Militante og Madrassaer: En ildevarslende forbindelse

Militante og Madrassaer: En ildevarslende forbindelse

Hverken militser eller deres forbindelse til de religiøse skoler, madrassa, er et ukendt fænomen i Pakistan. Men selv efter et af de mest forfærdelige terror angreb er der stadig ingen fokus på madrassaer fra den pakistanske regerings side. Til trods for, at det er almen kendt at madrassaerne er hjemsted for militante, og de religiøse ledere ansporer til had og sekterisk konflikt.

Af Sehar Mushtaq

I kølvandet på det voldsomme angreb på en Peshawar skole der dræbte 141 personer, herunder 132 børn, har kampen mod terrorisme og militsgrupper fået fornyet opmærksom i Pakistan. Både de civile og militære overhoveder har opfordret til hårde tiltag for at bekæmpe de militante, herunder også stoppe med at differentiere mellem ’gode’ og ’dårlige’ Talibanere. Men desværre har der ikke været en aktiv debat om at reformere de religiøse skoler, madrassaerne, i landet – en debat der er højst nødvendig.

Madrassaerne, eller de religiøse seminarier, er vigtige undervisningsformer for den religiøse uddannelse i Pakistan. Ifølge Ministeriet for Religiøse Anliggender var der i 2010 næsten 20,000 registrerede religiøse skoler. Et tal som fortsat vokser. Der findes også rigtig mange uregistreret religiøse skoler, og tallet estimeres derfor til faktisk at ligge på 22,000. Og det er især børn fra fattige familier der benytter sig af madrasserne fordi forældrene tror deres børn således vil være bedre stillet, at den religiøse lære og undervisning af de religiøse værdier vil give dem bedre muligheder. Samt tilbyder madrassaerne gratis uddannelse med mulighed for at få mad og tag over hovedet. Men det har vist sig at madrassaerne fører en anden dagsorden end den der fortælles. De pakistanske madrassa har spillet en stor rolle til det voksende antal militante krigere, og den stigende sekterisme, terrorisme og intolerance i landet gennem indoktrinering af deres studerende. Det ville ikke være helt ved siden, at påstå de fleste sekteriske militser og væbnede grupper har stærke links til disse seminarier. Seminarier som fik lov til at florere under præsident Zia-ul-Haq der politisk støttede dem under hans såkaldte islamiseringsperiode fra 1978-1988. Sideløbende var der to andre vigtige begivenheder som var med til forværre situationen, dette var den iranske revolution i 1979, og krigen mellem Afghanistan og Sovjetunionen i det efterfølgende år. Den politiske støtte og politiseringen af madrassaen i kølvandet på de to begivenheder havde stor indvirkning på Pakistans sikkerhed internt i landet og diskursen omkring madrassaen, som før 1980’erne blev betragtede som værende harmløse.

Politisering, militarisering og radikalisering af madrassaer 

Frygten for en religiøs revolution, som man lige havde oplevet i nabostaten Iran, og den efterfølgende Shia opvågning der fandt sted i regionen, førte til at Præsident Zia etablerede og finansierede flere Sunni seminarier rundt omkring i Pakistan. Og mens Iran fortsat finansierede Shia organisationerne, begyndte Golf landene ligeledes at have en betydningsfuld rolle i stigningen af Sunni seminarier og organisationer gennem økonomiske donationer. Disse madrassaer har igennem årene undervist i hadefuldt litteratur mod forskellige sekter, hvor resultatet heraf er en eskalering af sekteriske sunni-shia millitante organisationer som Sipah-e-Sahaba Pakistan, Tehreek-e-Jafriya Pakistan, Lashkr-e-Jhangvi, Lashkr-e-Taiba med flere. De fleste udenlandsk-finansierede seminarier er styret af de millitante organisationer, og har vist sig at være et rum hvor de kan rekruttere flere mænd. Dertil har krigen i Afghanistan, som kulminerede i en militarisering og indoktrinering af madrassa studenterne, også spillet en stor rolle til denne eskalering. Konceptet jihad blev her brugt til at tilfredsstille det ideologiske grundlag mens det pakistanske militær og efterretningstjeneste trænede madrassa studenterne med økonomiske midler og våben fra Saudi Arabien og USA. Mange højtstående figurer som senere er blevet leder af forskellige millitante grupper var studerende ved Dar ul Uloom Haqqania, et seminarium i Khyber Pakhtunkhaw, eks. Mullah Omer (Taliban), Jalaludin Haqqani (Haqanni netværket) and Asim Umar (Al Qaeda).

Eftervirkninger 

Pakistans lederskab forudså ikke de konsekvenser der ville komme af den politiske støtte i 1980’erne, og den radikalisering disse seminarier ville medføre. Og hvordan seminarierne faktisk ville gå hen og blive hjemsted for militante grupper samt fødsel af flere militante krigere i 1990’erne – især efter 11. September. Sekteriske sammenstød og drab er blevet hverdag, og det bliver sværere og sværere at bibeholde kontrol pga. disse trænede væbnede krigere. Mens nogle af krigerne blev sendt til Kashmir for at kæmpe imod Indien, drømte de tilbageblevne krigere om at få en overlegen position som de havde fået det i Afghanistan-krigen.

Den støtte regeringen engang havde givet dem er nu også grunden til at regeringen ikke længere har kontrol over eller kan regulere de religiøse skoler. Derudover er det en offentlig hemmelighed at Pakistans efterretningstjeneste, ISI, har været med til at træne og finansiere disse grupper for deres egne interessere i Kasmir og Afghanistan. Krigerne fra militsgrupperne blev trænet af ISI for at kæmpe mod Indien i Kashmir. Efter krigen i Afghanistan fortsatte ISI med at støtte modstandsgrupper der kæmpede mod den siddende regering i Afghanistan, der blev betragtet som intet mere end en russisk marionetregering. Senere støttede Pakistan Taliban’s fremkomst, og var en af tre lande som anerkendte og støttede Talibanstyret i Afghanistan. Penge og våben flød uhindret og ureguleret over grænsen fra statslige og ikke-statslige aktører i hænderne på militsgrupperne som gjorde dem til en voksende trussel. De blev en trussel mod landets sikkerhed internt, og stod bag flere angreb inde i Pakistan, både civile mål som regeringsbygninger og uddannelsesinstitutioner, og militære mål samt politistationer blev angrebet. I 1994 førte regeringen i Pakistan ’Red Panjabi’ kampagnen som førte til anholdelser af flere ekstremister og nedlæggelse af mange sekteriske organisationer. Men organisationerne fortsatte med eksistere ved konstant at skifte navn. Det var ikke indtil 11. September at reformering af de religiøse skoler kom på tale, men heller ikke det har sat en stopper for deres stigende indflydelse.

Hvad kan gøres?

De løbende militære operationer mod militanterne, og den fornylige etablerede National Action Committee mod terrorisme viser politisk initiativ, men den er begrænsede og mangler en helhedsforståelse. Siden 2004 har der været flere militære operationer, men disse er blevet udført i begrænset omfang og kun i klanstyret områder, desuden har de kostet flere tusind civile liv samt skabt flere millioner interne flygtninge. Siden juni 2014 er man igen begyndt at iværksætte sådanne operationer, og i kølvandet på Peshawar angrebet har man også taget andre tvangsmidler og metoder i brug, som f.eks. dødstraf for militante der allerede er fængslet. Der er også en stor opbakning til at nedsætte en militær domstol som skal behandle terrorisme sager. Den brutalitet der lå i Peshawar angrebet har givet opbakning fra folket til sådanne tiltag. Metoder som tvang og hævn kan umiddelbart virke handlingsstærkt og meget tiltagende, men i det lange løb vil sådan en strategi ikke have stor succes, hvis regeringen ikke også tager initiativ til at bekæmpe det ideologiske grundlag, i form af depolitisering, demilitarisering og deradikalisering af madrassaerne.

Det er en absolut nødvendighed også at forholde sig til roden af det hele hvis vi skal kunne bekæmpe denne ondskab. Forbindelsen mellem madrassaer og militante er ikke en forestilling eller noget nyt, det er blevet sagt at næsten 10 procent af disse er hjemsted for militsgrupper. Det er på høje tid at der tages fat på dette område. Vi er nået til et kritisk vendepunkt hvor en depolitisering af madrassaer er nødvendig. Til trods for at der er indgået reformaftaler for madrassaer i 2001, 2003 (herunder registrering og pensum reform) og aftale om regulering af madrassaer i 2010, er der endnu ikke foretaget noget, og reformerne er ikke blevet implementeret. Dette skyldes i høj grad, at flere religiøse og politiske partier indgår i alliancer og således er de religiøse bevægelser politisk beskyttet. Politiske partier har tilsidesat reguleringer for at opnå støtte blandt de religiøse fraktioner. Interaktionen mellem de politiske og religiøse grupper ses blandt andet hos personer som Maulana Abdul Aziz der arbejder i Jamia Hafsa, den Røde Moskes seminarium for kvinder, og hos Sami ul Haq der er rektor for Dar ul uloom Haqqaniya (og som kaldes for faderen af Taliban). Sami ul Haq har selv siddet i senatet, mens Maulana Abdul Aziz har tæt forbindelser til højtstående politikere. Det skal her pointeres, at den Røde Moske og dens madrassa for kvinder, Jamia Hafsa, støtter Taliban og har været imod den siddende regering i Pakistan siden de også er gået ind i USA’s krig mod terror. De studerende fra denne skole har været involveret i voldelige protester, kidnapning og ødelæggelse af ejendom. I 2007 satte studerende fra Jamia Hafsa ild til miljøministeriet hvilke førte til en afspærring af den Røde Moske og 150 mennesker mistede livet. 50 militante blev arresteret, heriblandt Maulana Abdul Aziz som dog blev løsladt i 2009 og alle sager for mord, kidnapning og opmuntring imod ham blev frafaldt i 2013. Desværre har kampen mod terrorisme været ret så selektiv, hvilket vil sige at vise grupper bliver nedlagt mens andre får lov til at forsætte fordi de har en mulig strategisk værdi.

Distinktionen mellem en såkaldt ’god’ og ’dårlig’ Taliban har også været med til at forværre situationen. Dem som har begået terror i udlandet eller haft tætte politiske eller militære bånd har været immune overfor regeringens kampagner mod militsgrupper og militante. Personer som Hafiz Saeed, Asmatullah Muawiya and Maulana Masood Azhar har haft frie tøjler til at fortsætte deres prædiken, mens andre er blevet anholdt og myrdet. Men alle militante og terrorister må komme for retten, ligegyldigt hvor de har begået deres forbrydelser.

Det andet tiltag der er brug for er en deradikalisering af de religiøse skoler. Regeringen bør registrere og regulere alle madrassa ved at overvåge hvem de finansieres af samt en reform af pensum. Det er helt absurd og foragteligt at de nylige tiltag til reformer modarbejdes af Madrassa Nævnet, Wafaq ul Madaris, hvis general sekretær notere, at der ikke er brug for nogen reform af pensumlisterne. Staten må her står hårdt fast og få en kontrol over dem.

Yderligere må prædiken af bestemte fortolkningsskoler, som fremmer had og avler krigere, forbydes og de klerikale skal straffes. Siden alle registrerede madrassas pensum bliver lagt af Wafaq ul Madaris er det vigtig at regeringen har støtte fra denne instans som også er en del af regeringen, for således at få en standard pensum der kan og skal overvåges. Et pensum med litteratur der ikke opildner til had, samt sikre at de studerende også bliver undervist i sekulære fag. Derudover, som også en højtstående religiøs forsker har sagt, så er det nødvendigt at de studerende får en 12 år lang sekulær uddannelse som base før de specialisere sig religion, således at de kan få en minimal forståelse for kritisk og kreativ tænkning. Madrassaer som bygger på et sekterisk fundament bør forbydes og de ikke-registreret skal lukkes. Udenlandsk finansiering bør ikke opmuntres og der skal være en grænse for hvor store beløb der kan doneres.

Majoriteten af de studerende på madrassaer kommer fra fattige hjem der ikke har råd til at få en sekulære uddannelse og derfor tiltrækkes af de religiøse seminarier. De sociale klasseskel betragtes derfor som en vigtig årsag for skolernes rekruttering, dette ses også i at de fleste madrassa findes i klanstyret områder samt regionerne i syd Panjabi som lider af stor fattigdom og analfabetisme. Det er statens ansvar her at sørge for alternative uddannelsesinstitutioner til de religiøse seminarier og tage de nødvendige skridt for ligeledes at bekæmpe fattigdom.

Den Pakistanske regering og militær må lære af deres tidligere fejl og den rolle de har spillet i at skabe de militante krigere for deres egen udenrigspolitiske formål. Det er bydende nødvendigt at det pakistanske politiske og militære lederskab ikke længere støtter disse elementer som hold liv i sekterismen og volden. Støtte til ekstremister og militante ved at opildne til had og sekterisme for et politisk strategisk formål fører kun til flere problemer og mere vold. Pakistans hær står nu overfor at skulle føre krig i eget land mod de selvsamme ekstremister som efterretningstjenesten har været med til at skabe. Men denne kan ikke vindes med militær magt alene. Det er statens ansvar ligeledes også at tage fat på selve roden, og sikre en meget tiltrængt reform af de religiøse skoler, madrassaerne.

Sehar Mushtaq har en master i Politisk Filosofi fra Punjab Universitet, Lahore Pakistan

Oversat til dansk af Rumet Cilgin

This post is also available in: English