnede lokale grupper.

Efter FN og folkerettens betingelser, er væbnede konflikter (krig) kun tilladt i to situationer: 1) Et land har lov til militært at forsvare sig, hvis det bliver angrebet og 2) FNs Sikkerhedsråd kan beslutte, ifølge kapitel 7 i FN-pagten (der er en del af folkeretten), at bruge væbnet magt, hvis ”der foreligger en trussel mod freden, noget fredsbrug eller nogen angrebshandling” (artikel 39). Udover disse to situationer er militær magt mellem stater ikke tilladt ifølge folkeretten.

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt for kort tid siden støttede amerikanske planer om at bombe Syrien på baggrund af det kemiske angreb i august, uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd, var det en udtalelse, hvis virkning var i strid med den herskende folkeret. Heldigvis besluttede præsident Obama ikke at bombe Syrien.

Irakkrigen var således folkeretsstridig – det er der enighed om blandt et stort flertal af verdens folkeretskyndinge og ikke mindst FNS daværende generalsekretær, Kofi Annan. Der har dog været en diskussion om Irak krigens legalitet blandt folkeretskyndige og de stater, der startede krigen.

Danmark tilbage i FN-sporet

Fra 1. januar 2014 deltager Danmark med officerer til den fredsbevarende styrke, MINUSMA (Mali), med støtte fra alle politiske partier – alle partier stemte for. Det er efter min opfattelse en god beslutning, der betyder at Danmark kommer med på FN-linjen igen efter sin stormagtsstøttende aktion i Afghanistan og Irak.

MINUSMA i Mali skal dog passe på, at den ikke kun bliver maliregeringens politistyrke i Nordmali med det formål kun at jage de væbnede, fundamentalistiske grupper, som blev kastet ud af Libyen efter ændringerne der.

I Nordmali, hvor styrken er indsat, bor blandt andet tuaregerne, en underpriviligeret gruppe, der er i konflikt med Bamako-regeringen i syd. Antropologen Ingrid Poulsen har bedt den danske regeringen og MINUSMA om ikke at glemme Tuaregernes ønsker om bedre forhold og større lokal selvstændighed.

Til sidst vil jeg dog glæde mig over at udenrigsminister Holger K. Nielsen mener, at Danmark igen skal tilbage i FN-sporet.

SE OGSÅ: INTERNATIONAL KONFLIKTLØSNING SOM DISCIPLIN

Jørn Boye Nielsen er formand for Rådet i RIKO.