Niels Hahn: Hvorfor fattigdom? – Den marginaliserede analyse!

Niels Hahn: Hvorfor fattigdom? – Den marginaliserede analyse!

Bragt i Politiken d. 31. December 2012 med titlen “Maskespil. Vil Vesten virkelig hjælpe Afrika?”

Af Dr. Niels Hahn, PhD I Udviklingsstudier

Den dominerende debat om fattigdom og udviklingsbistand i Afrika overser nogle centrale kritiske analyser, som gør, at den danske befolkning ikke får den information de bør have.

De analyser som mangler i debatten, er dem, som påpeger, at fattigdom er økonomisk konstrueret, og vestlige udviklingsstrategier er designede til at forhindre udviklingslandene i at opbygge en industriel base, som kan konkurrere med de vestlige industrier. Med andre ord: De bliver hold nede i fattigdom.

De fleste vestlige akademikere, politikere og udviklingsarbejdere føler sig utilpasse med disse kritiske analyser og derfor marginaliserer dem. Nogle afviser dem, fordi de personligt syntes, de er for ‘kyniske’, mens andre argumenterer, at det er noget de korrupte Afrikanske regeringer finder på, så de kan lægger ansvaret for deres egne inkompetencer over på de Vestlige stater og internationale organisationer, som prøver at hjælpe dem.

Men de kritiske analyser kommer ikke kun fra Afrika, men bygger på etablerede teorier som klassisk realisme i internationale relationer, samt den gruppe teorier der er kendt som ‘afhængighedsteorierne’.

I korte træk, peger disse teorier på at eliten i de stærke stater holder svagere stater nede, så virksomheder med base i stærke stater kan sikre sig adgang til naturressourcer, billig arbejdskraft og markeder i svage stater. De stærke stater konkurrerer om, at installere og holde de regeringer i svage stater ved magten, som vil varetage deres respektive økonomiske og politiske interesser.

Dette kan skabe konflikter, men der er generelt enighed om, at den tidligere kolonimagts interesser skal respekteres, men ikke monopoliseres.

Hvis en Afrikansk regering ikke følger den neoliberale udviklingsstrategi, som er foreskrevet af Verdensbanken og implementeret af en hær af udviklingsorganisationer, risikerer den at blive anklaget for at krænke af menneskerettigheder, og stigmatiseret i Vestlige medier.

Oppositionspartier bliver herefter støttet med henblik på at skifte regering via valgboksen. Hvis dette ikke er muligt, kan oppositionsgrupper bevæbnes, ofte via en tredje stat i regionen, som så kan lægge militært pres på regeringen. Hvis regeringen kan modstå presset fra oprørsgrupperne, kan en ekstern militær intervention finde sted, under påskud af at de stærke stater har en forpligtelse til at beskytte civil befolkningen.

Det er i dette politiske spil at udviklingsbistand indgår som et økonomisk værktøj, men det er blevet så godt tilsløret af positiv retorik, at det har skabt stor forvirring om hvad udviklingsbistand egentlig er.

På mange vestlige universiteter bliver disse kritiske teorier kort introduceret for de studerende for derefter at blive afvist som hørende til Koldkrigsperioden, hvor stormagterne mere åbenlyst intervenerede militært i Afrika, og udviklingsbistand i høj grad bestod af militær støtte. I stedet bliver der hovedsageligt undervist i neoklassisk økonomiske teorier, som bl.a. pointerer, at underudvikling og fattigdom er en konsekvens af korruption, dårlig regeringsførelse, grådighed, barbarisme og mangel på frie markedsøkonomier.

Det er specielt den neoliberale fri markedstilgang til udvikling, som er kontroversiel i Afrika. Det er hovedsagelig Verdensbanken som foreskriver denne udviklingspolitik, og de fleste Vestlige udviklingsorganisationer følger forholdsvis ukritisk denne strategi. I korte træk indebærer denne udviklingspolitik; liberalisering af finansmarkederne, privatiseringen af offent ejendom, brugerbetaling for sundhed og uddannelse, samt fjernelse af toldbarrierer og statssubsidier.

Men historisk set er der ikke nogen lande, som har udviklet sig gennem en fri markedstilgang til udvikling, og det rejser hovedspørgsmålet: Hvorfor foreskriver Verdensbanken en fri markedstilgang til udvikling i Afrika, som er modsat af den strategi, som de industrialiserede lande selv har brugt?

Mange Afrikanske politikere og intellektuelle betrager den Vestlige udviklingsstrategi som antiudviklende og nykolonistisk. De kigger derfor efter alternative samarbejdspartnere, som kan hjælpe dem med at opbygge infrastrukturer og udvikle industriel produktion.

I den forbindelse bliver den Kinesiske regering set som en attraktiv partner, fordi den respekterer Afrikanske staters suverænitet og ret til industrialisering. Den Kinesiske regering er også direkte omkring deres økonomiske og politiske interesser i Afrika, hvilket gør forhandlingerne lettere end med Vestlige regeringer, som ofte tilslører deres økonomiske interesser med positiv filantropisk retorik.

Selv om mange politikere og akademikere ikke bryder sig om de kritiske analyser, så er det vigtigt at de inddrages i debatten om fattigdom og udvikling. Der er tegn på at en ny Kold Krig er ved at udvikle sig i Afrika, og det er vigtigt at den danske befolkning får et lidt mere nuanceret billede af hvad der egentlig foregår i Afrika.

– Poul Nielson (tidligere Udviklingsminister og EU Kommissær), kommenterede på analysen i Politiken. Læs kommentaren, og efterfølgende respons fra Niels Hahn her:

Kommentar fra Poul Nielson 11 jan 2013

Respons til Poul Nielson