Tunesien lyser op i en ellers mørk arabisk vinter

Tunesien lyser op i en ellers mørk arabisk vinter

Regeringen er lige trådt af, to politiske attentater har rystet samfundet og oprøret ulmer endnu under overfladen. Alligevel har Tunesien stadig muligheden for at skabe det første ægte, arabiske demokrati.

Af Kristian Dalsgård Svendsen

Det er nu over tre år siden at folkemængder fra Marokko til Iran, og fra Syrien til Yemen rejste sig med krav om politiske, sociale og økonomiske forandringer. Det Arabiske Forår startede i Tunesien, og demokratibevægelsen dér blev et forbillede for resten af regionen. Men mens Tunesien fortsat kigger fremad mod nye opdagelser, friske initiativer og møder udfordringerne for demokratisk forandring med håbet om en bedre og mere retfærdig version af sig selv, er resten af regionens lande blevet grebet af historiske realiteter, hvilke har skabt et grundlag for ødelæggende reaktionære kræfter.

I Egypten blev den første demokratisk valgte præsident i moderne tid (Muhammed Morsi) i juli 2013, i frygt for teokrati, væltet af et ’klassisk’ militærkup. Efterfølgende voksede overgrebene på fredelige demonstranter og kritikere af den militærstøttede, midlertidige regering begyndte igen at ende i Egyptens fængsler. I Libyen har landets næststørste parti netop forladt den midlertidige regeringskoalition – et billede på det dødvande, de politiske magtkampe landet lider under, har medført – og med de statslige institutioner i opløsning er antallet af voldelige sammenstød mellem regionale og stammebaserede magtdivisioner stigende. Det mest skræmmende eksempel er dog stadigt Syrien, hvor det gamle regime med Bashar al-Assad i spidsen, væbnede oprørere og realpolitik på internationalt niveau har ført landet ud i et komplet kaos. Mens magtsyge og autoritære kræfter har stjålet det Arabiske Forår fra befolkningerne i de fleste lande, står Tunesien tilbage som undtagelsen – med håbet om at kunne overkomme sig selv og en region, hvis befolkning alt for længe har lidt under undertrykkende tyranni og bedragerisk korruption.

SE OGSÅ: GENEVE II BLIVER EN DØDSSEJLER

Demokratisk ’made-in-Tunisia’ overgang

Mens det Arabiske Forår i Libyen, Egypten og Syrien er blevet opslugt af en dyster og håbløs Arabisk Vinter, fremstår Tunesien stadig som et håb i mørket. Ikke fordi Tunesien er gået fri af de chokbølger, frustrationer og omvæltninger som følger overgangsfaser – to attentater på oppositionsledere, økonomisk afmatning, fremkomst af salafistiske grupperinger samt terrorist-organisationer og et medfølgende sikkerhedsvakuum har medført yderligere demonstrationer og politisk krise i 2013 – men fordi de politiske aktører forsigtigt, og med hensyn til konsensus, har nærmet sig fælles fodslag om en ny demokratisk forfatning.

Med en forståelse af hvordan det tidligere regime under Ben Ali havde succes med at splitte landets politiske scene – mellem især islamiske og sekulære kræfter – for så at tage hele den politiske magt for sig selv, og for at dette klima af undertrykkelse ikke skal gentage sig, har de nye aktører i tunesisk politik fremhævet betydningen af ​​samarbejde og politiske alliancer på tværs af politiske modsætninger og ideologiske strømninger. I en region hvor en hastig tilbagevending mod despoti og gamle magtbalancer ser ud til at definere udviklingen, viser Tunesien således, at der stadig er potentiale i det Arabiske Forår. Senest er Ennahdha partiet, som vandt det første frie valg, trådt tilbage fra regeringsmagten, ikke på et krav fra militæret som i Egypten eller på grund af lammende politiske magtkampe som i Libyen, men som en del af en forhandlet plan, der skal tage Tunesien et stort skridt frem mod etableringen af et nyt demokrati.

Med en uafhængig teknokratisk regering ved roret har forhandlingerne om forfatningen taget fart, og et udkast er blevet stemt igennem af de politiske partier. Regeringens tilbagetrædelse var betinget af kravene og forventningerne om en snarlig vedtagelse af en ny forfatning, samt efterfølgende at udskrive et nyt demokratisk valg. Principper kendt fra International Konfliktløsning om inkludering af alle parter, fokus på forhandlinger, åbenhed overfor indgåelse af kompromisser og en stærk vilje til at opbygge fremtiden guidet af fortidens uretfærdighed så gentagelser ikke opstår, har kendetegnet overgangsprocessen i Tunesien. En positiv udvikling der er uden fortilfælde i den arabiske verden. Med den afgående premierminister Ali Larayedhs ord, sætter forfatningsudkastet segl på en “demokratisk, made-in-Tunisia, overgang”, der indgyder håb på, at den tunesiske model er vejen frem mod ægte demokrati – også for de andre arabiske lande, der ikke ser ud til at kunne overkomme uoverensstemmelser mellem eksempelvis moderate islamister og sekulære kræfter.

SE OGSÅ: HVORDAN AFSLUTTER MAN EN KRIG?

Under overfladen ulmer oprørets første sange om ’arbejde, frihed og national værdighed’

Selvom store og prisværdige skridt bliver taget i retningen mod et nyt tunesisk demokrati – med eksempelvis enighed om nye forfatningsmæssige ændringer af kvinders rettigheder, der bliver rost af mange internationale iagttagere – ulmer de politiske uenigheder og oprørets centrale krav stadigt under overfladen. Eksplosiv debat har kredset omkring spørgsmålet om forholdet mellem religion og stat; og den fortsatte høje arbejdsløshed er ligeledes foranledning til frustrationer blandt især Tunesiens unge.

Mens humanistiske og politiske krav ser ud til at vinde sine pladser i det nye Tunesien, genlyder sangen om arbejde stadigt i de tunesiske gader. Omkring 35 procent af de unge i Tunesien er arbejdsløse, og med politisk og generel usikkerhed i landet ser økonomien ikke ud til at kunne forbedre sig i den umiddelbare fremtid. Fanget imellem demokratibevægelsens krav om bedre levestandarder, og betingelserne stillet af den Internationale Valutafond (IMF) – fjernelse af diverse madtilskud, forhøjelse af skatter og en generel satsning på at fremme store internationale investeringer –  for optagelsen af et lån på 1,74 milliarder dollars, har regeringens kamp for at skabe bedre vilkår for de marginaliserede og fattige, især i landets vestlige regioner, været svær.

Allerede under Ben Ali stillede IMF sine krav, og verdenssamfundet har længe betragtet Tunesien som et foregangsland for økonomiske reformer i regionen. Reformerne har altid været mere teori end praksis og fremstiller en virkelighed, som aldrig har materialiseret sig for de fleste tunesere. Senest har IMF valgt at forsinke yderligere udbetalinger af lånet, da Tunesiens økonomiske reformer, som lånet er betinget af, ikke har holdt trit. Mens det midlertidige teknokratiske regering forsøger at  overbevise IMF om at frigive resten af lånet, fortsætter civile kræfter ad alternative veje for sociale og økonomiske forandringer.

Civilsamfundet i Tunesien trives, og chancerne er, at den tunesiske ungdom selv kan medvirke til at indgyde håb i sangen om arbejde. På trods af den internationale tilskyndelse om investeringer i stor skala, er der opstået en generel, ny interesse i iværksætteri. Mange små og mellemstore virksomheder er kommet frem på det seneste, og regeringen er begyndt at betragte dette som en mulig vej frem for den skrantende økonomi. Igen viser Tunesien, at nytænkning er nødvendig, hvis tidligere uretfærdigheder skal forløses.

Det nye Tunesien kommer ikke af sig selv, og der findes ingen nemme genveje. Men med et vagtsomt øje på fortidens problemer, opretholder tuneserne et modigt blik på en håbefuld fremtid og står som et eksempel på, at viljen til reel forandring i regionen stadigt eksisterer.

Kristian Dalsgård Svendsen er næstformand i RIKOs bestyrelse og kandidatstuderende i Global Studies ved Roskilde Universitet. Kristian.Svendsen@RIKO.nu