Debatrækken Europæiske Spændingsfelter – EU og Klima. 24. november 2021.

Debatrækken er arrangeret af RIKO (Rådet for International Konfliktløsning) i samarbejde med DEO og Københavns Universitet og er støttet af Europa-Nævnet.
‍

Dagens debat fandt sted den 24. november, i efterdønningerne af COP 26, med Rasmus Nørlem Sørensen (chefanalytiker i DEO) og Anine Hagemann (Post Doc ved Centre for Resolution of International Conflicts (KU) og medlem af RIKO), som oplægsholdere og Sara Dybris McQuaid, som moderator. EU har udviklet miljø og klimapolitik siden de tidlige 90ere, og i 2019 lancerede man flagskibet ’green deal’ – en grøn aftale – som stræber efter at gøre EU til det første klimaneutrale kontinent i 2050. Debatten handlede i høj grad om hvad det kommer til at kræve af de enkelte medlemslande at nå det mål og hvilket handlingsrum der sker hvis klimapolitik bliver til en form for sikkerhedspolitik.

Sara Dybris McQuaid indledte med at slå fast at:
”vi alle sammen ved at det ikke længere nytter bare at tale om hvad vi skal gøre for at mindske og håndtere klimaforandringer
– ikke mere bla bla bla som Greta Thunberg chantede udenfor COP 26 mødet tidligere på måneden.
Der skal resolut politisk handlekraft til for at omstille vores livsformer og levevilkår hvis det skal nå at gøre en forskel.”

Den slags storstilede forandringer er selvfølgelig konfliktfulde fordi det netop kræver af os at vi skal leve nogle andre liv. Ligesom i 1970’erne og 1980’erne skal vi sige farvel til industrier, der ikke bare betyder arbejde og indkomst, men også kultur, solidaritet og identitet.

På et mere overordnet niveau er klimaforandringer også en medvirkende årsag i voldelige konflikter og selv NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg, siger at global opvarmning gør verden mere farlig.

Sara Dybris McQuaid lagde op til paneldeltagerne ved at spørge: Hvordan kan medlemslandene omstille sig for at realisere EU's ambitioner? Og hvilken rolle kan EU spille når det handler om klimapolitik som sikkerhedspolitik?
‍

Hvem vinder klimakampen i EU?

‍
Med et billede af EU’s Green Deal på Power-pointen bag sig (INDSÆT PP), bevægede Rasmus Nørlem Sørensen sig ud i at besvare spørgsmålet om, hvem der vinder klimakampen i EU – eller nærmere, hvem kæmper klimakampen i EU. EU’s Green Deal er et sæt af initiativer som har til formål at reducere EU’s udledning af drivhusgasser med mindst 55 % i 2030. Selvom målet er defineret, betyder det ikke at medlemslandene er enige om vejen til de 55 % reduktion. EU er nemlig delt i forskellige grupper når det kommer til løsninger. Set i det store billede, så råber Nordeuropa på grøn omstilling, Sydeuropa vil have grøn, men retfærdig omstilling, Østeuropas fokus ligger snarere på vækst frem for omstilling, mens Tyskland stadig er uafklaret, da gas stadig har stor betydning for Tysklands energiforbrug.
Ifølge Rasmus Nørlem Sørensen har EU-Kommissionen gang i mange spændende initiativer. Det mest spændende bliver dog, om medlemsstaterne vil bakke op om den ambitiøse grønne omstillingsplan og om lovene derfor kan realiseres.
‍
Efter en gennemgang af de forskellige medlemsstaters tilgang til den grønne omstilling, fortalte Rasmus om en række aktuelle problemstillinger der lige nu diskuteres i EU. En af de mest aktuelle problemstillinger er udfordringen ved klimaaftryk i lande udenfor EU, her særligt afskovning. Europæernes store forbrug af Co2-tunge fødevare, bliver ofte fremstillet i lande udenfor EU, og for at kunne følge med dét forbrug er det ofte nødvendigt fjerne store arealer af skov, hvilket modarbejder EU’s ellers grønne initiativer. Derudover melder spørgsmålet sig også: hvordan opgør man Co2-udslip i andre lande? Rasmus fortsætter, og udlægger flere aktuelle problemstillinger som EU lige nu står til at skulle tage stilling til. Heriblandt spørgsmål om hvad grønne investeringer er, grønne projekter til milliarder, fossil gas som overgang til brint samt stigende priser på diverse energiformer.
‍

Klimakamp, Konfliktløsning og EU
‍‍

Efter Rasmus Nørlem Sørensens gennemgang af hvilke interne udfordringer EU står overfor på det grønne område, var det nu Anine Hagemanns tur. Anine Hagemann forsker i konflikt og fred, ved Centre for Resolution of International Conflicts på Københavns Universitet. Hvad foregår der i spændingsfeltet mellem klimakampen og konflikt? Og hvordan kan vi koble det til EU? Det er to helt centrale spørgsmål, som er med til at nuancere de udfordringer som EU står over for.
‍
Da EU’s mål er at reducere sin udledning af drivhusgasser med 55 % i 2030, kræver det at medlemslandene handler hurtigt. Men når der handles hurtigt, ved vi fra sikkerheds- og konfliktforskningen, at der er forskellige risici forbundet. Èn af de risici er, at klimaforandringer har en forstærkende effekt på konflikt. Det betyder, at jo større klimaforandringer jo større risiko for konflikt. Anine Hagemann præsenterer nu publikum for en teori som kaldes sikkerhedsliggørelse, som er vigtig at nævne, for at forstå hvordan vi taler om klimaforandringer i konfliktsammenhænge. Kort fortalt, så siger teorien at hvis man bringer noget ind som et sikkerhedsproblem, og definerer det som en eksistentiel trussel, så vil man typisk retfærdiggøre brugen af ekstraordinære midler uden for den normale politiks rammer. Med andre ord, betyder det at medlemslandende risikere at tilsidesætte demokratiske processer og overtræde civile friheder fordi man gerne vil handle hurtigt. Dermed bliver klima også et spørgsmål om sikkerhed.
Netop spørgsmålet om sikkerhed og klima har EU adresseret allerede i begyndelsen er årtusindskiftet, og der har siden været mange initiativer og formuleringer af klima som eksistentiel trussel.
‍
Anine skitserer nu hvad konfliktløsningsperspektiverne kan fortælle os, om hvad EU-medlemsstaterne skal være opmærksomme på, i de forskellige faser en konflikt ofte foregår i. Ifølge Anine befinder vi os stadig i problemformuleringsfasen, hvor hverken staterne eller de internationale organisationer egentlig har fortalt hvilke midler der skal tages i brug. Dette er specielt, da man normalt sikkerhedsliggør fordi man har nogle bestemte midler man vil tage i brug, for eksempel i krigen mod terror, hvor man talte om terroristerne som en eksistentiel trussel, og havde en bestemt plan for hvad man ville gøre. Men som Rasmus’ oplæg også tydeligjorde, er EU’s medlemslande ikke enige om hvordan man opnår målet om 55 % reduktion af drivhusgasser. Når EU når til handlingsfasen, vil der muligvis være nogle løsninger, som vil true demokratiet internt i EU.

”Vi taler derfor for lidt om, hvordan kan vi håndtere den her pludselige og voldsomme transformation,
og hvordan bestemte lande vil reagere hvis de synes tingene bliver gjort på en uretfærdig måde,
hvis vi lykkes med at handle”

Ifølge Anine, betyder dette også, set med et konfliktløsningsperspektiv, at vi bliver nødt til at forstå at økonomiske kompensationer og videnskabelige argumenter, ikke alene løser de udfordringer vi står over for. Vi bliver nødt til at anerkende forskellige opfattelser og forståelser af klimaforandringerne og dermed tænkte vores løsninger ind i disse.

Til slut kommer Anine med bud på hvad EU kan gøre. Ifølge Anine skal EU være det gode eksempel og lægge diplomatisk pres på medlemslande som udleder mest, men samtidig taler meget om klimaet. Altså, disse lande skal gøre alvor af deres ambitioner. Derudover ville en ikke-spredningstraktat, som man har set det på atomområdet, fungere da vi råder over mange af de værktøjer som lykkedes med at bremse spredningen masseødelæggelsesvåben.
‍

Spørgsmål fra salen
‍

Nu blev det tid til spørgsmål fra de mange deltagere, som både fulgte med fra auditoriet og hjemmefra. En deltager fra salen, åbner med at sige at meget af eftermiddagens debat, er deprimerende at høre, forstået på den måde, at det ikke lader til at der er bevidsthed om, hvor galt det egentlig kan gå. Deltageren spørger efterfølgende om, hvorvidt det egentlig kan ses som et positivt tegn, at de fleste lande er bevidste om at det står galt til. Anines svar til deltageren, tager udgangspunkt i fredsbevægelsen. For hvis man ser historisk på den, har den været mest mobiliseret og effektiv, når den har formået at samle politiske partier hen over midten, der har været dybt uenige. Fredsbevægelsen lykkedes med det, da man efter Cubakrisen var nået hen til et tipping-point. Et tipping-point vi givetvis snart når ift. klimakrisen. På den måde, kan det være vi snart ser en lignende mobilisering på tværs af de politiske partier når det gælder klimaet. Så altså lidt optimisme, men også bekymring, at spore i Anines svar.

En anden deltager spørger til, hvilken rolle kan Danmark spille, i forhold til EU’s plads i diskussionen om klimaet. Anine svarer, at Danmark har planer om at stille op til FN’s Sikkerhedsråd for perioden 2025-2026, hvor klimasikkerhed efter sigende er en af hovedprioriteterne. Derfor skal der, for forskerne, lægges vægt på at klimasikkerhed er mere end idéen om at voldsomt klima skaber mere migration og konflikter i u-lande. I stedet skal vi bevæge os hen til en bredere forståelse, f.eks. en kobling mellem det grønne område og fred.