10 principper for international konfliktløsning

1. Fred skabes med fredelige midler

Militært forsvar er legitimt, men våben i sig selv løser ikke konflikter. Det gør kun mennesker og grupper (for eksempel regeringer), der er i kontakt og forhandler med hinanden.

Freder ikke blot målet i en international konflikt, det er også vejen til målet. Krigshandlinger kan føre til, at en af parterne vinder. Men de kan ikke løse de underlæggende konflikter. Hvis der opnås ”fred” gennem vold, så vil volden ofte flytte med over i den nye virkelighed efter krigen.

Derfor er der ingen vej uden om, at konfliktens parter sætter sig til forhandlingsbordet og arbejder direkte med at løse den grundlæggende konflikt mellem dem.

2. Tal med alle konfliktens parter

Det er helt afgørende at tale med alle konfliktens parter. Både dem, man kan godt kan lide, og dem man ikke kan lide.

I dansk udenrigspolitik holder vi ofte kun med den ene af parterne. Både i den førte politik og i den offentlige debat tager vi afsæt i,at der er venner og fjender.  Men hvis vi skal bidrage til at løse konflikterne, er det ikke nok at fokusere på, hvem der har ret, eller hvem vi sympatiserer med. Vi er nødt til at tale med alle.

Det kræver, at Danmark har et dygtigt og stærkt diplomati og for eksempel har ambassader i krigsførende lande og laver udvekslinger og dialoger på flere niveauer. Gerne både politisk og mellem civilsamfundsorganisationer.

3. Forstå den andens perspektiv

Der er altid to historier eller narrativer i enhver konflikt. Forudsætningen for, at en konflikt kan løses, er, at man kender og forstår den andens parts perspektiv, interesser og bekymringer. Det betyder bestemt ikke, at vi skal have sympati med Rusland i forhold til krigen i Ukraine. Men vi er nødt til at udvise strategisk nysgerrighed.

Det er afgørende, at vi skaber plads i den danske politiske debat, så begge narrativer er en del af vores offentlige samtale. Ellers risikerer vi at overse åbninger for fred og forhandlinger. Eller vi misforstår vores modstander og kommer til at forværre konflikten.

4. Undgå konfliktoptrapning

Vores handlinger påvirker altid andre. Vi overser ofte, at vores egne handlinger kan gøre andre usikre og få dem til at lave modsvar. Det gælder også i udenrigspolitik, hvor et lands militære oprustning kan føre til oprustning i et naboland.

Et eksempel er, at EU siden Sovjetunionens fald har optaget flere nye medlemslande. Set fra EU’s synsvinkel har vi tilbudt fredelige samarbejder til neutrale lande. Set fra Ruslands synsvinkel har EU fået enorm indflydelse på lande, som de mener hører til den russiske indflydelsessfære.

Ud fra et konfliktløsnings-synspunkt er det ikke det eneste vigtige, om EU har ret eller ser situationen rigtigt. Det er lige så vigtigt, om en handling er egnet til at optrappe konflikten med modparten. Vi er nødt til at være bevidste om, hvornår vores handlinger afføder modtræk.

5. Voldelige strukturer skal ud af konflikterne

Hvor der foregår voldelige handlinger og krig, må man arbejde på at få en våbenhvile, der kan gøre forhandlinger mulige. Det er første skridt imod en bæredygtig fredsaftale. Volden og krigen må tages ud af konflikten.

Deeskalering af krige og konflikter sker gradvist gennem aftaler om for eksempel fangeudveksling, midlertidige våbenhviler eller restriktioner på, hvilke våben der må anvendes (f.eks. stop for luftbombardementer af civil infrastruktur). Tillid opbygges langsomt både via forhandlinger og gennem overholdelse af konkrete aftaler. Fjendebilleder er som regel dybt rodfæstede, og det kræver tid at ændre på dem.

6. Mægling i internationale konflikter

Brug FN som fredsmægler. De stridende parter har brug for hjælp for at løse deres konflikter. Her kan FN eller en neutral tredjepart træde til og sikre en ramme omkring fredsforhandlinger.

Hvis den ene part ligger under for en lang stærkere magt, må man gå ind og støtte den svage part, så den bliver i stand til at deltage i reelle og ligeværdige fredsforhandlinger. Et eksempel på en svag part er Palæstina, der er i konflikt med Israel, som støttes uforbeholdent af USA. Hermå internationale organisationer og lande træde til på den svage parts side. Asymmetri kan være nødvendig.

FN’s de-eskaleringsstrategi er som en trappe nedad mod fred, der består af våbenhvile, fredsaftale, fredsbevarelse (fredsbevarende styrker), fredsskabelse (forhandlinger, mægling), fredsopbygning (fred gennem udviklingsarbejde), og til sidst forsoning.

7. Forebyg konflikter

Det er bedre at forebygge end at helbrede. Der er mange muligheder for at løse konflikter på fredelig vis. Militære aktioner og krig bør altid være absolut sidste udvej.

Lande, der befinder sig i en international konflikt eller uenighed, har en udvidet værktøjskasse de kan gøre brug af, før en storkonflikt bryder ud. Der er flere internationale organisationer, som FN, Nordisk Råd, den internationale domstol eller endda et neutralt land, der kan mægle mellem parter, der er endt i en eskalerende konflikt. Sådanne foranstaltninger kan ikke bare redde menneskeliv, men også være med til at inddæmme eller forhindre våbenkapløb.

8. Krige har store omkostninger

Krig er ikke alene en humanitær katastrofe, det er også en enorm økonomisk byrde.

Krige medfører altid ødelæggelser. Civil infrastruktur, byer og landområder kan blive ødelagt af bomber og forurenende stoffer. Genopbygningen efter en konflikt kan blive meget dyr.

Militært udstyr og oprustning lægger desuden beslag på mange penge, der kunne være gået til andre formål. Ifølge SIPRI (2023) nåede verdens samlede militærudgifter 2.443 milliarder dollars (15.100 milliarder kr.). Pengene kan kun bruges én gang, og det er svært både at bruge store summer på velfærd, forsvar og grøn omstilling.

De økonomiske byrder betyder dog også, at konfliktens parter ofte begge vil have en økonomisk interesse i at stoppe krigen. Det kan være en åbning for fred.

9. Man kan ikke bombe sig til demokrati

Demokrati kan ikke skabes ved, at en udenforstående magt fjerner en autoritær leder. De historiske erfaringer viser, at det ofte efterlader et land i kaos og ustabilitet.

Ægte demokrati udspringer af et lands egen historie, kultur og folkelige bevægelser. Det forudsætter, at der bygges demokratiske institutioner og processer op. Varige forandringer kræver tid og forankring i befolkningen, ikke ydre magtindgreb.

10. Vær forberedt på konflikthåndtering

Det uventede vil altid ske – og vi skal være parate til at tilpasse os nye situationer. Hav et stærkt og udbygget diplomati og ambassader i så mange lande som muligt. Sørg for at opbygge stærke nødhjælpsorganisationer, understøt fredsforskning der udvikler løsninger og strategier med fredelige midler – og opbyg institutioner, der indsamler viden om kulturer og samfund.

Panik og oprustning over hals og hoved som svar på omvæltninger er ikke konstruktivt og fører ikke til fred. Vi må forberede os på forandringer og omvæltninger, blandt andet ved at Danmark deltager aktivt i internationale organisationer. Og vi må sikre, at befolkningen bredt engageres i den offentlige debat om vores sikkerhed, samfund og fremtid.

Principperne er formuleret af Jørn Boye Nielsen og RasmusNørlem Sørensen på vegne af bestyrelsen i Rådet for InternationalKonfliktløsning i marts 2025.

‍