Et folkeligt oprør bragte tilbage i foråret 2018 den nuværende premiereminister Abyi Ahmed til magten. Abyi indvarslede demokratiske reformer og påbegyndte hurtigt en demontering af Etiopiens regerende (og Abyi’s eget) parti, EDPRF (det etiopiske folks revolutionære demokratiske front). Som en af de centrale grupper i den tidligere revolution var Tigray People's Liberation Front dominerede i koalitionen og havde samlet en masse magt som etnisk mindretal (Tigrayanerne udgør ca. 6% af Etiopiens befolkning), hvorimod Oromo-folket, som Etiopiens største etniske gruppe følte sig marginaliseret i koalitionen.

Det folkelige oprør, der i høj grad var startet af Oromo-bevægelser i 2015, bragte Abyi - som selv er Oromo - til magten, og grundlagde opgøret med den gamle garde fra EPRDF og den centralisering af magten de stod for. Men den pludselige politiske liberalisering og fremskudte reformer i et land baseret på etno-nationale stater viste sig hurtigt eksplosiv, hvilket har sat Abyi og Etiopien på randen af en borgerkrig, der kan risikere at ende som 90’ernes mareridt på Balkan.

Visualiseringen herunder viser et uddrag af de spændinger og konflikter, der i Abyi’s regeringstid har spredt sig på tværs af Etiopien. I et endnu værre scenarie kan konflikten risikere at trække nabolandene med, herunder Sudan, der selv står i en delikat transition, og Somalia, der stadig kæmper mod et radikalt islamistisk oprør.

Regionale Grænse-tvister i Amhara

En langvarig strid om land langs Amharas fælles grænse med Tigray har fået fornyet liv på grund af de nylige spændinger mellem den føderale regering og TPLF i Tigray. Voldelige handlinger mod civile på begge sider, der har tvunget tusinder på flugt, er blevet rapporteret af blandt andre Amnesty International. Mere end 27.000 er flygtet over grænsen til Sudan siden krisen brød ud. Også hos naboen i sydvest er der set angreb af bevæbnede militsfolk fra Gumuz rettet mod amhara-folk men også af Oromo og Agaw oprindelse og forværrer overlappende interregionale territoriale krav og konflikter.

Southern Nations i Opløsning

I syd kræver etniske minoriteter deres egne administrative regioner på lige fod med de nuværende ni etnisk baserede føderale regioner. I 2019 fik Sidama-folket i syd stor opbakning ved et referendum om spørgsmålet om selvbestemmelse og venter nu på at blive den tiende semi-autonome stat i Etiopien. Valget af den nuværende regionale hovedstad Hawassa, som ny hovedstad for Sidama kan føre til konflikt med andre etniske grupper i regionen, der ser det som et forsøg på at overtage kontrollen med det økonomiske center i regionen. Desuden kan Sidama’s formodede success overtale andre etniske minoriteter til at søge deres selvstændighed og udløse en voldelig optrævling af den nuværende Southern Nations Region.

Borgerkrig Bryder ud i Tigray

Flere måneders fjendtlig retorik mellem den føderale regering i Addis og den regionale regering i Tigray intensiveres, da Tigrayan-styrker angriber en national militærbase i Tigray. Abyi’s regering svarer ved at indlede en militær operation målrettet de tigrayanske ledere fra TPLF. Tusinder er allerede drevet på flugt og konflikten har spredt sig til både naboregionen Amhara og over grænsen til Eritrea.

Etnisk Spænding i Oromia

Oromo-folket, der historisk har været underrepræsenteret på trods af at være den største etniske gruppe i Etiopien, var i centrum af mange af de anti-regeringsprotester, der førte til Abyi's reformorienterede regering i 2018. På trods af regeringsskiftet og at Abyi selv er Oromo, har Oromo-baserede etno-nationalistiske bevægelser fortsat med at anspore etnisk konflikt og drab gennem blandt andet at beskylde Amhara-folket for det, de omtaler som deres historiske marginalisering i Etiopisk politik og økonomi.

Nogle af de værste katastrofer var i West Guji i syd, hvor mere end 800.000 mennesker fra Gedeos folket måtte flygte efter angreb fra Oromo Liberation Front.

‍

Opdateres...