Sanktionerne mod Rusland: virker de?

Sanktionerne mod Rusland: virker de?

Lektor Emeritus og medlem af RIKO-Rådet Søren Riishøj udpeger høge, duer og ugler i EU´s sanktioner mod Rusland

– Om høge, duer og ugler i EU

Brugen af sanktioner som politisk våben har været ivrigt diskuteret. Sanktioner kan groft sagt være økonomiske, militære, diplomatiske og kulturelle, fx sportsboykot. De våben blev brugt under den gamle kolde krig over for Sovjetunionen, eksempelvis via COCOM-reglerne, der forbød militær-relateret eksport. De blev også brugt, dog i begrænset omfang, over for Sydafrika under apartheid-styret og i nyere tid over for Iran. USA har egenhændigt gjort brug af sanktionsvåbnet, når de ikke kostede for meget.

Men virker sanktionerne over for Rusland? Hvad skal de opnå? At Rusland forlader Donbas? Eller opgiver Krim? At Putin går af? Sanktioner er signalgivende, og bruges i fravær af ønsket om regulær krig (som meget vel kan blive en atomkrig). Sanktioner skal gøre det land, der sanktioneres imod opmærksom på omverdenens vrede. De har også til hensigt at standse en bestemt adfærd i det land, som der sanktioneres imod, og de skal modvirke en forkert adfærd også i fremtiden – i dette tilfælde Rusland.

Kort sagt, sanktioner kan meget vel fremme en autoritær udvikling. Rusland er ingen undtagelse fra den regel.

Succesraten har alt i alt ikke været høj. Vestlige arbejdspladser ofres, ikke soldaters liv. I en eller anden grad er sanktioner således kontraproduktive. De rammer den brede befolkning. Følgen af sanktioner er måske i virkeligheden et stærkere sammenhold i det land, der rammes – en styrkelse af det eksisterende system og de elitegrupper, der ønsker status quo. Tilbage i 1967 gjorde Johan Galtung opmærksom herpå i forbindelse med studier af sanktionerne over for Rhodesia. Kort sagt, sanktioner kan meget vel fremme en autoritær udvikling. Rusland er ingen undtagelse fra den regel.

 

Nærmere om sanktionerne mod Rusland

Sanktionerne mod Rusland følger logikken om, at ”noget må der gøres”. Spørgsmålet er, om de tager udgangspunkt i klare målsætninger og solide analyser af deres virkninger på økonomierne i EU, Rusland og Ukraine. Sanktioner skal gerne gøre mest mulig skade på Rusland, ikke på EU-landene selv. Afgjort er, at EU-landenes økonomier som helhed er mere robuste og således mindre sårbare, end den russiske er. Det er ikke sikkert, at sanktioner får Rusland til at ændre adfærd, men hellere et svagt aggressivt Rusland end et stærkt. Fra den side ønskes sanktionerne fastholdt og gerne gjort mere effektive og målrettede. Alt andet vil svække Vestens troværdighed, siges det. EU-præsident og Polens tidligere ministerpræsident Donald Tusk har formuleret det på den måde, at sanktionerne tvinger Rusland til at tage europæisk politik alvorligt, og at risikoen, for at Rusland ville være gået videre efter annekteringen af Krim, ville have været til stede, hvis det ikke var for sanktionerne.

Men udbredt ”Ukraine-træthed” kombineret med Ukraines manglende evne til at reformere sig selv kan bringe sanktionerne i fare. Problemet er, som allerede antydet, at sanktionerne meget let styrker ”høgene” i den politiske elite i Rusland, fx rådgiverne i spørgsmål om den eurasiske union, Sergei Glazyev og Dmitri Rogozin, vicepremierminister og ansvarlig for forsvarsindustrien. Om Rusland ville være gået videre og erobret større dele af Ukraine i fravær af sanktionerne, ved vi af gode grunde ikke. Følgen af sanktionerne er for Rusland, at moderniseringen af olie- og gassektoren udebliver pga. underfinansiering, idet de vestlige sanktioner i høj grad er rettet mod olie- og gassektoren.

Det sandsynlige scenarie for russisk økonomi er ikke regulært økonomisk sammenbrud, snarere stagnation. Reserverne af guld og hård valuta rakte i begyndelsen af 2016 to år frem, rubel-kursen var ret stabil, og inflationen nedadgående. Men mange års fejlslagen politik fornægter sig ikke. Økonomien vil formentlig forblive overvejende ikke-differentieret, rentier-baseret og stort set uden teknologiske, demografiske og institutionelle løftestænger – på niveau med den italienske økonomi.

Russerne har en lang tradition for at forsvare sig mod udefrakommende, og den russiske propaganda udnytter dette. Heller ikke den russiske middelklasse, der udgør 20-30 pct. af befolkningen, udgør en alvorlig politisk trussel for Putin. Umiddelbart blev Putin styrket af sanktionerne på hjemmefronten, men meningsmålinger viser dog, at blot 7-8 pct. af den russiske befolkning er indstillet på at gå ned i levefod. Så mottoet ”Krim frem for mad på bordet” holder ikke nødvendigvis. Inflationen i Rusland er steget, og den russiske regering følte sig tvunget til at øge afgifter (”mom’sen”) med 3 pct., for at få lukket hullet på statsbudgettet, men gennemførte det ikke. Nedturen fortsatte igennem 2014 og kulminerede i december 2014 med voldsomme fald i rublens værdi.

 

Splid i EU-landekredsen

Sanktioner er som sagt et tveægget sværd, da de sanktionerende lande i en eller anden grad selv bliver ramt på pengepungen. Frankrig standsede således modvilligt leveringen af det første krigsskib til Rusland. I forbindelse med NATO-topmødet i begyndelsen af september 2014 blev der vedtaget nye sanktioner. De kan suspenderes, hvis våbenhvile og fredsforhandlinger gør tilstrækkelige fremskridt. Særlig hårdt ramt af sanktionerne, og ikke mindst de russiske modsanktioner, er Finland. Finnerne forhandlede direkte med præsident Putin om at få lempet de russiske sanktioner, og Finland selv ville ikke, blev det sagt, indføre nye sanktioner mod Rusland pga. russiske modsanktioner. Men Finland måtte ikke desto mindre modstræbende gå med til flere sanktioner. På G-7 mødet i juni 2015 blev det besluttet at fastholde sanktioner 2015 ud og senere frem til juli 2016. Om sanktionerne vil fortsætte herefter er usikkert. Flere lande vil sandsynligvis være imod det.

På G-7 mødet i juni 2015 blev det besluttet at fastholde sanktioner 2015 ud og senere frem til juli 2016. Om sanktionerne vil fortsætte herefter er usikkert. Flere lande vil sandsynligvis være imod det.

Flere EU-lande, også i øst, har meldt fra. 13. august i år meldte den tjekkiske præsident Milos Zeman åbent ud, at sanktionerne mod Rusland er både skadelige og virkningsløse. Han henviste til USA’s sanktioner mod Cuba, der har været i kraft i mere end 40 år, men ikke har ændret styret. Med Obama’s nye Cuba-politik har amerikanerne erkendt det. De centraleuropæiske lande hører til de ”modstræbende” (se opstillingen neden for), når det gælder sanktioner og boykot, men emnet diskuteres ivrigt. Landene i øst bøjer sig dog for kravet om sanktioner, når flertallet i EU med Tyskland, Frankrig og Storbritannien i spidsen kræver det. Men de lægger ikke skjul på utilfredsheden.

I Rusland-politikken er flere Visegrad-lande ret tæt på Østrigs politik. Zeman inviterede således, helt modsat polakkerne, Vladimir Putin til at overvære højtideligholdelsen af 70-året for erobringen af koncentrationslejrene på tjekkoslovakisk territorium. Fico og Zeman besøgte Moskva omkring markeringen af 70 året for sejren over nazismen, men overværede ikke de russiske militærparader. Den tjekkiske regering har været noget mere forsigtig. Åben modstand mod sanktioner finder vi også fra Robert Fico i Slovakiet og Viktor Orbán i Ungarn, der begge kaldte sanktioner mod Rusland ”at skyde sig selv i foden”. Den tjekkiske regering fik under vedtagelsen af sanktioner i sommeren 2014 lagt en fortolkning ind, der skulle betyde, at sanktioner ikke rammer den tjekkiske eksport til Rusland så meget som ellers frygtet. I holdningerne til sanktioner har den tjekkiske befolkning og regeringen været delt, men den kritiske linje har været den stærkeste. De der står for den hårde linje over for Rusland kaldes ”havel´ister”, da de støtter afdøde Vaclav Havel’s pro-atlantisme.

Sanktionerne og de russiske modsanktioner, viste ungarske beregninger allerede i 2014, koster Ungarn 300.000 euro – om dagen!

Sanktionerne og de russiske modsanktioner, viste ungarske beregninger allerede i 2014, koster Ungarn 300.000 euro – om dagen! Alene i 2014 faldt samhandelen med Rusland med 700 mio. dollar. Og dertil kommer faldet i turistindtægter. Ungarn kom i efteråret 2014 under voldsomt pres fra USA, der, sikkert uden om EU, har indført indrejseforbud for ungarske topembedsmænd. Ja, McCain er gået så langt som til at kalde Viktor Orbán ”neofascist”. Lande med høj energiimport fra Rusland og lande med ret høj samhandel med Rusland generelt, fx Bulgarien, Cypern, Østrig og Italien, føler sig utrygge. De lande har vigtigere sikkerhedspolitiske problemer at varetage end hensynet til Ukraine. Og Serbien, et EU-kandidatland, vil ikke være med til sanktioner. Serbien har tætte historiske bånd til Rusland, og dem agter landet ikke at bryde uanset forhandlingerne om EU-medlemskab.

Udadtil optræder EU enigt, men inden beslutninger tages har der været hårde diskussioner. Eksempelvis skabte planen om anlæg af ”Northstream II” gasledningen stor konflikt. Gennemføres projektet vil omkring 80 pct. af den russiske eksport af gas til Europa gå via Østersøen, og ledningen via Ukraine vil blive overflødig. Også Polen og Slovakiet vil i givet fald blive ramt økonomisk.


Opdeling af EU – efter holdninger til sanktioner mod Rusland

”Høgene”, Polen, de baltiske lande, til dels Storbritannien og Danmark. De står for en hård linje

”De modstræbende”, Østrig, Slovakiet, Tjekkiet, og et langt stykke Italien, søger at undgå sank-

tioner og ønsker at ophæve nogle af dem.

De ”vakkelvorne”, der er usikre og retter ind efter holdningerne i EU’s stærkeste lande, især Tyskland.

Anti-sanktionslande, Ruslands trojanske heste”, Ungarn, Grækenland og vel også Cypern, er helt åbenlyst imod sanktioner. Her udtrykkes en forståelse for Ruslands og Putin’s positioner og adfærd.

”Uglerne”, Tyskland, Frankrig, Holland og især Tyskland, søger at skabe en langsigtet vision og strategi. Er modvillig over for ”overreaktion”, men skærper sanktioner, hvis det skønnes nødvendigt.

Opstilling, inspireret af Faransisc de Borja Lasheras artikel 9. marts 2015, ”View from Madrid: Spain’s balancing act on sanctions”, www.efcr.eu .


Tjekkiet, Slovakiet og Østrig har som sagt tilnærmet sig hinanden i spørgsmålet om fortsatte sanktioner og dermed skabt en form for ”trekant” af ”Rusland-forstående”. Østrig ser ikke den store sikkerhedspolitiske trussel fra Rusland og koncentrerer sig om de økonomiske interesser, som er vigtigst. De fleste bulgarere ser heller ikke i Rusland den store sikkerhedspolitisk fare: Mange bebrejder snarere USA end Rusland for krisen i Ukraine. Så meningerne er stærkt delte. Det er i høj grad Tyskland, der bestemmer, hvor længe sanktionerne skal vare. Den tyske ”uglepolitik” over for Rusland har groft sagt tre søjler: fastholdelse af sanktionerne (så længe Rusland ikke lever fuldt ud op til gennemførelse af Minsk II aftalerne), fortsat dialog og forhandling (uanset at det er svært), samarbejde og dialog i EU, og bistand til Ukraine, forudsat Kiev støtter Minsk II-processen og gennemfører de økonomiske reformer fuldt ud. Men flere tyske delstater, især Bayern og Thüringen, er gået egne veje og modarbejder helt åbent den førte sanktionspolitik og forhandler med Putin.

I Tyskland ser vi ”Rusland-Verstehere” på tværs af de store politiske partier. I nogle kredse tales der om ”congagement”, en særegen kombination af den hårde linje (”containment”) og samarbejdslinjen over for Rusland (”engagement”). Tyskerne har en tradition for at se Rusland som et land med et enormt destruktivt potentiale, men samtidig som en vigtig nabo til EU. Europa, siges det fra Berlin, må tage afstand fra russisk aggression, men på den anden side heller ikke agere imod Rusland.

Hvem vinder, ”høgene” eller ”duerne”? Og nok så vigtigt: hvad bestemmer de tyske ”ugler” sig for?

Paul_de_Vos_-_A_concert_of_birds

Kort sagt, Europa, både det ”nye” i øst og det ”gamle” i vest-nord, er stærkt delt i Rusland-politikken. Spørgsmålet er, hvor længe den kunstigt skabte enighed i EU vil vare. Begejstringen er til at overse, for sanktionerne har ikke fået Rusland til at ændre adfærd, og forholdene i Ukraine har skabt udbredt ”Ukraine-træthed” i mange EU-lande. I juli måned, hvor mange af de nuværende sanktioner udløber og derfor skal genforhandles, vil vi givetvis opleve hårde forhandlinger i EU. Hvem vinder, ”høgene” eller ”duerne”? Og nok så vigtigt: hvad bestemmer de tyske ”ugler” sig for?