Søren Friis: Vinderen tager det hele? Om Ukraine, Rusland og Vesten

Søren Friis: Vinderen tager det hele? Om Ukraine, Rusland og Vesten

af Søren Friis, ph.d.-studerende og medlem af rådet i RIKO, 4/4/2014

Krisen i Ukraine og Ruslands annektering af Krim-halvøen har skabt betragtelig debat om, hvilken strategi Vesten nu bør anlægge. Hvordan kan Vesten mest effektivt sanktionere eller presse Rusland med det formål at afskrække yderligere russisk aggression over for f.eks. de baltiske lande?

Det umiddelbare svar har været økonomiske sanktioner og en diplomatisk nedkøling gennem udelukkelse af Rusland fra fora som G8 og NATOs Partnership for Peace-initiativ, som hovedsageligt er rettet mod de tidligere østlande. Desuden har vestlige ledere skærpet retorikken betragteligt og på forskellige måder søgt at vise, at alliancen tager sin forpligtelse til at beskytte de baltiske NATO-medlemmer militært alvorligt.

Der findes en anden, overset vinkel på krisen: Den handler nemlig også om almengyldige spørgsmål såsom konflikthåndtering og folkeretlige principper, ikke kun om militært ”ansvar” og handlekraft. Efter annekteringen af Krim har John Kerry og andre vestlige ledere ganske vist understreget, at invasioner af andre stater med magt i det 21. århundrede er folkeretligt og moralsk uacceptabelt. Desværre har sådanne udmeldinger ikke umiddelbart været ledsaget af den slags selvkritik i ord eller handling, som kunne bidrage til at give dem en vis grad af troværdighed.

Paradoksalt har deres ophavsmænd været med til at fjerne fokus fra krisens faktiske omkostninger. Fremfor udelukkende at fokusere på vindere og tabere i det højpolitiske spil om Krim og Ukraine, er det nemlig også på sin plads at rette blikket mod nogle mere jordnære aspekter, hvor de retsmæssige principper og konsekvenser faktisk netop er i centrum.

Retten til Krim

Krim har efter marts måneds folkeafstemning løsrevet sig fra Ukraine og tilsluttet sig den russiske føderation. Sådan er et syn på sagen i det mindste. Bør befolkningens tydelige krav om selvbestemmelse derfor ikke simpelthen gøre sig gældende, hvad end omverdenen siger til afstemningens gyldighed?

Både ja og nej. Folkerettens princip om selvbestemmelse gælder naturligvis også Krims befolkning, hvor et (beskedent) flertal er russisk-talende og derfor af nogle betragtes som ”etniske” russere. Folkeretten opstiller dog også nogle rammer for, hvornår og hvordan dette princip bør komme til udtryk, således at den politiske vilje blandt flertallet ikke udnyttes til at trumfe princippet om staters territorielle suverænitet og folkenes lige rettigheder.

FN’s Charter betinger i artikel 2 princippet om selvbestemmelse med en række grundforudsætninger: Stridigheder må løses på en måde, hvor freden mellem stater ikke trues (stk. 3) og stater skal afstå fra trusler eller brug af magt, som søger at svække andre staters suverænitet eller politiske uafhængighed (stk. 4).

Med andre ord forudsætter selvbestemmelse lige præcis selvbestemmelse. Folkeafstemningen den 16. marts, hvor befolkningen på Krim kunne vælge at stemme enten for en delvis uafhængighed fra Ukraine eller tilslutning til Rusland, var således ikke udtryk for selvbestemmelse i nogen juridisk forstand. Det forhindrede de russiske geværløb i ryggen på Krims befolkning.

Afstemningen på Krim blev hastigt afhold uden en foregående proces, som søgte at inddrage de forskellige grupper i Krims befolkning. De reelle valgmuligheder var yderst begrænsede (muligheden for fuldstændig selvstændighed optrådte ikke) og vigtigst af alt foregik valget i et klima overskygget af russiske militsers tilstedeværelse i regionen, hvor også Ruslands militær havde taget opstilling langs Ukraines grænser. Resultatet var af disse grund sikret på forhånd og noget reelt og velovervejet udtryk for selvbestemmelse var valghandlingen ikke.

Det må også nævnes, at kun mellem 36 og 41 procent af de adspurgte på Krim støttede en tilslutning til Rusland i en række internationale meningsmålinger foretaget mellem 2012 og februar 2014. Dette står i skarp kontrast til det officielle resultat, hvor tilslutningen til Rusland opnåede mere end 96 procent af stemmerne og de nye myndigheder hævdede en valgdeltagelse på 83,1 procent. Blandt Krims tatarer var opbakningen i en uofficiel afstemning foretaget blandt 30.000 mennesker den 6. marts 2014 så lav som 12,5 procent, og tatarernes ledere bebudede en boykot af den senere folkeafstemning. Der er blevet spekuleret i, at også det større ukrainske mindretal i høj grad blev væk fra afstemningen, og at valgdeltagelsen i virkeligheden var nærmere 34 procent.

”Cui plagalis?” Hvem bliver taberne?

Hvordan man end tolker afstemningens resultat, har en blind vinkel i debatten været mindretallenes usikre fremtid inden for Rusland og Ukraines grænser. Det fremherskende syn har nærmest været, at jo mere ”selvbestemmelse” de forskellige befolkningsgrupper fik tildelt, jo mere stabilitet. De vestligt-sindede kunne gå mod vest og de østlige-sindede mod øst. Det er imidlertid uundgåeligt, at der også fremover vil findes store sproglige, kulturelle og politiske mindretal i alle de berørte områder. Absolut selvbestemmelse er hverken mulig eller ønskværdig i lande med så uhomogene befolkningsgrupper som Ukraine, og det vil faktisk sige langt de fleste lande, da ”historiske tilhørsforhold” ikke er naturgivne størrelser, og nogen altid lades i stikken ved nye grænsedragninger. Historiske eller ej vil skillelinjer mellem befolkningsgrupper aldrig blive mødt med accept af alle de berørte grupper.

Mindretalsrettigheder er på sin vis et nødvendigt begreb netop fordi selvbestemmelsen aldrig kan være absolut. Alle er tvunget til at leve nær andre, som har anderledes interesser, baggrunde eller holdninger, som ikke altid kan sikres blot igennem valghandlinger. I højspændte situationer, hvor forskellige grupper ligger i strid med hinanden, er folkeafstemninger og hastige valg langt fra altid løsningen. Fremfor at bilægge de eksisterende uenigheder vil valgsejre under konflikter derimod ofte gøre kløfterne mellem stridende samfundsgrupper større, ikke mindst ved at bestyrke vindergruppens krav på den fuldstændige politiske autoritet, hvilket ofte vil føre til flere voldelige sammenstød.*

Resultatet kan være en ”winner takes all”-mentalitet, som udmønter sig i angreb på mindretallenes ret til f.eks. at tale deres egne sprog eller på anden vis udøve deres sociale og politiske rettigheder, som kan blive mødt af modreaktioner eller endda ”forebyggende” angreb blandt de berørte mindretal. En sådan spiral skaber varige spændinger og kan føre til yderligere krav om politisk uafhængighed. Eksempelvis når ”nye” mindretal opstår pga. nye grænsedragninger, som det er tilfældet med Krims ukrainere og tatarer, der under den ”rent” russiske føderation ikke længere er sikret samme form for autonomi eller mindretalsbeskyttelse som hidtil.

Løsningen i konfliktsituationer som omfatter udsatte eller for den sags skyld aggressive mindretal er vanskelig, men må nødvendigvis indebære en inddragende proces, hvor forskellige parter har mulighed for at forhandle om deres politiske fremtid med en rimelig tidshorisont og uden andres gevær i ryggen, akkurat som vi (ideelt) kender det fra situationer, hvor forskellene ikke nødvendigvis er etniske eller kulturelle. Når en bestemt gruppes hovedkrav groft sagt er politisk inddragelse og medbestemmelse, er løsningen oftest at imødekomme kravet.

Et partnerskab for fred

Samme lektion er måske værd at løfte op på det internationale plan lige nu. NATO har som modsvar på Ruslands aggression fravalgt den diplomatiske løsning ved at genbekræfte sit ”partnerskab” med de fhv. sovjetstater i Partnership for Peace, nu blot med den regionale stormagt Rusland udelukket. Desuden har man hævdet sin ret til at ”forsvare” både Ukraine, Polen og de baltiske lande, som fra Moskvas synsvinkel stadig er solidt placeret i den russiske interessesfære, og rakt hånden ud til Ukraines nye ”vestligt-sindede” regering med løfter om et fremtidigt EU-medlemsskab. Alt sammen meget solidarisk, bare ikke set fra konfliktens helt centrale part, nemlig Rusland.

Logisk set er der næppe nogen forsvarlig grund til, at NATO behøver ”markere sig” militært over for Rusland. Alliancen er Rusland voldsomt overlegen på alle parametre. Den angivelige vestlige nedrustning, som nu skaber alarm hos mange kommentatorer, har hovedsageligt berørt territorialforsvaret i en række mindre lande, som ikke er direkte truet af konflikten. Ifølge SIPRI bruger NATO-landene i dag sammenlagt mere end ti gange så meget på militæret som Rusland hvert år.** Denne ubalance er Rusland allerede bevidst om, markering eller ej.

Man må således stille spørgsmålstegn ved, om den valgte fremgangsmåde medvirker til en løsning eller snarere en optrapning af konflikten: Er den vestlige politik et internationalt udtryk for samme vinderen-tager-alt-tænkning, som den russiske regering – og nok også visse ukrainske kræfter på begge sider af konflikten – har forsøgt at føre på lokalt plan? Og hvad er i så fald alternativet? Ét kunne være et reelt og forpligtende partnerskab på trods af betragtelige uoverensstemmelser mellem Øst og Vest. Et partnerskab, som ville indeholde en svær men nødvendig proces mod afspænding og afmilitarisering af det omstridte grænseland mellem de to parter, uden at medføre indskrænkning af de berørte landes allianceforhold.

Dette skal ikke forveksles med eftergivenhed over for Ruslands krænkelse af Ukraines suverænitet. Blot bør denne ikke føre til hverken militær eller økonomisk krigsførelse pga. mangel på bedre handlemuligheder, især ikke stedfortræderkrig med Ukraines fremtid som indsats. Krisen bør derimod understrege behovet for en bindende international retsorden, hvor sådanne angreb har konsekvenser.

Som det lyder i en udtalelse fra RIKO’s bestyrelse den 24. marts, er udfordringen for resten af det internationale samfund at søge at minimere og inddæmme den slags stormagtsadfærd, som både annekteringen af Krim og den amerikanske invasion af Irak i 2003 er eksempler på, uden i øvrigt at sammenligne de to situationers alvor og konsekvenser. Der er desuden få perspektiver i ensidige økonomiske sanktioner mod Rusland fra NATO og EU.

Til sidst må forholdene for de berørte mindretal drøftes alvorligt inden for rammerne af OSCE, og der må arbejdes på at sikre garantier for deres rettigheder. Igen rummer kun det diplomatiske spor udsigten til en løsning.

*For mere om problemerne med valg under konflikter, se f.eks. Terrence Lyons, Demilitarizing Politics: Elections on the Uncertain Road to Peace, 2005. Om samme emne findes online bl.a. et temanummer af Elections Today om ’Elections during Conflict’ og en nyere undersøgelse foretaget af Shaharzad Akbar og Zubaida Akbar om valg og konflikt i Afghanistan.

**SIPRI, ”Recent trends in military expenditure”, 2013.