Skal sanktionerne mod Rusland fortsætte? - Om høge, duer og ugler i EU

Skal sanktionerne mod Rusland fortsætte? – Om høge, duer og ugler i EU

EU har netop besluttet at forlænge sanktionerne mod Rusland i yderligere et halvt år. Men det holdt hårdt denne gang, for modstanden er voksende. Brugen af sanktioner som politisk våben har været diskuteret i årtier. Virker de? Hvad skal de opnå? At Rusland forlader Donbas? Opgiver Krim? At Putin går af?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab på Syddansk Universitet

Sanktioner er signalgivende, og er blevet til i fravær af ønsket om regulær krig. De skal gøre ondt på det land, sanktionerne er rettet mod, gøre opmærksom på omverdenens vrede, standse en bestemt adfærd og modvirke en forkert adfærd i fremtiden. Men en følge af sanktioner kan være stærkere sammenhold i det land, der rammes. Ja, de kan fremme en autoritær udvikling. Det har vi tydeligt set i Rusland.

Sanktionerne mod Rusland følger logikken om, at ”noget må der gøres”. Men spørgsmålet er, om beslutninger om sanktionerne har taget udgangspunkt i klare målsætninger og holdbare analyser. Det er ikke sikkert, at sanktionerne får Rusland til at ændre adfærd, men hellere et svagt aggressivt Rusland end et stærkt, siger ”høgene”. Vestens troværdighed er på spil. EU-præsident Donald Tusk har sagt, at sanktionerne tvinger Rusland til at tage europæisk politik mere alvorligt, og at Rusland måske ville være gået videre end annektering af Krim, havde det ikke været for sanktionerne mod landet.

Følgen af sanktionerne er i hvert fald, at moderniseringen af den russiske olie- og gassektor udebliver pga. underfinansiering, da de vestlige sanktioner mod Rusland i høj grad er rettet mod netop olie- og gassektoren. Men russiske økonomi går ikke under på grund af sanktionerne. Sker det, er det snarere på grund af de lave oliepriser. Det sandsynlige scenarie for russisk økonomi er langvarig stagnation. Mange års fejlslagen økonomisk politik fornægter sig ikke. Økonomien vil formentlig forblive overvejende ikke-differentieret og rentier-baseret. Men russerne har lang tradition for at forsvare sig mod udefrakommende trusler. Heller ikke den russiske middelklasse, der udgør skønsmæssigt 20-30 pct. af befolkningen, udgør en alvorlig politisk trussel for Vladimir Putin.


Sanktionerne er et tveægget sværd
Frankrig måtte standse leveringen af det første krigsskib til Rusland. Finland har været særlig hårdt ramt af sanktionerne og de russiske modsanktioner. Polen og de baltiske land er blandt ”høgene”, og vil kræve sanktionerne fortsat, mens Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn og Østrig hører til de ”modstræbende”. Storbritannien har været ”høg”, så Brexit vil svække ”høgene” i EU. De ”modstræbende” bøjer sig for kravet om sanktioner, når Tyskland, Frankrig og Storbritannien kræver det, men lægger på ingen måde ikke skjul på utilfredsheden. Tjekkiets Milos Zeman inviterede Vladimir Putin til at overvære højtideligholdelsen af 70-året for erobringen af koncentrationslejrene på tjekkoslovakisk territorium. Robert Fico og Milos Zeman besøgte Moskva omkring markeringen af 70 året for sejren over nazismen. Slovakiets Robert Fico og Ungarns Viktor Orbán har kaldt sanktioner ”at skyde sig selv i foden”. Den tjekkiske regering har været delt.

Hvor finder vi Danmark? Vel et eller andet sted mellem ”høgene” og de ”vakkelvorne”. Men er det klog politik?

Ungarn kom i efteråret 2014 under voldsomt pres fra USA, der, uden om EU, har indført indrejseforbud for ungarske topembedsmænd. Ja, ”høgen” McCain gik så langt som at kalde Viktor Orbán ”neofascist”. Lande med høj energiimport fra Rusland og lande med stor samhandel med Rusland generelt, fx Bulgarien, Cypern, Grækenland, Østrig og Italien, føler sig særlig utrygge. Italiens Renzi har flere gange mødt Putin og forhandlet store kontrakter på plads, senest på det økonomiske forum i st. Petersborg. Italien og Ungarn har vigtigere sikkerhedspolitiske problemer at varetage end Ukraine, og ser ikke kun Rusland som problemet – også regeringen i Kiev, der godt nok erklærer sig ”europæisk”, men ikke evner at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer og gøre op med korruptionen er en del af problemet. Serbien, et EU-kandidatland, vil ikke være med til sanktionerne. Serbien har tætte historiske bånd til Rusland, og dem har skiftende regeringer i Beograd ikke tænkt sig at bryde.

Tyskland prøver at balancere, føre ”uglepolitik”. Merkel ønsker sanktionerne fortsat, så længe Rusland ikke lever fuldt ud op til gennemførelse af Minsk II aftalerne. Flere tyske delstater, fx Bayern og Thüringen, er dog gået egne veje. Disse modarbejder sanktionerne og forhandler direkte med Putin. Steinmeir, Tysklands udenrigsminister, har erkendt, at modstanden mod sanktionerne er stigende og har, senest i forbindelse med NATO-øvelserne i Østersø-regionen, understreget vigtigheden af dialog. Tyskerne ser Rusland som et land med et enormt destruktivt potentiale og samtidig som en vigtig nabo. Europa skal tage afstand fra russisk aggression, men ikke agere imod Rusland.
Vi kan se frem til hårde forhandlinger om sanktionernes fremtid. Hvem vinder, ”høgene” eller ”duerne”? Hvad bestemmer de tyske ”ugler” sig for? Hvad betyder Brexit? Og hvor finder vi Danmark? Vel et eller andet sted mellem ”høgene” og de ”vakkelvorne”. Men er det klog politik?

 


Opdeling af EU – efter holdninger til sanktioner mod Rusland

”Høgene”, Polen, de baltiske lande, til dels Storbritannien og Danmark. De står for en hård linje.

”De modstræbende”, Østrig, Slovakiet, Tjekkiet, og et langt stykke Italien, søger at undgå sank-
tioner og ønsker at ophæve nogle af dem.

De ”vakkelvorne”, der er usikre og retter ind efter holdningerne i EU’s stærkeste lande, især Tyskland.

Anti-sanktionslande, Ruslands trojanske heste”, Ungarn, Grækenland og vel også Cypern, er helt åbenlyst imod sanktioner. Her udtrykkes en forståelse for Ruslands og Putins positioner og adfærd.

”Uglerne”, Frankrig, Holland og især Tyskland, søger at skabe en langsigtet vision og strategi. Er modvillig over for ”overreaktion”, men skærper sanktioner, hvis det skønnes nødvendigt.

Opstilling, inspireret af Faransisc de Borja Lasheras artikel 9. marts 2015, ”View from Madrid: Spain’s balancing act on sanctions”, www.efcr.eu .