Kina og Vesten, specielt Kina og USA, men til dels også Kina og Europa, ser meget forskelligt på verden på en række områder. Det er potentielt med til at skabe konflikt, mangel på tillid og generel mistro mellem Vesten og Kina.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Danmark er uenig med Kina på en lang række områder fra demokrati til menneskerettigheder. Men det er ikke kun de forskellige måder at se på verden, som har skabt konflikt, det er også misforståelser om hinanden og hvad man hver især vil. Analysen her forklarer baggrunden for konflikterne, hvor de kommer fra og hvad der kan gøres for at komme tættere på en forståelse mellem parterne.

Det er vigtigt at notere, at problemerne mellem Vesten og Kina ikke kan løses alene af en bedre forståelse for hinandens holdninger, men det kan mindske chance for misforståelser og fejlvurderinger. Hvis både Vesten og Kina bliver bedre til at forstå hinandens mål og idéer, bliver det også lettere at vurdere hvor langt Kina vil gå for at nå et mål eller hvorfor Kina handler som de gør. En bedre forståelse vil betyde, at man lettere vil kunne opnå internationale aftaler om for eksempel våbenkontrol, grønne aftaler og international magtfordeling i Asien og Arktis.

En bedre forståelse for Kina og deres mål er ikke ensbetydende med, at kinesisk magt, indflydelse, eller regeringsmodeller bliver accepteret. Der er muligt at kritisere en anden parts idéer og mål selvom man forstår, hvorfor denne part har dem. En bedre forståelse kan også betyde bedre argumenter for eksempel overfor den kinesiske opfattelse af menneskerettigheder, deres adfærd i dele af verden eller deres regeringsmodel.

‍

Kina som stormagt

For at forstå Kina er det nødvendigt at vide, hvordan en kinesisk stormagt ser ud og deres idé om verdensorden. En vigtig pointe er, at Kina ser sig selv som unik og som et land, der er på vej tilbage til sin retmæssige plads i international politik. Her taler man i Kina om ”rejuvenation” (genfødsel). Den idé, at Kina er et unikt land, der rejser sig igen, bygger på to ting. Den ene er deres statsmodel og den anden er, hvad de i Kina kalder, ”the Century of Humiliation” (’ydmygelsesårhundredet’).

‍

Den Kinesiske Model

Den kinesiske model bygger på ”the developmental state model” (’udviklingsstatsmodellen’). Der er en debat om, hvad denne model helt præcis er, og hvem der bruger den[1]. Men kort sagt er det en statsmodel, hvor staten blander sig i markedet meget mere, end den gør i den vestlige liberale model. I udviklingsstatsmodellen dirigerer staten økonomien ved at bestemme, hvilke industrier og virksomheder, der får hjælp til udvikling. Staten er mere adskilt fra samfundet end i den vestlige model, og er gennemsyret af et stærkt og dybt bureaukratisk system. Samfundets elite støtter stærkt op om modellen, hvilket sikrer dens stabilitet. Men selvom staten har langt mere indflydelse på markedet, sørger den stadig for, at man følger verdensmarkedet, så der er mulighed for høj eksport og høj vækst [2].

Den kinesiske version af denne model er autoritær, men samtidig er den meget fleksibel og langsigtet. Den autoritære del kommer af, at magten er centreret hos det kinesiske kommunistiske parti, som kræver monopol på den politiske magt. Den fleksible del bygger på modellens meritokratiske aspekter og villigheden til at lære fra udlandet sammen med en pragmatisk tilgang til økonomiske problemer. Staten satser langsigtet ved at øremærke områder for udvikling og økonomisk støtte[3].

Det, der gør modellen unik for Kina, er, hvor succesfuld den har været til at skabe økonomisk vækst og løfte folk ud af fattigdom. Samtidig argumenteres der imod, at den kinesiske model skal bruges af andre lande. I stedet argumenterer man for, at den liberale og vestlige ’one-size fits all’ model ikke er det eneste alternativ. Her bruger man den kinesiske model som et eksempel på, at der er andre veje frem end Vestens, og at lande bør udvikle deres egne nationale modeller[4].

‍

Ydmygelsesårhundredet

Før nederlaget i den første Opiumskrig mod Storbritannien så Kina (dengang Qing dynastiet) sig som verdens centrum. Nederlaget i den første Opiumskrig blev det første i en række nederlag fra 1842 til 1945, som blev skelsættende for Kina.

Nederlag efter nederlag betød også tab af suverænitet for Kina. I starten var det kun i forhold til de vestlige lande og Rusland og en del af de ’Ulige Traktater’ mellem Kina og de samme lande. Men i 1895 tabte Kina den første sino-japanske krig og måtte se sig slået af et land, de altid havde set sig bedre end. Fra 1842 til 1949 var Kina også semi-koloniseret og delt mellem Vesten, Rusland, og Japan.

Tilbagevendelsen af Kinas suverænitet, og dermed enden på Ydmygelsesårhundredet, blev erklæret første gang i 1949 af Mao Zedong, da de kommunistiske styrker vandt den kinesiske borgerkrig og etablerede Den Kinesiske Folkerepublik, som vi kender den i dag. Siden da er Ydmygelsesårhundredet blevet brugt som en slags kinesisk ”Aldrig mere 9. april”.

Fra Kinas ydmygelsesårhundrede kan man drage en slags parallel til Kinas nuværende genrejsning. Det er på baggrund af Kinas status før den Første Opiumskrig, at man i dag taler om en genrejsning, at man er på vej tilbage til den normale tilstand; hvor landet er en magtfaktor.
Det er også på baggrund af Ydmygelsesårhundredet, at man i Kina ligger så stor vægt på suverænitet, som man gør. I over hundrede år så man langsomt landets selvforståelse falde fra hinanden samtidig med, at landet blev delt op mellem flere forskellige stater[5].

Denne mangel på suverænitet gennem længere tid resulterede i, at det kommunistiske parti – efter borgerkrigen – valgte at bygge dele af sin legitimitet på, at man ville beskytte Kina mod fremmede magter og styrke suveræniteten. Den tankegang er vokset gennem det 21. århundrede[6], men har eksisteret i Kina længere tid.

Derudover blev det kommunistiske lederskab bange for, at en nedbrydelse af den interne stabilitet ville skabe kaos, som man tidligere havde set i krige og borgerkrige i det 20. århundrede og under Kulturrevolutionen[7].

Sovjetunionen kollaps underbyggede kun denne teori for det kinesiske lederskab, som så det som et bevis for, at hårdhændede metoder, som den brutale undertrykkelse af demonstrationerne ved den Himmelskes Freds Plads, havde virket og deraf bevaret Folkerepublikken[8]. Men samtidig analyserede man sig også frem til, at det på baggrund af Sovjetunionens fald var nødvendigt at skabe en mere fleksibel ideologi, som kunne danne legitimitet for staten og det kommunistiske parti. Det blev nationalisme[9].

Det er ud fra disse tanker, samt Kinas lange erfaring med at holde fast på riget, at det kommunistiske parti sætter hårdt ind mod demonstrationer og protester som truer enten stabiliteten eller den nationale sammenhæng i Kina. Tankerne ligger også til baggrund for, hvorfor Kina har fokuseret meget på at beskytte og fremsætte territorielle krav i det Sydkinesiske Hav, det Østkinesiske Hav, og ved grænsen til Indien. Her er det dog vigtigt at have i mente, at Kina har løst langt de fleste af deres territorielle konflikter fredeligt[10] og ikke har været i krig i over 40 år.

‍

Kinas Verdensorden

For at forstå Kinas idéer om verdensordenen er det vigtigt at forstå, hvad der ligger til grund for det kinesiske lederskabs tanker, altså hvad der har skabt deres verdensbillede.

De to tidligere nævnte historiske forhold er væsentlige brikker i puslespillet, som nu er blevet til ’A Community of Shared Future for Mankind’ (CSFM). CSFM er Kinas proto-bud på en ny verdensorden med suverænitet i førersædet. Der er selvfølgelig flere ting, som spiller en rolle i dette bud, men nogen af de mest markante er den kinesiske udviklingsstatsmodels succes, Ydmygelsesårhundredets spøgelse, Kinas ’genrejsning’ og en nyere nationalistisk tilgang til både indenrigs- og udenrigspolitik.

’A Community of Shared Future for Mankind’ er et kinesisk koncept, som siden 2012 ofte benyttes i taler, dokumenter og, erklæringer. Ledende politikere i Kina har gjort brug af konceptet, som Xi Jinping, premierminister Li Keqiang, udenrigsminister Wang Yi og direktør for den Centrale Udenrigspolitiske Kommission Yang Jiechi. Derudover hænger CSFM tæt sammen med the Belt and Road Initiative (BRI), Kinas nye Silkevej, hvor det ofte nævnes i dokumenter relateret til de overordnede planer for BRI. I 2017 brugte Kina også politisk kapital på at få konceptet med i en FN-resolution[11].

CSFM bygger på de erfaringer, Kina har gjort sig fra Ydmygelsesårhundredet og fra succesen for den kinesiske udviklingsstatsmodel. Det betyder, at CSFM er baseret på suverænitet, både territorielt og politisk. Det vil sige, at alt skal ses gennem en national kontekst. I dette verdenssyn er der ikke nogen universelle modeller. Tværtimod, bør hvert land skabe sine egne modeller, som passer deres specifikke nationale, historiske, politiske, og kulturelle kontekst.

Denne kinesiske model er en modsætning til den vestlige liberale og demokratiske model, der bygger på en idé om, at alle folk har universelle rettigheder, forventninger og krav til deres samfund. CSFM siger i stedet, at det kommer an på en national kontekst. Derfor er der for eksempel ikke plads til universelle menneskerettigheder, men der vil i stedet være menneskerettigheder skabt i en national kontekst. Kina taler om ”Menneskerettigheder med Kinesiske Kendetegn”[12], mens de foreslår, at andre lande bør skabe deres egen version af menneskerettighederne. Dette ses meget godt i Beijing Deklarationen fra det første Syd-Syd Menneskerettighedsforum:

”In order to ensure universal acceptance and observance of human rights, the realization of human rights must take into account regional and national contexts, and political, economic, social, cultural, historical and religious backgrounds. The cause of human rights must and can only be advanced in accordance with the national conditions and the needs of the peoples. Each State should adhere to the principle of combining the universality and specificity of human rights and choose a human rights development path or guarantee model that suits its specific conditions.”[13]

Derudover bygger CSFM også på en multilateral tilgang til international politik, hvilket også kan ses i kinesiske taler og dokumenter. Her skal det dog tages med et gran salt, da Kina for eksempel foretrækker bilaterale aftaler i forhold til BRI og i det Sydkinesiske Hav.

Det er også et godt eksempel på, at det man taler om, er ikke altid det man gør. Det gælder også for international politik. Det betyder dog ikke, at man skal ignorere alt, hvad der bliver sagt. Lige som med den liberale verdensorden, så er der i en kinesisk verdensorden modsætninger og forskelle mellem ord og virkelighed. Men, ordene er stadig med til at skabe rammen for den verdensorden, som man gerne vil fremme. Derfor kommer Kina med et bud på en verdensorden, så de kan være med til at danne rammerne for en kommende ny verdensorden, og samtidig have mere legitimitet, når der skal udarbejdes regler og dannes nye institutioner[14].

‍

Problemområder

At Kina lægger så stor vægt på suverænitet og samtidig frasiger sig universalisme ligger også til grund for mange af de problemer, der er i forholdet mellem Kina og Vesten. Vestens problemer med Kina kan deles op i tre områder: Mindre problemområder, centrale problemområder, og fundamentale problemområde.

De fundamentale problemområder er områder, som ikke umiddelbart kan løses. Det er problemer, som kommer af den måde, man i Vesten ser verden på, og den måde Kina ser verden på. Her er det den universelle verdensorden, som Vesten byggede efter den kolde krig, modsat den mere pluralistiske kinesiske verdensorden, der er den fundamentale forskel. Kinas fokus på suverænitet skaber potentielt en verdensorden, hvor der er plads til mange forskellige statsmodeller. Den Vestlige model har ikke plads til de store forskelle, da den lægger stor vægt på demokrati og universelle rettigheder, hvilket betyder, at den kun kan rumme stater, som kalder sig selv demokratier. I den Vestlige verdensorden er der ikke plads til de de facto statsmodeller, der er i Kina, Rusland, Saudi Arabien og lignende. Det er bl.a. derfor EU[15] og USA[16] klassificerer Kina som en systemisk rival eller en revisionistisk magt. Det kinesiske kommunistiske parti ser derfor den Vestlige verdensorden, som en eksistentiel trussel mod deres magt og deres statsmodel og prøver derfor at modarbejde den verdensorden, som Vesten byggede efter den Kolde Krig. Det er dog ikke kun Kina, som modarbejder den nuværende verdensorden, det ses også hos andre lande, som bliver ledet af revisionistiske ledere, som Rusland og USA.

De centrale problemområder er også svære at løse. Men de kan løses gennem dialog og møder og gennem direkte udenrigspolitiske tiltag. Problemerne er mere håndgribelige end de fundamentale og er derfor lettere at komme til livs. Fra USA’s side, men også til dels EU’s, er ikke mindst den stigende kinesiske indflydelse en udfordring. Man kan for eksempel pege på Kinas indflydelse i organisationer, som FN og WHO. Men da disse organisationer eksisterer for at kunne koordinere på tværs af grænser og for at holde dialogen mellem lande i live, er Vesten nødsaget til at akkommodere Kina til en vis grad, for uden deres deltagelse mister organisationerne deres betydning og bliver ubrugelige. Kina er nemlig et nødvendigt land at have med i disse organisationer, på baggrund af befolkningens og landets størrelse, men også deres økonomiske magt og indflydelse. En hver global løsning, som er hvad FN og WHO arbejder for, skal findes i samarbejde med Kina.

Kinas centrale problemområde med Vesten er ironisk nok også Kinas indflydelse, men her er der dog tale om manglen på den. Kina ser den manglende indflydelse i internationale organisationer og generelt i international politik, som et stort problem, da det tillader Vesten at diktere det internationale system – dog i langt mindre grad i dag end for 20 år siden. Derudover ser Kina også sig selv som et land, der ikke får den respekt, anerkendelse og status, det bør have. Det resulterer i, at Kina gør hvad de kan for at udvide deres indflydelse. Det er en eskalation set fra Vestens side, der ikke bare sådan vil eller kan give Kina respekt og rum, medmindre Vesten anser det for berettiget, for eksempel ved at agere som en ansvarlig stormagt og demonstrere, at man bekymrer sig om resten af verden ved at tage hånd om globale problemer, som klimaforandringer og konfliktløsning. Dette er altså et problem, som kun Kina kan løse – set fra USA og til dels deres allieredes side. Der er dog et behov for, at lande som USA anerkender, at Kina har en plads i verden.

Det sidste område er de mindre problemområder. Grundstenen i disse problemer er også Kinas og Vestens forskellige syn på verden. De er gode eksempler på, hvordan forskellen mellem Kina og Vesten manifesterer sig uden for det teoretiske og skaber både store og små problemer, som dog er mere håndgribelige end de andre. At de er mere håndgribelige er dog ikke ensbetydende med, at de kan løses på kort eller mellemlangt sigt. Her er der tale om den territorielle konflikt i det Sydkinesiske Hav, spørgsmålet om Taiwan og Hongkongss fremtid, og Uighur-lejrene i Xinjiang.

De mindre problemområder er dem, som kan blive adresseret af Vesten. Der er dog ikke alle, som Vesten kan have lige meget indflydelse på. De problemer af en mere international karakter, som det Sydkinesiske Hav og Taiwan, har Vesten bedre muligheder for at gøre noget ved og samtidig støtte op om deres egen verdensorden ved at promovere multilaterale løsninger til de problemer.

De mere interne problemer, som Hongkong og Uighur-lejrene kan Vesten ikke gøre så meget ved udover at sanktionere individer, virksomheder og institutioner, der deltager aktivt. Det har USA blandt andet gjort[17]. Disse problemer er dog også en mulighed for Vesten, da man her kan gøre det klart, hvor vigtige de universelle rettigheder – som Vestens verdensorden bygger på – er. Her har Vesten altså rig mulighed for at tage den mere ideologiske kamp med Kina om verdensordenen.

‍

Forståelse og kritik

Det er vigtigt at vide, at når man søger at forstå Kinas politik, både udenrigs- og indenrigspolitik og stridighederne mellem Kina og Vesten, er det ikke nødvendigvis en støtte til politikken eller en afvisning af den stigende Kina-kritik hverken internationalt eller nationalt. Det er derimod en accept af, at man ikke kan engagere sig udenrigspolitisk med Kina – hvilket man er nødsaget til disse dage – uden at vide, hvad deres idéer, værdier og ambitioner er. Hvis man prøver at engagere sig med dem uden den forståelse, kommer ens politik til at have en mindre effekt og ens kritik kan ramme ved siden af.

Hvis man derimod engagerer sig i at forstå det, som ligger til grund for Kinas udenrigs- og indenrigspolitik, kan man forme sin egen politik, så den har en større effekt, og man kan komme med bedre kritik af landet, når man er uenig med dem.

Denne slags forståelse kan komme fra flere steder. Et oplagt sted i Danmark er de danske universiteter og de sprog- og områdestudier, de tilbyder. Disse uddannelser hjælper ikke kun dansk udenrigspolitik, de kan også bidrage til en større eksport ved at sikre, at den internationale kommunikation foregår uden misforståelser og med kulturelle, politiske, og historiske situationer i mente.

Derudover, er Udenrigsministeriet en anden god kilde til at skabe denne forståelse. Det skal blandt andet ske ved at holde flere møder – hvor det er muligt – med voksende magter som Kina. Et eksempel er flere multilaterale møder, som dem man har i Arktis med de arktiske stater.
Det skal også ske ved at give flere penge til Udenrigsministeriet. Med et stærkt øget budget bør Udenrigsministeriet kunne ansætte flere folk i repræsentationerne og i ministeriet. Det vil skabe mere ekspertise i ministeriet og sikre, at Danmark har en solid udenrigspolitik og et endnu bedre diplomatkorps i fremtiden.

En forståelse for ikke bare Kina, men også andre lande, skaber et solidt fundament for at beholde den multilaterale verden, som Vesten har bygget op. Hvis Vesten, og dermed det meste af det internationale system, bliver bedre til at forstå hinandens mål og ønsker, kommer der også til at være bedre dialog og deraf et stærkere internationalt fællesskab.

Med den nye sikkerhedslov i Hongkong, spændingerne imellem Kina og dens naboer (Taiwan, Indien, Vietnam), det Sydkinesiske Hav, lejrene i Xinjiang og et amerikansk valg, hvor fokus kommer til at være på Kina, står vi overfor, hvad der kan blive en eksplosiv sommer i forholdet mellem især USA og Kina, men som kan sprede sig til resten af Vesten.

Det er derfor endnu mere nødvendigt, at Europa formår at holde hovedet koldt. Det er ikke nu, at vi skal ignorere de problemer, vi ser i Kina og i deres udenrigspolitik. Det er netop vigtigt at vi er kritiske. Men vi skal være varsomme, så forholdet med Kina ikke kommer ud af kontrol.

Derfor er der behov for, at vi er konstruktive i vores kritik og omhyggelige med vores svar mod Kina. Kritik bør for eksempel ikke være rettet mod Kina, men mod det kommunistiske parti, da man skal gøre det klart, at det er partiet, som man eventuelt har et problem med, og ikke det kinesiske folk.

I Kina, som i USA, har man brug for en ydre fjende. Det er ikke noget, som Europa bør deltage i. I forholdet med Kina bør der være fokus på Europas egne kerneværdier, hvad Europa vil i verden – ikke om hvad der er galt med Kina – og Europa bør vise, at de vil den kinesiske befolkning, men ikke det kommunistiske parti i deres nuværende form. For at nå dette, er det vigtigt, at vi forstår, hvad Kina vil, så vi kan komme med konkret og konstruktiv kritik. Det kræver, at vi sikrer, at der er nok ressourcer i Udenrigsministeriet til, at det kan deltage i diskussionerne og sætte et dansk præg på dem, og ikke mindst, at vi har institutioner og uddannelser, der kan sikre et stærkt fagligt fundament for kvalificeret forståelse af verden og udenrigspolitik.

‍

Noter

[1] Chu, Yin-wah. “The Asian Developmental State: Ideas and Debates.” I The Asian Developmental State: Reexaminations and New Departures, redigeret af Yin-wah Chu, 1-26. London: Palgrave Macmillan, 2016.
[2] Wu, Yu-Shan. “Taiwan’s Developmental State: After the Economic and Political Turmoil”. Asian Survey 47 (2007): 980.
[3] Heilmann, Sebastian. “Perspectives on China’s Political Development.” I China’s Political System, redigeret af Sebastian Heilmann, 421. Maryland: Rowman & Littlefield, 2017.
[4] Heilmann, Sebastian. “Perspectives on China’s Political Development.” I China’s Political System, redigeret af Sebastian Heilmann, 420. Maryland: Rowman & Littlefield, 2017; Yang, Rui. “Western-Style Democracy Is Not One-Size-Fits-All Concept.” Western-style democracy is not one-size-fits-all concept. CGNT – China Global Television Network, November 14, 2019. https://news.cgtn.com/news/2019-11-14/Western-style-democracy-is-not-one-size-fits-all-concept-LBUZAYWZri/index.html.
[5] Heilmann, Sebastian. “Analyzing Chinese Politics.” I China’s Political System, redigeret af Sebastian Heilmann, 23-27. Maryland: Rowman & Littlefield, 2017.
[6] Sebastian Heilmann, Lea Shih, og Sandra Heep. “The Chinese Communist Party and State Institutions” I China’s Political System, redigeret af Sebastian Heilmann, 53. Maryland: Rowman & Littlefield, 2017.
[7] Heilmann, Sebastian. “Analyzing Chinese Politics.” I China’s Political System, redigeret af Sebastian Heilmann, 27. Maryland: Rowman & Littlefield, 2017.
[8] Marsh, Christopher. “Learning from Your Comrade’s Mistakes: The Impact of the Soviet past on China’s Future.” Communist and Post-Communist Studies 36, no. 3 (2003): 267-68.
[9] Marsh, Christopher. “Learning from Your Comrade’s Mistakes: The Impact of the Soviet past on China’s Future.” Communist and Post-Communist Studies 36, no. 3 (2003): 266.
[10] Fravel, M. Taylor. “Regime Insecurity and International Cooperation: Explaining Chinas Compromises in Territorial Disputes.” International Security 30, no. 2 (2005): 46, 56-57.
[11] Gao, Charlotte. “’A Community of Shared Future’: One Short Phrase for UN, One Big Victory for China?”. The Diplomat, november 5, 2017. Brugt maj 26, 2020. https://thediplomat.com/2017/11/a-community-of-shared-future-one-short-phrase-for-un-one-big-victory-for-china/.
[12] Xinhua. “Human rights development path with Chinese characteristics completely correct: Chinese official”. november 10, 2018. Brugt maj 26, 2020. http://www.xinhuanet.com/english/2018-11/10/c_137597213.htm.
[13] “Full Text of Beijing Declaration Adopted by the First South-South Human Rights Forum.”. The First South-South Human Rights Forum, december 10, 2017. brugt maj 26, 2020. http://p.china.org.cn/2017-12/10/content_50095729.htm.
[14] Rolland, Nadège. “China’s Vision for a New World Order”. The National Bureau of Asian Research. Special Report 83 (2020): 7-11.
[15] Den Europæiske Kommission. ”EU-China – A strategic outlook”. Marts 12, 2019. https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/communication-eu-china-a-strategic-outlook.pdf
[16] The White House. ”National Security Strategy 2017”. December 2017. https://www.hsdl.org/?abstract&did=806478
[17] Bloomberg News. “China Strongly Condemns U.S. Blacklisting Dozens of Its Firms”. Maj 25, 2020. Brugt maj 26, 2020. https://www.bloomberg.com/news/articles/2020-05-25/u-s-blacklisting-33-china-entities-risks-potential-retaliation.

‍