Ukraine-krisen fører ikke til en ny kold krig - men Hardlinere på begge sider spejler sig i hinanden

Ukraine-krisen fører ikke til en ny kold krig – men Hardlinere på begge sider spejler sig i hinanden

Et historisk perspektiv på forholdet mellem Rusland og resten af Europa.

Af POUL VILLAUME, professor, dr.phil., Saxo-Instituttet, Københavns Universitet og medlem af RIKOs Bestyrelse.

Det er desværre symptomatisk for den temmelig ensidige debat og mediedækning i Danmark vedrørende Ukraine-krisen og forholdet til Rusland, at forsøg på at nuancere billedet af Rusland og dets udenrigspolitik som en ny aggressiv trussel let bliver tolket eller stemplet som énøjet Putin-apologetisk. Og tilsvarende stemples nuancering eller problematisering af billedet af uegennyttige vestlige ledere og af NATO som en nærmest ufejlbarlig alliance som udtryk for en anti-amerikansk eller anti-vestlig grundholdning. Man mindes nærmest de triste tilstande under Den Kolde Krig, hvor kritik af dele af Vestens strategi over for Sovjetblokken i visse kredse nærmest pr. automatik blev slået i hartkorn med (påvirknings)agent-virksomhed for fjenden.

Men sort-hvid-malede billeder er meget sjældent retvisende. I både det private, det samfundsmæssige og det politiske liv er gråtonerne reglen, også selv om det mere lysegrå eller mørkegrå kan dominere afhængigt af tid og sted. Sådan forholder det sig også med Ukraine-krisen og de russisk-vestlige relationer og endda også med Den Kolde Krigs historie.

Jeg har siden foråret 2014 kritiseret den russiske annektering af Krim som klart folkeretsstridig selvtægt, der måtte føre til modforanstaltninger fra vestlig side. Men jeg har samtidig peget på, at den russiske Ukraine-politik mere har været defensivt end offensivt drevet og en umiddelbar reaktion på det forfatningsstridige, men vestligt støttede kup i Kiev kort før annekteringen af Krim.

Set i et historisk perspektiv bør det nemlig ikke overraske, at Rusland i de senere år har optrådt med stigende udenrigspolitisk selvbevidsthed og beslutsomhed. Ja, Rusland er så småt igen begyndt at optræde sådan, som stormagter normalt optræder over for omverdenen. Dvs. ofte med kølig – modstandere vil sige kynisk – varetagelse af egne geopolitiske og økonomiske (magt)interesser i og uden for egen indflydelsessfære, understøttet af indirekte eller åben brug af militære midler. Sådan har alle stormagter i varierende grad optrådt både før, under og efter Den Kolde Krig. Det særegne ved det post-sovjetiske Rusland i de første par årtier efter 1991 var, at landet netop ikke typisk optrådte på den måde.

Efter Den Kolde Krig var det kun et spørgsmål om tid, før også Rusland ville finde tilbage til en mere traditionel stormagtsrolle – især i betragtning af den måde, hvorpå nogle af Den Kolde Krigs selvudnævnte vindere i Vesten behandlede det nye Ruslands ledere (som jo var nogle andre end det slagne Sovjetunionens).

NATO-udvidelse og Kosovo-krig

Fremtrædende, især konservativt orienterede amerikanske og vesteuropæiske politikere, diplomater, toprådgivere og forskere som f.eks. George Kennan, Robert Gates, Henry Kissinger, Horst Teltschick, Wilfried Scharnagl, John Mearsheimer, Stephen Cohen, Michael Mandelbaum, Andrew Bacevich og mange andre advarede siden midten af 1990erne imod den løbende udvidelse af NATOs medlemskreds østover, uden at Alliancen i rimeligt eller tilstrækkeligt omfang lyttede til og kompenserede for modstanden imod NATO-udvidelsen fra stort set alle ledende russiske politikere, uanset deres indbyrdes uenigheder i øvrigt.

Rolf Ekéus, den svenske top-diplomat i bl.a. OSCE, har sammenfattet forløbet således: ”Det var NATO uden Rusland, ikke OSCE med Rusland, som blev den strukturelle basis for den nye sikkerhedsordning i Europa”. Virkningen af, hvad Ekéus kalder den af USA under Bill Clinton inspirerede og initierede NATO-udvidelsesproces, blev i begyndelsen mildnet af tillidsskabende foranstaltninger, dels de regelmæssige samtaler på topniveau mellem USA’s vicepræsident Al Gore og den russiske premierminister Tjernomyrdin, dels (fra 1997) det fælles NATO-Rusland-råd. Men alt det ændredes, påpeger Ekéus, da Bush-regeringen tiltrådte i 2001: De nævnte samtaler på højt niveau ophørte, og NATO-Rusland-Rådet forvandledes fra en institution for forhandlinger til et samtaleforum med informationsindsamling som eneste formål. Ekéus beklager også, at Vesten ikke har tilbudt Rusland at integrere sine militærstyrker til fredsbevarelse og krisehåndtering med de tilsvarende (vest)europæiske styrker, således at disse kunne indgå i ægte multinationale og multilaterale fredsopgaver.

Ikke mindst krigen om Kosovo har i denne forbindelse trukket lange og dybe spor. Den ene million FN-registrerede flygtninge fra Kosovo, der i Vesten ofte nævnes som begrundelse for NATOs intervention i marts 1999, blev først en realitet efter at NATO var begyndt at bombe Serbien. Indtil da var flygtningetallet godt 200.000 – og antallet af dræbte relativt begrænset. Med stor sandsynlighed gjorde NATO-bombningerne ondt meget værre – på flere planer. En bred vifte af vestlige aktører, historikere og andre forskere har stillet alvorlige spørgsmålstegn ved NATOs officielle version af Kosovo-konflikten. F.eks. har præsident Bill Clintons daværende sikkerhedsrådgiver Mark Medish berettet om dyb uenighed i Washington: Topdiplomaten Richard Holbrooke stod stejlt på en forhandlingsløsning med Serbiens Milosevic for at nå til forståelse med Rusland og moderere Milosevic, men udenrigsminister Madeleine Albright insisterede på at knuse Serbien militært på slagmarken. Clintons ’kompromisløsning’ blev NATO-bombningerne som ’humanitær intervention’ – udenom FNs Sikkerhedsråd. Men den førte med Kosovo-provinsens løsrivelse fra Serbien og senere uafhængighed (som dog stadig ikke er anerkendt af bl.a. flere EU- og NATO-lande) til det første åbne brud med et af grundprincipperne i Helsinki Final Act fra 1975: At Europas grænser ikke må ændres med magt. Det er i den kontekst ingen tilfældighed, at Putin har henvist til NATOs selvtægt i forhold til Kosovo som præcedens for den russiske annektering af Krim.

Interessesfærer eller al-europæisk sikkerhed

Den måde, NATO-udvidelsen fandt sted på, var på kant med ånden i to sikkerhedspolitiske nøgledokumenter fra 1990: NATOs London-Erklæring i juli, der talte om opbygningen af nye mekanismer og institutioner for europæisk sikkerhed og omfattende afmilitarisering af europæisk politik, og CSCE’s ”Paris-Charter for et nyt Europa” i november, som blev underskrevet af samtlige vest- og østeuropæiske lande, foruden af USA og Sovjetunionen, og som var en appel om opbygning af en ny sikkerhedsarkitektur i et helet og helt demokratisk Europa efter Den Kolde Krig. Det er naturligvis rigtigt, at Paris-Charteret samtidig anerkender landenes ret til selv at vælge deres sikkerheds-arrangementer. Pointen er imidlertid her, som antydet ovenfor, at udvidelsen af NATOs medlemskreds til de lande, der – af historisk nok så forståelige grunde – ønskede det, i praksis kom til at erstatte ethvert seriøst forsøg fra NATOs side på parallelt at opbygge egentlige al-europæiske sikkerhedsstrukturer i eller uden for CSCE/OSCE-regi.

Det er tankevækkende, at de, der så voldsomt kritiserer Moskvas modstand mod NATO-udvidelsen som udtryk for en forkastelig russisk interessesfære- eller indflydelsessfære-tankegang, åbenbart helt overser, at den NATO-udvidelsesproces, der faktisk har fundet sted siden 1990erne, netop selv er udtryk for en klar – vestlig – interessesfære-politik. Sådan tager det sig også ud for det brede politiske spektrum af aktører i Moskva. NATO er verdens stærkeste militæralliance, med rødder i den tidlige Kolde Krigs konflikter og med verdens suverænt førende militære supermagt, USA, som dominerende og toneangivende medlem. Samtidig tilstræber EU i disse år en voksende sikkerheds- og forsvarspolitisk rolle (jf. f.eks. den forsvarspolitiske dimension i den dybe associeringsaftale, som EU påtænkte at indgå med Ukraine i 2013-14). Alle væsentlige sikkerhedspolitiske spørgsmål i Europa vil således fortsat blive afgjort alene mellem Washington og Bruxelles af organisationer, som Rusland som europæisk magt med tilhørende sikkerhedspolitiske interesser i Europa aldrig vil kunne blive medlem af.

Ud fra en nøgtern realpolitisk betragtning turde det være klart, at en sådan situation i det lange løb vil være utilfredsstillende for Rusland, uanset hvilken politisk ledelse landet måtte have. På trods af de krige og konflikter, Rusland historisk har haft med central- og vesteuropæiske lande, har de russiske eliter i århundreder orienteret sig mod og ladet sig inspirere af europæisk civilisation og modernitet, både kulturelt, økonomisk, teknologisk og politisk. Trods sin eurasiske udstrækning er Rusland stadig først og fremmest et europæisk land.

Både Rusland og visse vestlige aktører har ved flere lejligheder i de senere år søgt at bryde det beskrevne mønster – men forgæves. I 2010 foreslog den russiske præsident Medvedev, at der blev udviklet nye former for sikkerhedssamarbejde mellem EU og Rusland; russerne påpegede, at de eksisterende civile og militære konfliktløsningsmekanismer, herunder i OSCE, var utilstrækkelige. Den tyske kansler Merkel bragte forslaget til Bruxelles, men EU-landene afviste det. Der var også russisk støtte til et lignende forslag for nogle år siden fra bl.a. den fhv. tyske udenrigsminister Genscher og USAs fhv. nationale sikkerhedsrådgiver Scowcroft om at oprette et særligt Sikkerhedsråd (Direktorat) for Europa; også det forslag blev ignoreret af EU og NATO.

En ”særligt monumental provokation”

Ruslands militære indfald i Georgien i 2008 fremhæves ofte som det første klare eksempel på Moskvas nye aggressive politik over for omverdenen. Men også her er der mange gråtoner, som gør et sort-hvidt billede misvisende. F.eks. understreger Bush-regeringens forsvarsminister Robert Gates som central aktør i sine erindringer (fra 2014) den impulsive georgiske leder Saakashvilis gentagne provokationer siden 2004 mod de to små georgiske provinser med uafklaret status. Moskva benyttede Kosovos vestligt støttede uafhængighedserklæring i februar 2008 til (forgæves) at appellere om, at en tilsvarende vestlig logik blev anvendt til at anerkende Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed. I april 2008 vedtog NATO-topmødet så det, Gates kalder en ”særligt monumental provokation” af Rusland, nemlig at Ukraine og Georgien vil blive medlemmer af NATO. Således afstivet indledte Saakashvili i august en ifølge OSCE uprovokeret massiv artilleribeskydning og militært indfald i Sydossetien for at erobre provinshovedstaden. Næste dag svarede den russiske hær massivt igen mod Georgiens militære infrastruktur. Robert Gates’ konklusion om Georgien-krigen er derfor nuanceret: Både Georgien og Rusland overreagerede.

Hvordan bør NATO og Vesten da forholde sig til et mere udenrigspolitisk assertivt – ifølge nogle aggressivt – Rusland? Det er klart, at de baltiske lande, Polen, Ukraine og andre øst- og centraleuropæiske lande bærer på en udbredt, historisk forståelig bekymring for og mistillid til den store russiske nabo. Det er til gengæld langt fra klart, at en omfattende, regional eller generel vestlig militær oprustning er det bedste eller mest hensigtsmæssige svar.

Koldkrigere og ’sikkerhedsdilemmaet’

Her er det nærliggende at trække på erfaringerne fra Den Kolde Krigs historie. Disse erfaringer er imidlertid langt fra entydige. Det er et hyppigt brugt argument af vestlige aktører med personlig erfaring med omgang med russiske modparter (både før og efter Sovjet-perioden), at det eneste, de har respekt for, er en enig og stærk vestlig militær front – alt andet vil de betragte som svaghed, som de kan og bør udnytte til egen magtpolitisk fordel.

Historisk er grundproblemet med denne tilgang for det første, at den er et nærmest ét-til-ét spejlbillede af de russiske hard-liners’ syn på Vestens ledere – både under og efter Den Kolde Krig. Under Den Kolde Krig var denne logik, især i 1950erne og 1960erne, en central del af grundlaget for periodens gigantiske og meningsløse, gensidige overoprustning – ofte drevet af tvivlsomme forestillinger i Øst og Vest om lokale eller regionale militære ’ubalancer’. Den tilgang, som ”gamle koldkrigere” i Vest nu anbefaler, vil med stor sandsynlighed føre til en styrkelse af de militant nationalistiske og autoritært-chauvinistiske – ”koldkrigerske” – kræfter i Rusland, som er langt mere radikale end Putin. De mere moderate og liberale politiske kræfter vil dermed svækkes. I den forstand vil en vestlig satsning på militær oprustning af en i forvejen konventionelt massivt overlegen NATO-alliance mod en opfattet fremtidig russisk trussel med stor sandsynlighed blive en selvopfyldende profeti. De mindre central- og østeuropæiske landes sikkerhed vil næppe blive styrket af den forøgede militære spænding i regionen, der vil følge heraf. Politologer taler i sådanne situationer om et ’sikkerhedsdilemma’.

For det andet tilsiger erfaringerne fra især Den Kolde Krigs sidste 10-15 år, at det i betydelig grad var den øgede gensidige handelsmæssige, økonomiske og diplomatiske kontakt og afhængighed mellem Øst og Vest, ikke mindst i kraft af Helsinki Final Act og hele CSCE-processen, som var med til at gennemhulle Jerntæppet og underminere de totalitære og autoritære regimer i Østblokken. Den nyere internationale historieforskning i Den Kolde Krigs afsluttende faser bekræfter i høj grad denne tolkning.

Der er voksende enighed blandt førende koldkrigshistorikere internationalt om, at Reagans militante oprustningskurs højst spillede en sekundær eller perifer rolle for Den Kolde Krigs udvikling og nedtrapning sidst i 1980erne. Reagans hemmelige diplomatiske følere og kontakter til beroligelse af Moskva i første halvdel af 1980erne havde snarere end hans oprustningsinitiativer en opblødende rolle i Øst-Vest-forholdet, sammen med den europæiske CSCE-proces og Mikhail Gorbatjovs betydningsfulde rolle. Ikke mindst Gorbatjovs og hans tætte medarbejderes mange og voksende kontakter til og dialog med vesteuropæiske socialdemokratiske (og til dels konservative) politikere og de alternative og uafhængige sikkerhedspolitiske miljøer i Vesteuropa var af retningsgivende betydning for Den Kolde Krigs afvikling.

Der er i alt dette meget historisk stof til eftertanke for nutidens vestlige politikere i deres omgang med den russiske kolos, med eller uden Putin. Gamle koldkrigsreflekser, som trækker i retning af generel militær oprustning som forudsætning for og eneste vej til forhandling med Moskva ud fra en styrkeposition, bør næppe være en del af dén eftertanke.

En anden og længere version af denne artikel er tidligere blevet bragt i det udenrigspolitiske magasin RÆSON (nr. 4/2015).

FOTO