Vi må lukke Rusland ind i sikkerhedspolitikken

Vi må lukke Rusland ind i sikkerhedspolitikken

Denne kronik er bragt i Politiken d. 1. august 2015, 40-årsdagen for Helsinki Final Act.

POUL VILLAUME, dr.phil. og professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet samt bestyrelsesmedlem i RIKO.

Ukraine

»Jerry, don’t go«. Sådan lød overskriften på en lederartikel i slutningen af juli 1975 i avisen The Wall Street Journal, som opfordrede USA’s præsident Gerald ’Jerry’ Ford til ikke at rejse til Helsinki for at underskrive slutdokumentet efter års diplomatiske øst-vest-forhandlinger under Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, CSCE.

Slutdokumentet legitimerede efter avisens – og mange konservative amerikanske og vesteuropæiske politikeres – opfattelse naivt det sovjetiske totalitære regime og dets herredømme i Østeuropa. Også den store russiske dissidentforfatter Aleksandr Solsjenitsyn stod på denne linje.

Men præsident Ford lyttede ikke, og i dag for præcis 40 år siden, 1. august 1975, underskrev han med den sovjetiske generalsekretær Leonid Bresjnev og de øvrige regeringschefer fra samtlige vest- og østeuropæiske lande (undtagen Albanien) samt Canada Helsinki Final Act.

Den dominerende tolkning i de senere års internationale historieskrivning om den kolde krig er, at 40-års jubilaren er et dokument af væsentlig, ifølge nogle måske afgørende, betydning for de følgende 15 års dynamiske udvikling i øst-vest-forholdet og for, at den kolde krig sluttede så fredeligt og tidligt, som tilfældet var, omkring 1990.

Efter Ukraine-krisens udbrud for halvandet år siden cirkulerer der i dag megen løs tale og opflammende, nærmest nostalgisk retorik blandt politikere og i medier i både vest og øst om den kolde krigs tilbagekomst.

Der er derfor god grund til at huske på, hvad det var for et dokument, de 34 regeringschefer fra lande, der rakte fra Vancouver til Vladivostok, underskrev i ’75, og hvilke konsekvenser det fik.

Det var regeringscheferne fra de samme 34 CSCE-lande fuldt opmærksomme på, da de for knap 25 år siden, i november 1990, et år efter Berlinmurens fald, vedtog Paris-charteret om Et Nyt Europa. I dets første afsnit hedder det bl.a.: »Æraen med konfrontation og opdeling af Europa er slut. (…) Europa er ved at frigøre sig fra fortidens arv. Modet hos mænd og kvinder, viljestyrken blandt befolkningerne og tankestyrken i Helsinki Final Act har åbnet for en ny æra med demokrati, fred og enhed i Europa«.

Tanken bag Paris-charteret var, at sikkerheden i Europa efter den kolde krig skulle være udelelig og baseret på ligeværdigt politisk og økonomisk samarbejde mellem alle parter i den netop afsluttede konflikt. Ikke sikkerhed imod hinanden, men fælles sikkerhed. Desværre blev Paris-charteret snart glemt.

Grundene hertil er komplekse, men en hovedårsag er strukturel, nemlig den asymmetriske måde, den kolde krig sluttede på: Mens Østblokken og dens militæralliance, Warszawapagten, straks blev opløst, efterfulgt af Sovjetunionens sammenbrud i 1991, vedblev den vestlige alliance, Nato, ikke blot med at eksistere, men begyndte fra 1994 at planlægge udvidelsen af medlemskredsen mod øst.

»Ekspandér eller dø«, som en fremtrædende amerikansk aktør fyndigt formulerede svaret på Nato’s eksistentielle krise. Det fik allerede i december 1994 den russiske leder, Boris Jeltsin, som ellers var Vestens yndlingsrusser, til at advare om, at en ’kold fred’ ville indtræde i Europa.

Lad os først se på begrundelserne for og følgerne af den tankegang, der lå bag den europæiske afspændingspolitik, den såkaldte détente, herunder CSCE-processen og dermed Helsinki Final Act. De vesttyske socialdemokratiske politikere Egon Bahr og Willy Brandt formulerede i begyndelsen af 1960’erne deres velkendte ’Ostpolitik’ med tysk diplomatisk udsoning over for Østblokken, hvilket blev opnået i begyndelsen af 1970’erne.

Mindre kendt er det, at Bahrs og Brandts målsætning helt fra begyndelsen rakte langt videre. Kernen i deres ’forandring gennem tilnærmelse’-strategi var, at den basale forudsætning for demokratiserende ændringer i samfundsforholdene i Østblokken var Vestens øgede østkontakter på alle planer – diplomatisk, økonomisk, menneskeligt osv. – samt anerkendelse af alle eksisterende grænser, som de var fastlagt efter Anden Verdenskrig; ingen grænser i Europa måtte ændres med magt, men kun efter gensidig enighed.

Kun dét ville give Kreml-lederne den følelse af sikkerhed, som kunne få dem til at løsne de stramme tøjler indadtil i Sovjetblokken.

Helsinki Final Act var et omfattende dokument, som indeholdt tre såkaldte kurve: Kurv 1 om grænsernes ukrænkelighed og overholdelse af menneskerettighederne; kurv 2 om økonomisk-teknisk og handelsmæssigt samarbejde; samt kurv 3 om ’menneskelige kontakter’, dvs. friere bevægelighed for mennesker (familiesammenføringer, turisme m.v.), information og ideer (presse- og kultursamarbejde m.v.).

Der er bred enighed blandt historikerne om, at de tre kurve tilsammen kom til at fungere som en slags trojansk hest for vestlige ideer om pluralistisk demokrati i Sovjetblokken; at de i væsentlig øget grad orienterede de østeuropæiske økonomier og samfund mod Vesteuropa; og at de gav politisk oppositionelle grupperinger i Øst øget manøvrerum.

Et fåtal historikere fastholder ganske vist, at det alene eller primært var præsident Reagans hårde militære oprustningslinje i 1980’erne, herunder det såkaldte stjernekrigsprojekt, der knækkede ryggen på Sovjetimperiet og dermed har æren for den kolde krigs afslutning.

Men selv de historikere, der på linje med reaganisterne dengang anser détente-politikken for snarest at have forlænget den kolde krig, erkender, at Helsinki Final Act og CSCE-processen havde væsentlig indflydelse på de sidste 10-15 år af konflikten.

Den gamle konservative diplomat og Ruslands-kender George Kennan, der i 1946-47 havde formuleret USA’s inddæmningsstrategi over for Sovjetunionen, erklærede i 1992, at det var latterligt og dumt at hævde, at Reagan og Det Republikanske Parti havde ’vundet’ den kolde krig: De militære hardlinere i begge lejre havde styrket hinanden og dermed forlænget konflikten unødigt; så længe Kreml-lederne følte et tungt militært pres udefra, strammede de grebet om både parti og politi og bremsede tendenserne til liberalisering af regimet.

Først da Mikhail Gorbatjov kom til magten midt i 1980’erne, omtrent samtidig med at Reagan slog ind på en mere pragmatisk linje, indtrådte de afgørende forandringer, var Kennans pointe.

I dag er dette også den fremherskende tolkning i international koldkrigs-historieskrivning, understøttet af fund i nu åbnede Østblok-arkiver.

Der er en vigtig lære i alt dette for en udvej af den aktuelle krise omkring Ukraine. Denne konflikt kan nemlig kun forstås i lyset af de forudgående årtiers udvikling i forholdet mellem Vesten og Rusland.

George Kennan blev en tidlig og skarp kritiker af Nato’s udvidelsesprojekt østover i 1990’erne. I 1998 udtalte den 94-årige Kennan, at udvidelsen af Nato var ubegrundet, fordi ingen truede nogen andre, og at udvidelsen derfor var en ’tragisk fejltagelse’, som viste ’ringe forståelse for russisk og sovjetisk historie’.

Kennan tilføjede: »Selvfølgelig vil der komme en dårlig reaktion fra Rusland, og så vil man sige: ’Det jo var det, vi sagde – sådan er russerne!’«.

Året efter gennemførte Nato uden om FN’s Sikkerhedsråd sit 78 døgn lange bombardement af Ruslands allierede Serbien, begrundet med påstået – men aldrig påvist – akut risiko for storstilet etnisk udrensning og massedrab på det albanske flertal i Kosovo-provinsen.

Nato’s militære humanitære intervention medførte, at Serbien med løsrivelsen af Kosovo-provinsen blev det første europæiske land siden Anden Verdenskrig, som fik ændret sine grænser efter brug af ensidig militær magt – reelt i strid med Helsinki Final Act.

Den Internationale Domstols godkendelse af Kosovos selvstændighed i 2010 er fortsat omstridt, og flere Nato- og EU-lande har endnu ikke anerkendt Kosovo.

En måned efter Kosovo-krigens afslutning i 1999 skrev den kendte liberale internationale politikprofessor Michael Mandelbaum i en ætsende kritik af Nato-interventionen, at f.eks. Rusland ville kunne bruge denne præcedens til at intervenere i Ukraine, hvis Moskva mente, at lokale etniske russere blev forfulgt. Mandelbaum tilføjede, at gennemtrumfningen af Kosovo-krigen ligesom Nato’s udvidelse mod øst afhang mindre af russisk accept end af russisk svaghed.

Alligevel anslog den nye russiske leder, Vladimir Putin, i år 2000 forsonlige udenrigspolitiske toner. Putin var blandt de første efter terrorangrebet 11. september til at udtrykke fuld støtte til USA, som dog afviste aktiv russisk medvirken i ’krigen mod terror’, der åbenbart primært skulle være et Nato-anliggende.

Samtidig (2001-02) opsagde præsident George Bush ensidigt ABM-traktaten med Rusland (indgået i 1972 med det daværende Sovjetunionen), idet USA’s missilforsvarsprogram skulle opgraderes.

Putin lukkede i 2002 de russiske flådebaser på Cuba og i Vietnam, mens Bush samtidig åbenlyst stilede mod en USA-ledet invasion af Irak, trods bl.a. russisk modstand i FN’s Sikkerhedsråd. I årene omkring 2004 støttede USA desuden åbent de såkaldte ’farverevolutioner’ i Ruslands nære nabolande Ukraine, Georgien og Kirgisistan, samtidig med at yderligere syv øst- og centraleuropæiske lande blev optaget i Nato.

Officielt og formelt fastholdt Nato og USA den sikkerhedspolitiske dialog med Moskva. I 1997 indgik man den såkaldte NATO-Russia Founding Act, og i 2002 oprettedes NATO-Russia Council.

Der lyttedes her til Ruslands vedvarende protester imod bl.a. Nato-udvidelsen, men i realiteten vendte man det døve øre til Moskvas advarsler – som vel at mærke deltes af Jeltsins og Putins liberale russiske kritikere.

I 2007 gik Putin så på et møde i München til verbalt modangreb på USA’s »næsten uhæmmede hyperbrug af magt« og foragt for international ret, den stadige udvidelse af Nato, herunder opstilling af missilforsvarssystem i Polen nær Ruslands grænse m.v. USA’s daværende forsvarsminister (og CIA-chef under Reagan) Robert Gates fortæller i sine erindringer fra 2014 (før Ukraine-krisen) udførligt om, hvordan han i sin rapportering til præsident Bush om Putins München-tale påpegede, at USA alvorligt havde undervurderet omfanget af russisk følelse af ydmygelse efter den kolde krigs afslutning.

Gates kalder samtidig Nato’s beslutning fra april 2008 om at åbne for Nato-medlemskab til også Ukraine og Georgien for »en særligt monumental provokation« af Rusland, ligesom han tillægger den georgiske leder Saakashvilis »aggressive og fremfusende« adfærd hovedansvaret for det russisk-georgiske militære sammenstød i august 2008.

Med præsident Obamas tiltræden kom en kortvarig opblødning af forholdet mellem Vesten og Rusland. I 2010 foreslog den russiske præsident, Medvedev, at der blev udviklet nye former for sikkerhedssamarbejde mellem EU og Rusland, idet de eksisterende civile og militære konfliktløsningsmekanismer – herunder i OSCE – var utilstrækkelige.

Tysklands kansler, Angela Merkel, fremsatte forslaget i Bruxelles, men EU-landene afviste det. Der var også russisk støtte – fra bl.a. Gorbatjov – til et tilsvarende forslag for nogle år siden fra bl.a. den forhenværende tyske udenrigsminister Genscher og USA’s forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver Scowcroft om at oprette et særligt Sikkerhedsråd for Europa, men også det forslag blev ignoreret af EU og Nato.

I stedet drev EU fra 2009 på for at etablere ’dybe’ Øst-partnerskabsaftaler med bl.a. Ukraine. Rusland blev ikke inviteret med til disse forhandlinger, selv om Ukraines økonomi og samhandel var ganske sammenvævet med Rusland.

Russiske forslag, helt fremme i vinteren 2013-14, om økonomiske trepartsforhandlinger mellem Moskva, Bruxelles og Kijev blev blankt afvist af EU, som insisterede på EU-associeringsaftalen med Ukraine, der ikke kun økonomisk, men også forsvarspolitisk ville orientere Ukraine entydigt mod Bruxelles.

De legitime folkelige protester i Ukraine imod korruption og magtmisbrug, opmuntret af ledende aktører fra Bruxelles og Washington, blev i begyndelsen af 2014 gradvis radikaliseret og delvis overtaget af militante højreekstreme nationalister, som til sidst stormede regeringskontorerne i Kijev, hvor en ny regering under kupagtige former tog magten.

Repræsentanter for de nye politiske magthavere havde allerede antydet, at Ukraines aftale med Moskva om den russiske Sortehavsflådes base på Krim, som ellers løb til 2042, kunne blive ensidigt opsagt.

Den nye Kijev-regering blev omgående hilst velkommen og anerkendt af både EU- og Nato-kredsen. Dét var den røde linje for Moskva, hvis ’dårlige reaktion’, for at bruge Kennans ord fra 1998, blev den klart folkeretsstridige annektering af Krim-halvøen.

Men i lyset af den her beskrevne forhistorie bør skridtet nok betragtes som defensivt og et udtryk for svaghed frem for som et udtryk for et nyt aggressivt Rusland.

Hovedproblemet har været og er, at Rusland som europæisk magt siden den kolde krigs afslutning har været udelukket fra enhver reel indflydelse på udformningen af den europæiske sikkerhedsarkitektur – i strid med Helsinki Final Act og Paris-charteret.

2015 er ikke blot henholdsvis 40-året og 25-året for de to visionære al-europæiske dokumenter, men også 200-året for Wienerfreden, hvis såkaldte stormagtskoncert baseret på en omhyggeligt konstrueret europæisk magtbalance, hvor Rusland naturligt udgjorde et af elementerne, i alt væsentligt fastholdt freden på det krigsplagede europæiske kontinent i de næste 100 år. Også heri er der en lære.

Rusland er en kolos med demokratisk underskud og med en mørk fortid, som med god grund kan gøre nogle af sine mindre nabolande bekymrede – ikke ulig andre stormagters små nabolande.

Gorbatjov havde en stærk pointe, da han for nogle år siden beskyldte Vestens ’vindersyndrom’ efter den kolde krig for at have beruset vestlige ledere og opinionsdannere med hybris og gjort dem blinde for betydningen af traditionel magtbalancetænkning, også i Europa.

Bemærk, at selv en geopolitisk og ideologisk hardliner som Zbigniew Brzezinski har påpeget, at en løsning på Ukraine-krisen bl.a. forudsætter en garanti til Rusland for, at Ukraine ikke bliver medlem af Nato.

Ukraine-krisen har definitivt bevist, at det ikke er sikkerhedspolitisk bæredygtigt eller stabiliserende fortsat at udvikle Europas integration alene med centrum i Bruxelles, i EU og/eller i et transatlantisk Nato-fællesskab med tyngdepunkt i Washington – to institutioner, som Rusland næppe nogensinde kan blive medlem af.

Alternativt bør Europa udvikles og integreres, såvel økonomisk, politisk som sikkerhedsmæssigt, både fra vest og fra øst, som et inkluderende, pluralistisk og demokratiseret Europa, der hverken orienterer sig ensidigt mod Bruxelles, Washington eller Moskva.

Det vil være i god overensstemmelse med ånden fra Helsinki Final Act og Paris-charteret.

Og det vil – ligesom for 40 år siden – være den bedste støtte til liberale og demokratiserende kræfter i Rusland.