Forfatteren arbejder professionelt med monitorering, evaluering og læring (MEL) i udviklingssamarbejdet og har dermed en faglig interesse i de ansvarlighedsmekanismer, kommentaren argumenterer for. RIKO har som organisation en tilsvarende interesse i argumentet for at styrke dansk civilsamfundskapacitet til konfliktløsning. Begge interesser er deklareret her.
Den nye regering har arvet Løkkes pragmatiske idealisme som Danmarks udenrigs- og udviklingspolitik — et begreb, hvor pragmatikken i tre år har fået instrumenter og penge, mens idealismen har fået pæne ord. Et venstretræk, der kun skifter ordene ud, ændrer ingenting. Giv i stedet idealismen konkret indhold i form af efterprøvelig ansvarlighed og ikke-militær konfliktløsning. Hvis idealismen ingenting koster, bestemmer den heller ingenting.
Den 3. juni 2026 trådte den selvudnævnte firkløverregering til efter 69 dages forhandlinger. Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale delte ministerierne, og Lars Løkke Rasmussen fortsatte som udenrigsminister. Udviklingspolitikken har ligget under ham siden august 2024, hvor posten som udviklingsminister blev ladt ubesat; heller ikke firkløveren havde plads til en ny. Det var ham, der i 2023 satte pragmatisk idealisme som overskrift på dansk udenrigspolitik, og doktrinen er for længst blevet fælleseje: Verden i opbrud blev indgået af en bred forligskreds med både SF og De Radikale ved bordet. I det 73 sider lange regeringsgrundlag optræder begrebet ikke med navns nævnelse, men dets struktur går igen: Danmarks og EU's globale engagement skal "tage udgangspunkt i ligeværdige partnerskaber forankret i fælles interesser". Pragmatikken har fået interessebaserede strategier, eksportfaciliteter, migrationsprogrammer og bistand som geopolitisk redskab. Idealismen har fået adjektiver: Partnerskaberne skal være ligeværdige og grønne, samarbejdet bæredygtigt — men hvad idealismen konkret skal udrette, og hvad den må eller skal koste, står ingen steder. Den står bogført som en udgift til den gode samvittighed, ikke som det aktiv, der kan give Danmark (og EU) geopolitisk vægt.
En regering med SF og De Radikale ved bordet vil naturligt trække begrebet mod eget indhold; klima og civilsamfund melder sig først. Det træk er en åbning, og denne kommentar er et bud på, hvad det bør gribe. Idealismen skal have indhold, der kan fremlægges og efterprøves, og som kan koste noget, når det gælder. Men det er ikke et moralsk tillæg til interessepolitikken; for en småstat er det selve grundlaget for at bruge, som Løkke selv har udtrykt det, bistanden som magtmiddel. Konkret kan der peges på to ting, der kan give idealismen vægt: gensidig ansvarlighed i udviklingssamarbejdet kan opbygge tillid, fordi de mennesker, politikken handler om, kan se aftalerne og måle os på dem; og ikke-militær konfliktløsning og mæglingskapacitet som en investering i indflydelse, en småstat realistisk og pragmatisk har ressourcerne til. Ærligheden om egne interesser var første skridt, og den klæder os. Andet skridt er at lade ærligheden forpligte og fylde indhold i idealismen.
Ærligheden var et fremskridt — men den skiller os ikke fra Trump
Lad os først anerkende, hvad de seneste tre år har gjort rigtigt. Udenrigsstrategien fra 2023 og Afrika-strategien fra 2024 sagde det åbent: Det er i Danmarks og EU's interesse at engagere sig. Med udviklingsstrategien Verden i opbrud fra juni 2025 faldt det sidste figenblad fra altruismens træ — bistanden skal bruges som geopolitisk redskab, og det skal vi ifølge udenrigsministeren ikke skamme os over. Han kaldte det selv "en justering", ikke et paradigmeskifte, og det har han delvist ret i. Dansk bistand har aldrig været ren næstekærlighed; bunden bistand med gevinster til danske virksomheder, migrationsbetingelser og strategiske hensyn har ligget i den i årtier. Det nye er ikke interesserne, men at de står i formålsparagraffen. Den ærlighed er sundere end fyrre års indpakket realpolitik, og den bør den nye regering ikke rulle tilbage.
Men ærligheden om egeninteresserne er ikke et dansk særkende. Trump er også meget ærlig i sin America First-strategi og nye transaktionsbaserede udenrigs- og sikkerhedspolitik. Så hvis ærlighed om den pragmatiske egeninteresse er konkurrenceparameteret, har Washington allerede vundet. Men USA har modsat Danmark og EU også skåret idealismen ud af sin udenrigspolitik: Den "bløde magt", der i årtier fulgte med bistanden, er afviklet sammen med den. Året før USAID's lukning finansierede USA 44 procent af verdens humanitære bistand; den tilstedeværelse var ikke altruisme, men en måde at købe tillid og troværdighed hos lokalbefolkninger og adgang og indflydelse i hundrede hovedstæder — og den blev opgivet fra den ene dag til den anden. Tilbage står USA's rå magt med tvang og transaktion.
Tvangen så Europa i januar, da otte allierede blev varslet told, indtil der var en aftale om "fuldstændigt og totalt køb" af Grønland. Transaktionen er sat i system som sikkerhed på abonnement: Beskyttelsen fra Washington er ikke længere et løfte mellem allierede, men et løbende kontingent, hvor prisen kan justeres politisk, og hvor dækningen afhænger af betalingsvilje og signalværdi. Hvor åbenlyst og gennemgribende skiftet er, afslørede et amerikansk diplomatkabel fra april, der omdøber bistand til "handouts" (almisser) og ngo-sektoren til "a corrupt industrial complex". Det, der kan adskille den danske og europæiske version, er ikke, at vi taler om interesser, men hvordan vi forfølger dem: gennem institutioner, der binder os selv. EU's Global Gateway markedsfører sig på forbindelser frem for afhængigheder — men en påstand om at være den ansvarlige partner er kun et aktiv, hvis nogen kan efterprøve den. Ellers er den reklame, og reklame kan Beijing og Washington også lave.
Hvorfor nye ord ikke er nok
Idealismen i pragmatisk idealisme står ikke tom, fordi nogen har glemt at fylde den ud. Den står tom, fordi tomheden er praktisk: Et begreb uden indhold kan rumme alt og forpligter ingen. Læg doktrinens tekster ved siden af hinanden. I 2023-strategien optræder værdierne som noget, Danmark har; de skal fastholdes og forblive intakte, ikke noget politikken skal gøre. I Afrika-strategien får interessen instrumenter, der kan tælles: billigere eksportrådgivning, en eksportkreditfacilitet på 150 millioner kroner i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), et nyt investeringsvindue på 100 millioner i Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og migrationsprogrammer for over en milliard. Idealismen får en søjle om afrikanske løsninger på fred og konflikt og ét instrument: et fredsprogram, der fordobles til 400 millioner. I Verden i opbrud bliver bistanden redskab. Og regeringsgrundlaget fra juni følger sporet: 0,7 pct. af BNI fastholdes, men ingen steder står der, hvad pengene skal udrette, og hverken Afrika, konfliktforebyggelse eller mægling er nævnt i udenrigsafsnittet. Mønstret er det samme: Den pragmatiske side vokser med substantiver og beløb, den idealistiske med adjektiver.
Et begreb har kun indhold, hvis det kan koste noget at holde fast i det. Læser man teksterne efter, hvornår idealismen skal vinde over interessen, finder man intet svar — og forsikringen om, at værdierne forbliver intakte, er ved nærmere eftersyn en forsikring om, at de aldrig sættes i spil. Værdier, der aldrig kan komme i klemme, fungerer som identitetsmarkør, ikke som mål for handling. Regeringsdannelsen leverede demonstrationen: Begrebet overlevede uden videre, at SF rykkede ind i regeringskontorerne, men SF havde i grunden skrevet under allerede i 2025, da partiet tiltrådte Verden i opbrud sammen med det meste af Folketinget. Et udtryk, alle kan fylde, samler ikke på trods af sin ubestemthed, men i kraft af den. Deri ligger også advarslen til det nye flertal: Trækkes substantivet blot mod nye adjektiver, grønnere og mere lokalt ledet, har mekanismen fået flere aktionærer, men ikke mere indhold.
Indholdet havde ellers en leverandør. Ved årsskiftet nedlagde Danmark Udviklingspolitisk Råd: den lovfæstede mekanisme, hvor forskere, civilsamfund og erhvervsfolk mødtes omkring otte gange om året, vurderede de store bevillinger før beslutning og gav strategierne kvalificeret modspil. Det var nok dér, idealismen fik noget af sit indhold. Afløserne deler opgaven mellem sig — Partnerskab for Global Udvikling mødes to gange om året om strategien, og Eksternt Fagligt Panel kvalitetssikrer enkeltbevillinger — men ingen af dem har rådets lovfæstede mandat til at forholde sig til politikken som helhed. Den forrige regering mente, at rådet kom for sent ind i beslutningsprocessen, og måske havde den ret. Men at nedlægge det organ, der fyldte indhold i idealismen, netop som tomheden blev doktrin, er ikke en justering. Det er at save i den gren, strategien selv vil sidde på.
Første indhold: ansvarlighed, der også binder os selv
Det første bud på at fylde nyt idealisme-indhold ind i strategien følger af verdensmarkedet. Social ansvarlighed og efterprøvelighed er i 2026 blevet en mangelvare: USA har lukket USAID og aflyst godt fire femtedele af projekterne; ngo-sektoren anklages for korruption, netop som de revisioner og evalueringer, der kunne opdage korruption, afskaffes — en orden af aftaler mellem principaler, efterprøvet af ingen, bekæmper ikke korruption; den åbner i stedet op for den. Kina har aldrig tilbudt uafhængig evaluering af sine Belt and Road-partnerskabsprojekter. Og EU's eget flagskib leverer endnu ikke varen: Global Gateways styringsorgan træffer sine beslutninger for lukkede døre uden adgang for civilsamfundet, og ekstern forskning dokumenterer, hvor lidt der kan efterprøves udefra. Den partner, der kan dokumentere, uafhængigt og offentligt, også når resultaterne er pinlige, at samarbejdet leverer det lovede, har et produkt, ingen af supermagterne i dag tilbyder.
Her ligger firkløverregeringens første mulighed for at fylde idealismen: at genopbygge granskningen og ansvarligheden over for lokalbefolkningerne og, i den pragmatiske idealismes forstand, gøre den til en konkurrencefordel. Granskning og ansvarlighed er ikke kun organer i København. Det er det daglige system af monitorering, evaluering og læring, der sammen med lokale partnere undersøger, om og hvordan bistanden faktisk forandrede noget for dem, den var tiltænkt. Tag strategiens eget eksempel: Dansk kølekæde-ekspertise skal styrke fødevaresikkerheden i afrikansk landbrug. Om det giver lokale producenter bedre produktion og lavere priser for forbrugerne — altså bedre fødevaresikkerhed — eller modsat højere priser, markedsdisruption og en ny afhængighed af dansk udstyr, afgør, om Danmark står tilbage som ansvarlig partner med opbygget tillid, eller som kolonialkøbmand i ny indpakning. Og det kan hverken ministeriet eller leverandøren troværdigt afgøre selv — det kan kun en uafhængig evaluering med indikatorer, som de berørte selv har været med til at definere, og hvor også vi bliver målt. Gensidig ansvarlighed er forskellen på et partnerskab og et tilsyn, og den giver idealismen et indhold, der kan dumpe sin egen eksamen. Kun en idealisme, der kan dumpe, kan også bestå.
Tag også eksemplet med Lobito-korridoren, EU Global Gateways flagskib: 1.300 kilometer jernbane, der skal forbinde Zambias og DR Congos mineområder med Angolas Atlanterhavskyst, gennem egne, hvor jordrettigheder er omstridte, og hvor væbnede grupper lever af minedriften. Hvorfor vælge EU frem for Kina som partner her? Efterprøvelig idealisme ville betyde, at lokalsamfund inddrages fra designfasen og ikke efter beslutningerne; at kontrakter og køreplaner er offentlige; at der findes klageveje, som fører til ændringer; og at civilsamfundet får plads i den styring, der i dag foregår for lukkede døre. Hvorfor skal en virksomhed ikke bare bygge banen og sende overskuddet hjem? Fordi anlæg i skrøbelige egne ikke kan hegnes inde. Oplever lokalbefolkningen ikke håndgribelige og retfærdige fordele, bliver investeringen hurtigt en kilde til mobilisering og konflikt, og banen må bevogtes i stedet for at blive beskyttet af opbakning. Inddragelse er ikke filantropi; den er projektets billigste forsikring og dets politiske holdbarhed, når magthaverne skiftes ud. Og Danmark betaler allerede til flagskibsprojektet, der skal fremvise EU som et bedre alternativ til Kina og USA over for afrikanske partnere — 295 millioner kroner var i 2025 afsat til dansk deltagelse i EU's Afrika-initiativer gennem netop Global Gateway og Team Europe. Idealismen i pragmatisk idealisme kunne begynde dér: som et dansk krav om, at det projekt, vi selv finansierer, sikrer reel inddragelse og kan efterprøves af dem, jernbanen vil komme til at påvirke.
Andet indhold: konfliktløsning som interessepolitik
Det andet bud følger af et eksempel, dansk strategi endnu ikke har svaret på. I december 2024 satte Tyrkiet Etiopiens og Somalias ledere ved samme bord i Ankara og fik bilagt striden om Etiopiens havneaftale med udbryderregionen Somaliland — en strid, der havde bragt Afrikas Horn til randen af krig. Hvorfor lige Tyrkiet? Fordi Erdoğan landede i det hungersramte Mogadishu i 2011, da ingen vestlig leder ville, og fordi der fulgte tretten års hospitaler, stipendier og infrastruktur, inden Tyrkiet kaldte parterne sammen. Men mæglerbordet var ikke rejsens endemål. Ankara-erklæringen sætter selv forhandlinger i gang om "gensidigt fordelagtige kommercielle aftaler" om Etiopiens adgang til havet, med Tyrkiet som vært — og den, der mægler freden, sidder med, når havne, infrastruktur og genopbygning bagefter fordeles. Kredsløbet er værd at se i sin helhed: Tilstedeværelse blev til tillid, tillid til mæglerrolle, og mæglerrollen åbnede næste runde af kommercielle partnerskaber. EU har i årtier været blandt Somalias største donorer og fik alligevel kun tilskuerpladsen, ved fredsbordet såvel som ved det kommercielle bord, der fulgte efter. Europas synlige bidrag til Ankara-erklæringen var en pressemeddelelse, der lykønskede Tyrkiet.
Og Tyrkiet er ikke et heldigt enkelttilfælde. Da kornet i 2022 skulle ud af et Sortehav i krig, var det Istanbul, der sammen med FN fik aftalen i stand, fordi Ankara havde holdt samtalen åben med både Moskva og Kyiv. Sammenlign med den deal-baserede ordens kobling af fred og adgang: I mineralaftalen mellem USA og Ukraine fra april 2025 tæller amerikansk våbenhjælp som indskud i en fælles fond med andel i den ukrainske undergrund. Adgang som betaling for beskyttelse — opkrævet, mens krigen stadig brænder. Tyrkiet fik sin adgang som frugt af en fred, det selv havde mæglet; Washington tager sin som pant. Begge dele er ærlig interessepolitik. Kun den ene efterlader tillid at bygge den næste aftale på. Og det usagte i rummet bør siges højt: Meget af dette handler om kritiske råstoffer. Grønland med sine sjældne jordarter, Ukraines undergrund, Lobito-banen til Copperbeltets kobber og kobolt: Det er ét og samme kapløb om metallerne til den grønne og digitale omstilling. Selv regeringsgrundlaget nævner kritiske råstoffer blandt de nordiske prioriteter. Vil man forstå den nye ordens fredsaftaler, skal man følge mineralerne.
Skal indsatser som konfliktmægling, dialogprocesser og klimasikkerhed bogføres som udgifter eller som investeringer? Det skal siges lige ud, i doktrinens eget sprog: Konfliktløsning, klimasikkerhed, sundhedsindsatser og andre udviklingsprojekter er ikke udgifter, der afholdes, før interesserne kan varetages. De er adgangsvejen til dem. Dansk debat har ellers i årevis valgt udgiftskolonnen: bogført som altruisme, og når interessen endelig blev nævnt, var den defensiv — hjælp i nærområderne, så migrationen ikke når os; stabilisering, så terroren bliver derude. Det er en interesse i at holde noget væk. Men regnestykket har også en offensiv side, som strategierne selv leverer tallene til: I 2050 bor hvert fjerde menneske i verden i Afrika, kontinentet har 11 af verdens 20 hurtigst voksende økonomier, og EU's andel af Afrikas handel er faldet med en fjerdedel på tyve år, mens Kinas er firedoblet. De partnerskaber og markeder tilfalder dem, der var til stede, før de blev interessante, og fred er adgangsbetingelsen for dem alle. Konfliktløsning og klimasikkerhed er altså ikke kun et værn mod det, vi frygter; de er en investering i de partnere og markeder, Danmark skal leve af at handle med om tyve år.
Danmark har hidtil været påfaldende dårlig til at se den kobling og udnytte den i praksis. Tag Sahel. Gennem et årti brugte Freds- og Stabiliseringsfonden over en kvart milliard kroner på dialog, sikkerhed og forsoning i Mali, Burkina Faso og Niger. Så kom kuppene mellem 2020 og 2023, og det viste sig, at pengene ikke havde købt det, der skulle bære: relationer og tillid, der kunne overleve et magtskifte. Ambassaderne i Mali og Burkina Faso blev lukket, ind rykkede russiske lejesoldater, og i finansloven gled Sahel-programmet stille over i et "Vestafrika-program", uden at omlægningen nogensinde blev forklaret. Et årtis stabilisering, bogført som udgift og afviklet som tab — fordi den blev drevet som inddæmning, ikke som investering i partnerskab.
Mæglingsforskningen har sagt det i årtier — mæglere drives ikke mindre af egeninteresse end af humanitære impulser, og netop derfor tager parterne dem alvorligt. Norden behøver ikke rødme over det. Norges fredsengagement, fra Israel-Palæstina i 1990'erne over Guatemala til forhandlingerne mellem Colombia og FARC, har altid været to ting på én gang: et værdibåret bidrag til andres fred og en bevidst strategi for et lille lands standing, relevans og indflydelse. Et land på fem millioner har siddet med ved borde, dets størrelse aldrig kunne have købt adgang til. Verdens mest berømte gennembrud begyndte ikke engang i et udenrigsministerium: Oslo-kanalen var et lille forskningsinstituts stille bagkanal, før den blev til håndtryk på plænen foran Det Hvide Hus.
Den historie rummer en lære, som mæglingsfeltet har sat ord på: Fredsdiplomati arbejder på tre spor. Det officielle spor mellem ledere og delegationer; det uofficielle mellem aktører med indflydelse, men uden mandat — forskere, religiøse ledere, erhvervsfolk; og græsrodssporet i de lokalsamfund, hvor freden skal leves. Ankara-modellens svaghed står tydeligt i det lys: Tre mænd i et rum er det øverste spor alene, og aftaler på det spor producerer dokumenter. Om dokumenterne holder, afgøres nedenunder, af den sociale infrastruktur og tillid, der skal bære dem. Sudan har testet det tre gange siden 2019; hver aftale mellem eliterne faldt, fordi der intet stod under den. Og det er netop på de nederste spor, Danmarks fredsindsats i forvejen har sin vægt: civilsamfundspartnerskaber, kvinder i fredsprocesser, konfliktforebyggelse i lokalsamfund og kapacitetsopbygning i Den Afrikanske Union og ECOWAS. Men pengene er konfigureret til stabilisering, sikkerhedssektorreform og terrorbekæmpelse snarere end mægling, og Freds- og Stabiliseringsfondens egen evaluering fandt i 2022 langtidsbidragene til fred beskedne. Danmark står med andre ord med sporene under bordet, uden nogensinde at have sat sig ved det. En dansk mæglermodel ville forbinde dem: En mægler, der kommer med efterprøvet infrastruktur på de nederste spor, tilbyder det, deal-magerne ikke kan: aftaler, der holder, fordi de er forankret under eliterne, og resultater, der kan efterprøves af dem, de angår.
Forbeholdene hører med: Tyrkiets model er dybt transaktionel — militærbase, havnekontrakter, dronesalg til begge parter i striden — og høstes gevinsterne for grådigt, æder de den tillid, der skabte dem. Norge har fået sine ridser af samme grund; engagementerne i Sri Lanka og Myanmar er blevet kritiseret for at stå for tæt på magthaverne. FN's mæglingsdoktrin advarer omvendt mod mæglere, der forfølger egne dagsordener. Det er ikke en indvending mod den danske model; det er dens designkrav: Interessen skal følge freden, ikke styre den. Det første afkast af en standset krig tilfalder altid dem, der skulle have levet i den; det danske afkast er renten. Og efterprøveligheden er ikke kun et konkurrenceparameter. Den er værnet, der holder interessen bag freden i stedet for foran den: En mægler, der kan efterprøves af dem, freden angår, kan ikke ustraffet sælge den. Netop dér er nichen åben for den efterprøvede model. Ingen af de aktører, der i dag dominerer mæglings-"markedet", fra Golfstaterne til Kinas Globale Sikkerhedsinitiativ, konkurrerer på resultater, der kan efterprøves af dem, de angår, og kun efterprøvelighed holder kredsløbet i gang i længden. Danmark har aktiverne: tres års partnerskabskapital, et sæde i FN's Sikkerhedsråd frem til udgangen af 2026 med konfliktforebyggelse blandt sine erklærede prioriteter, en Afrika-strategi med afrikanske løsninger på fred og konflikt som søjle og et fredsprogram, der fordobles. Hvad der mangler, er doktrinen, der forbinder sporene og aktiverne, og viljen til at stå i det ubehag, mægling kræver: at tale med aktører, man ikke bryder sig om. Den spænding skal et nyt flertal turde stå i, ikke definere væk.
Aktiverne er samtidig under pres. NATO's 5-procentsmål er USAs nye abonnementspris for sikkerhed, og Danmark risikerer at betale to gange: først kontingentet for at købe adgang, siden regningen for de konfliktrisici, vi gør dyrere, hvis vi ender med at skære i forebyggelsen. I rådskommentaren Når forsvarsregningen æder konfliktforebyggelsen (marts 2026) advarede jeg mod det falske valg, der følger med, hvor udviklingsbistand og forebyggelse står forrest i sparekøen. Det valg har firkløverregeringen til sin ros afvist på papiret: Grundlaget freder 0,7 pct. samtidig med 5-procentsmålet. Men en fredet budgetlinje er ikke en beskyttet dagsorden. Frem mod 2030 vil hvert forsvarsforlig teste fredningen, og den bedste beskyttelse er en doktrin, der gør forebyggelse til interessepolitik: Det, der har et formål, er sværere at spare væk end det, der kun har en procentsats.
En idealisme, der kan koste
Den deal-baserede orden er elitær i sin konstruktion: aftaler mellem præsidenter og sæder i Trumps Board of Peace til en milliard dollars stykket, hen over hovedet på befolkningerne. Også Ankara-modellen er tre mænd i et rum. Danmark og EU kan bygge det modsatte: et samarbejde, der står til ansvar over for dem, det handler om, ikke kun over for dem, der sidder for bordenden. Det handler ikke kun om demokratisk humanisme. Stormagter kan true med markeder og hangarskibe; en småstats magt er af en anden slags: det, den amerikanske politolog Joseph Nye døbte soft power — magten til at blive betroet, indkaldt og foretrukket. For et land på seks millioner er den ikke et biprodukt af udenrigspolitikken; den er hovedproduktet. Regeringsgrundlaget kender godt magtformen og noterer selv, at de nordiske lande "nyder international respekt og troværdighed, hvilket er med til at give os global indflydelse". Men den magt kan ikke købes som reklame; den skal kunne efterprøves. Og den er ikke givet på forhånd: I store dele af Afrika klarer Kina sig glimrende i meningsmålingerne uden at have tilbudt uafhængig evaluering af noget. Befolkningernes tillid skal vindes af et system, der faktisk står til regnskab over for dem, og som kan bevise det.
Firkløverregeringen har en mulighed, dens forgænger ikke gav sig selv: et nyt flertal og en verden, hvor efterprøvelig idealisme og social ansvarlighed er en mangelvare, netop som Danmark sidder med i Sikkerhedsrådet. Buddet her kræver ikke flere penge end de strategier, der allerede er vedtaget; det kræver, at idealismen får indhold, der kan måles, og dermed kan svigtes — den risiko, der adskiller en doktrin fra et slogan. Ærligheden var første skridt; forpligtelsen er det andet. Ellers er pragmatisk idealisme bare transaktionalisme med bedre manerer.