Udnyt momentum for at gentænke fredsprocessen i Israel-Palæstina

Udnyt momentum for at gentænke fredsprocessen i Israel-Palæstina

Det kræver mod og fundamental nytænkning at ændre situationen i Israel og Palæstina. Fredsprocessen er gået i stå, hvis man da overhovedet kan sige, at den har været rigtigt i gang. En cyklus af krige og raketter med daglig undertrykkelse og ydmygelse udgør et uacceptabelt status quo. En anerkendelse af den palæstinensiske stat kan være et symbolsk, men vigtigt skridt henimod at ændre en uacceptabel, uholdbar og fastlåst situation.

Debat-indlæg fra medlemmer af RIKO, kortere version er udgivet af Politiken 11. December 2014. 

I disse dage er der et holdningsskifte undervejs i Europa i forhold til Israel-Palæstina konflikten. Flere europæiske lande har anerkendt Palæstina og har haft en politisk debat omkring forholdet til Israel. Også Danmark burde udnytte det politiske momentum til at påvirke situationen og presse på for at gentænke fredsprocessen.

Ofte udtaler politikere og kommentatorer, at fredsprocessen skal tilbage på sporet. Så længe, der er en ”fredsproces”, er tanken, at det går fremad, selvom udviklingen on the ground går den modsatte vej. Men den mere end tyve år lange fredsproces har udviklet sig til et cyklisk teaterstykke, der skifter mellem krige, der primært rammer den palæstinensiske civilbefolkning, stille tilnærmelser mellem parterne, mislykkede forhandlinger, og så krig igen.

Oslo-aftalerne danner stadig basis for den kuldsejlede fredsproces, men har efter 20 år ikke sat konflikten på rette spor. Fredsaftalen er tænkt forkert fra start og er nu med til at facilitere besættelsen. Oslo-aftalerne er med til at koncentrere palæstinenserne i enklaver, så Israel kan overtage mere land. Der finder ikke nogen reel forhandling sted. Succeskriteriet er blevet, at man ser billeder af, at de to parter sidder sammen om et bord. Men hvad vil Israel i realiteten have af palæstinenserne? Og hvad har palæstinenserne at give, efter at de allerede har afstået 78 procent af det historiske Palæstina? Reel forhandling vil kun finde sted, når selve præmissen for forhandlingerne ændrer sig.

Hvis situationen skal ændres, skal der lægges massivt præs på Israel for at stoppe bosættelser og besættelse. Fredsbevægelsen i Israel er så svækket, at det er urealistisk, at presset skal komme herfra. Forandring kan i stedet komme to steder fra; ikkevoldelig modstand i Palæstina, ligesom den første intifada, der altovervejende var ikkevoldelig og ledte til Oslo-forhandlingerne, samt gennem internationalt pres. Der er flere ikkevoldelige initiativer så som BDS-bevægelsen (Boycott Divestment Sanction), ikkevoldelige demonstrationer på Vestbredden og kreative events så som telt-byer, der besætter land, før det besættes af Israel. Disse initiativer får dog sjældent støtte og opmærksomhed i dansk politik og mediebillede. I stedet ender Hamas og døde børn i Gaza med at være det, der kan sætte konflikten på dagsordenen og få os til at tage stilling for en stund, før vi igen stiltiende accepterer status quo. Vi bør støtte de kræfter, der med ikkevoldelige midler vil udfordre den normalisering af konflikten, vi har set år efter år.

Hvad angår internationalt pres har vi blandt andet sanktioner og symbolsk anerkendelse til rådighed. Danmark bør anerkende Palæstina som en forsinket erkendelse af, at Oslo-aftalen efter mere end 20 års frugtesløs snak og forhandling ikke længere bør respekteres som fundamentet for Israel-Palæstina-konfliktens løsning. Hvorfor vil Danmark blive ved med at være en del af det teaterstykke, fredsprocessen er gået hen og blevet? Hvorfor vil den danske stat være med til igen og igen at betale for Gazas genopbygning, uden samtidig at udfordre fundamentet for denne cyklus af fredsproces-krig-tilnærmelse-fredsproces-krig?

Hvis vi skal stå fast på vores værdier, må vi være konsekvente, også når det gælder Israel. EU og Danmark har alt for længe set igennem fingrene med systematiske overskridelser af Folkeretten. Manglen på fordømmelse og sanktioner over for Israel udstiller Danmarks og Vestens hykleri. Israel bør sanktioneres, så længe de ulovlige bosættelser består, ligesom EU’s fordelagtige handelsaftale med Israel bør sløjfes. Udenrigsministeren har varslet en skærpet kurs over for Israel, men vi har endnu ikke set nævneværdige konkrete tiltag.

RIKO arbejder for konfliktløsning, og holder sig i andre sammenhænge ikke tilbage fra at understrege nødvendigheden af forhandling og fredsopbygning. Men den nuværende proces omkring Palæstina er ikke konfliktløsning, det er konfliktforvaltning, der vedholder status quo. Derfor må vi ændre tilgangen til konflikten fra fredsopbygning til en rettighedsbaseret vej fremad. Således at det overholdelsen af Folkeretten og menneskerettigheder der dikterer vores politik og ikke storpolitiske hensyn. Det handler ikke om at være pro-israelsk eller pro-palæstinensisk men om at finde en fair, holdbar løsning der kan sikre begge folk deres rettigheder og sikkerhed. De to folk har et omfattende skæbnefællesskab, og det er mindst ligeså meget for israelernes bedste, at situationen skal ændres. Desmond Tutu skrev for nyligt en bøn til det israelske folk: Befri jer selv ved at befri Palæstina.

Det er afgørende at tænke de øvrige arabiske lande med ind i en løsning – det nuværende regionale kaos til trods. En mulig løsning på konflikten, foreslået af den norske fredsforsker, Johan Galtung, vil være en mellemøstlig union i stil med EU, hvor Israel blev inkluderet i et regionalt, økonomisk fællesskab, ligesom forhadte Tyskland blev inkluderet i det europæiske fællesskab i sin tid. Alt dette sker ikke med et trylleslag. Men det sker bestemt ikke ved fastholdelse af status quo. En anerkendelse af den palæstinensiske stat vil blot være et lille, men potentielt vigtigt skridt i en symbolsk krig om at ændre den asymmetriske magtbalance. Et stigende pres på Israel kan gøre, at de får ’noget på spil’ igen og således et øget incitament til at ændre situationen.

Den seneste tids spændinger kan ses som et udtryk for, at Palæstinenserne har mistet håbet. Hamas’ leder, Meshal, har netop udtalt, at Palæstinenserne ikke længere har noget at miste. Det kan skabe en særdeles farlig situation. En europæisk anerkendelse af Palæstina samt øget pres på Israel kan give håbet tilbage. Derfor bør Danmark også udnytte det det politiske momentum i Sverige, England, Irland, Frankrig og Spanien og anerkende Palæstina samt presse på for en ny vej frem mod en retfærdig og varig fred.

Aase Rieck Sørensen centerleder ved Center for Konfliktløsning, cand.mag; Ahlam Chemlali, program-koordinator, Dignity; Anders Kærgaard, Kaptajn; Anders Seneca Bang, Journalist; Annette Stubkjær, BA i konfliktstudier; Birgitte Rahbek, Ph.d. i pædagogik, konfliktmægler; Hans Branner, Cand.scient.pol. Forfatter og lektor; Isabel Bramsen, ph.d. kandidat ved CRIC; Jørn Boye Nielsen, Cand.scient.pol.; Leila Stockmarr, ph.d. kandidat Roskilde Universitet; Lars Erslev Andersen, Seniorforsker; Maja Greenwood, ph.d.-kandidat ved CRIC og DIIS; Maria Stage, studerende ved statskundskab; Marianne Norgaard Jensby, Kandidat i Internationale Forhold; Nagieb Khaja, journalist og forfatter; Poul Villaume, dr.phil., professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet; Søren Friis, ph.d.-kandidat ved Aarhus Universitet; Thorkild Høyer, advokat; Tue Magnussen, cand.phil., cand.mag; Poyâ Pâkzâd, Mellemfolkeligt Samvirke; Vibeke Vindeløv. dr.jur. professor i konfliktmægling ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

This post is also available in: English