Kina synes på vej til at blive en normal stormagt

Kina synes på vej til at blive en normal stormagt

Efter Kinas afvisning af voldgiftskendelsen om Det syd-kinesiske hav, viser landet sig som den stormagt det er ved at blive. Hverken den internationale orden eller verdensfreden er dog truet.

Af Clemens Stubbe Østergaard, RIKO Rådsmedlem og lektor emeritus i Asien-studier ved Aarhus Universitet

Et fem-mands havrets-tribunal i Haag har på filippinsk foranledning ved en voldgiftskendelse d. 12. juli fastslået, at Kina ikke kan begrunde sine krav i det Syd-kinesiske Hav med henvisning til FN’s Havretskonvention. Voldgiftskendelsen har samtidig skærpet fortolkningen af denne konventions krav til ø-status betydeligt. Det syd-kinesiske Hav rummer eksempelmateriale nok til en hel lærebog i havret, så mange og varierede er tvisterne, og her føjes et afsnit til.

Kinas afvisning af kendelsen kommer ikke som en overraskelse. Landets holdning til sagen har været kendt de sidste tre-et-halvt år. Dets synspunkt har været, at Kina på linje med mange andre lande tog forbehold over for voldgift, da man midt i 1990’erne ratificerede FN’s Havretskonvention (UNCLOS), samt at suverænitetsspørgsmål falder udenfor UNCLOS’ regi. Derfor blev Kinas erklærede politik kort efter Filippinernes indbringelse af klagen i januar 2013 stærkt afvisende: ”ikke-accept, ikke-deltagelse, ikke-anerkendelse, og ikke-implementering”. Men samtidig påbegyndte Kina en symbolsk udbygning af klipper og skær. Vietnam sidder på langt de fleste, og af de syv, der var tilbage for Kina, var kun tre tørre ved højvande. Den strategiske betydning er ringe, de kan alle i krigstid tages ud med et krydsermissil eller to, men den vestlige mediedækning har fokuseret på dem.

Baggrunden for stridighederne
To baggrundsfaktorer er vigtige for at forstå situationen, opinionen og historien. For det første begrænses enhver kinesisk ledelses manøvrerum af, at det er en klar opfattelse i den kinesiske befolkning, at de fire øgrupper og tilstødende vand er kinesisk territorium. Den sydgående ’ko-tunge’, som voldgiften nu underkender, har kineserne set i skolebøgerne siden før Mao’s Kina overhovedet blev til, den var nemlig i 1947 efterkrigs-regeringens reaktion på, at Japan efter nederlaget i 1945 skulle tilbagegive dem. Det er vigtigt at fastslå, at det ikke drejer sig om selve Sydkina-havet med dets 3,5 mio kvadratkilometer, men kun om nogle øgrupper og deres tilstødende farvande. Det fastslog det kinesiske udenrigsministeriums talsmand Hong Lei allerede i 2012. Øerne er for den offentlige opinion et suverænitetsspørgsmål og derfor svært at give køb på.
Den anden faktor er historiens betydning. Det maritime anskues med historiske briller. De ydmygelser, Kina blev udsat for i over 100 år, kom alle fra søsiden: England, kanonbåde og Opiumskrige, japanske koloni-krige og invasioner, europæiske magters krav om koncessioner og ekstra-territorialitet, USA’s krigsførelse i Østasien, etc. Derfor er det maritime nærområde ekstra følsomt.

Men Kina er nu begyndt at opføre sig mere som andre stormagter, fx de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, der som regel ignorerer internationale retskendelser, der går imod dem. Her følger Kina en norm, som USA tidligt knæsatte, og dermed er det næppe en afvisning af den internationale orden, men snarere en bekræftelse af den

Skærer vi ind til benet, så afspejler Kinas adfærd i Det syd-kinesiske Hav et ønske om at blive behandlet som den stormagt, Kina nu er, og ikke konstant være udsat for den trussel eller det pres, som udenlandske flåde-og luftoperationer tæt langs dets kyster udgør. Her ligger Kinas vigtigste befolkningscentre og industriområder – uden varslingstid. Derfor er Kina begyndt at udfordre USA’s dominans i nærområdet. Men her er atter en vigtig skelnen at fastslå: det er ikke den civile søtrafik, men den militære trafik, der er problemet. Der er absolut ingen eksempler på hindring af fri fredelig sejlads for de 100.000 årligt gennemsejlende skibe, med op mod 40 % af verdens søfragt, og med en afgørende rolle for alle større økonomier i verden. Det handler om den militære efterretningsvirksomhed med verdens mest avancerede overvågningsskibe og – fly, ’preparing the battlefield’. Den slags virksomhed er forbudt under FNs Havretskonvention UNCLOS, men den har USA ikke tilsluttet sig og påberåber sig fortsat ret til at sejle sin flåde i andre landes økonomiske eksklusivzoner uden at spørge. Som tidligere dominerende flådemagter insisterer USA på ’freedom of navigation’ og taler om ’internationalt farvand’, et begreb der ikke findes i havretskonventionen. Man kan vende det om og tænke sig store kinesiske flådestyrker i den mexicanske golf, på skudhold af Texas eller permanent sejlende op og ned ad Californiens kyst. Det ville USA næppe affinde sig med.

En skiftende magtbalance
På længere sigt er der altså et uundgåeligt ’standoff’. Det er ikke i længden holdbart, at USA vil være den stærkeste magt i Asien og fastholde et status quo fra før Kina blev stormagt (og fik en flåde med globale opgaver svarende til landets økonomiske styrke). Den mest betydningsfulde magt i Asien, også militært, vil formentlig i løbet af et årti eller to blive Kina. Her er Washington ’in denial’, eller undervurderer Kinas rolle, – men indenrigspolitisk er støtten i USA til opretholdelsen af et globalt militær dalende -spørg Trumps eller Sanders’ vælgere.

Hvad bliver resultatet? Står Kina ved en korsvej, hvor det skal afgøres, om man går ind for international ret og multilaterale organisationer (som talløse medier har gentaget det)? Nej, afvisningen af Haag-kendelsen indebærer ikke nogen ændring af Kinas allerede langvarige respekt for folkeret og FN og øvrige internationale organisationer – faktisk er de ofte i dukseklassen. Kina er fx blandt de betydeligste bidragydere til FN’s fredsbevarende aktioner, har forsvaret FN’s Charter og har generelt accepteret de eksisterende regelsæt, fra de for 35-40 år siden gik ind i det store flertal af multilaterale organisationer. Men Kina er nu begyndt at opføre sig mere som andre stormagter, fx de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, der som regel ignorerer internationale retskendelser, der går imod dem. Her følger Kina en norm, som USA tidligt knæsatte, og dermed er det næppe en afvisning af den internationale orden, men snarere en bekræftelse af den – som samtidig understreger, at Kina føler sig som USA’s ligemand.

Der er mindre lande i regionen, der gerne ser en fortsat amerikansk militær tilstedeværelse, men kun hvis den skruer ned for spændingerne, ikke hvis den øger dem. Alle søger de nemlig primært stabilitet og udvikling.

Derfor vil det heller ikke være muligt at intimidere Kina med nok så mange store hangarskibsgrupper, det vil kun føre til eskalering. Dertil hæmmes USA af sin egen manglende tilslutning til UNCLOS, samt af ASEAN-landenes indbyrdes uenighed og af de 50-60 lande, der af vekslende grunde heller ikke synes, at voldgiften er en god ide – herunder Taiwan, som i denne sag er meget enig med Kina. Alligevel giver voldgiftskendelsen et vist håb om øget konfliktløsning i Østasien – hvis parterne da ellers kan få fred til det. Kendelsen er nemlig så radikal i sine krav til, hvad der skal til for at udgøre en ø, og dermed gøre krav på et stort omgivende havterritorium, at mange af Asiens maritime territorialkonflikter vil blive mindre vigtige og dermed måske afpolitiserede. Stridsemnerne vil ikke længere kvalificere til den omgivende 200 sømiles eksklusiv-zone, som kunne give eneret på olie, gas, fisk, etc.

En anden god følge kan blive, at regeringen i Manila vil føle sin forhandlingsposition styrket, og dermed have færre betænkeligheder ved at gå i de bilaterale forhandlinger, som både den nye præsident Duterte og den kinesiske side allerede har signaleret villighed til.  Denne tentative forhandlings-udvikling kan dog stadig forstyrres af uovervejede nationalismeforstærkende handlinger fra omverdenen. Det kunne risikere at føre til, at Kina fastslog en Air Defence Identification Zone ( ADIZ)  – en zone hvor fly skal identificere sig og deres destination. Men en sådan zone har allerede Vietnam og Filippinerne i området, så heller ikke det er anledning til krig mellem USA og Kina. Dertil har begge de nuværende ledelser også for meget is i maven.

Ny ledelse i USA
Først når Hillary Clinton træder til, er der grund til bekymring – hun er som bekendt en høg i udenrigspolitikken, af næsten neo-konservativt tilsnit. Det var hendes assisterende udenrigsminister for Asien, Kurt Campbell, som fra 2010 stod bag genoplivningen af de ø-konflikter, som asiatiske magter ellers havde fået ’lagt på hylden’, og det var Clinton, der startede den ’pivot to Asia’, som mest består af en stærkt øget militær tilstedeværelse i regionen.  Antallet af nærgående efterretningstogter blev femdoblet, og i 2020 skal efter planen 60 % af US Navy og 60 % af luftvåbnets styrker uden for USA cirkulere i denne region. Der er mindre lande i regionen, der gerne ser en fortsat amerikansk militær tilstedeværelse, men kun hvis den skruer ned for spændingerne, ikke hvis den øger dem. Alle søger de nemlig primært stabilitet og udvikling. Der er derfor god grund til at være opmærksom på fredelig konfliktløsning blandt regionens egne lande, og på flere tillidsskabende mekanismer, så tilfældige sammenstød til havs ikke eskalerer.