De sikkerhedspolitiske vinde blæser i en ny og mere nordlig retning.  Klimaforandringerne, og en stigende global rivalisering mellem stormagterne medfører nu, at den tidligere isolerede region kommer til at få en langt større betydning på den geopolitiske scene. Vil danske politikere undgå at blive efterladt i stormagternes slipstrøm, skal samarbejdet internt i Rigsfællesskabet styrkes.

Med en sensommerlig og rekordvarm september oversået, er det på tide at se nærmere på, hvordan sommeren forløb for Rigsfællesskabet. I juli var der blevet indkaldt til nordisk topmøde i den finske hovedstad Helsinki. På gæstelisten indgik statsministre fra de forskellige nordiske lande, men som noget helt særligt var den amerikanske præsident Joe Biden, ligeledes inviteret med. Et af mødets emner var den sikkerhedspolitiske situation i Arktis. Et område som over de seneste år har oplevet en stigende militarisering. Alt har tydet på at stemningen til mødet var fremragende, for både Mette Frederiksen og Joe Biden udtalte sig senere om det gode forhold mellem de nordiske stater. Joe Biden udtalte ligefrem, at ”Visionen for verden deler vi. Det er en verden, der er mere fri og sikker, og hvor muligheder gives til alle.”

Knap så god en stemning kan man næppe tale om, har været tilfældet internt i Rigsfællesskabet over sommeren. For mens størstedelen af de politiske diskussioner har omhandlet Mette Frederiksens potentielle kandidatur som NATO-Generalsekretær, så har Rigsfællesskabet været igennem endnu en tumultarisk periode. For selvom det før omtalte topmøde i Helsinki havde budt på højt humør, så har både den grønlandske landsstyreformand Múte B. Egede og Færøernes Lagman Aksel V. Johannsen udtrykt deres utilfredshed med, at de ikke var inviteret med til mødet. “Der kører et Hold 1 og et Hold 2. Hold 1 omfatter om de fem nationalstater Island, Norge Finland, Sverige og Danmark og Hold 2 handler om de selvstyrende områder Grønland, Færøerne og Åland.”² Det var ikke den eneste episode, som har medført kritik af Danmark fra Grønlandsk side. Tilbage i foråret kritiserede flere grønlandske politikere valget af en dansk diplomat til posten som arktisk ambassadør. En beslutning som bl.a. Múte B. Egede kaldte “problematisk”. Men hvorfor er Arktis og Grønland blevet så vigtige udenrigspolitisk?

Den Arktiske spilleplade

Svaret skal findes i økonomiske og militære muligheder. Historisk set har stormagter altid forsøgt at agere, når muligheden for at øge deres indflydelse og forfølge deres interesser opstod. Har man kontrol med havet og handelsruter, så vil det være lig med indflydelse. Fra et økonomisk og ressourcemæssigt perspektiv, så er Arktisk og den grønlandske undergrund fyldt med en række værdifulde ressourcer og mineraler, såsom olie, gas, jernmalm, guld, bly, uran, zink, og diamanter. Forskellige sjældne jordarter som eksempelvis kan bruges til telefoner, i vindturbiner og elektriske motorer. Derfor kan Grønland gå hen og blive en afgørende del af den grønne omstilling. Flere af verdens stormagter, såsom Kina har forsøgt at øge deres indflydelse i området ved at involvere sig i minedrift. Selvom Kina ikke ligger indenfor den arktiske cirkel, har landet erklæret sig som en “nær-Aktisk stat”. Flere af mineralerne i den Grønlandske undergrund udgør, hvad man på engelsk refererer til som “Rare earth elements” eller REEs. Denne sektor domineres pt. af Kina som på et globalt plan har en nærmest monopollignende kontrol på området.³ Det ville derfor være i Kinas interesse at udbygge deres førerposition på dette område ved at investere i den grønlandske mineproduktion. Omvendt ville det ligeledes være i vestlige landes interesser at investere i denne sektor, da de dermed ville kunne udfordre den kinesiske kontrol med REEs sektoren. Kina har derudover haft som et erklæret mål at konstruere den polare silkevej. Et projekt som er en form for Arktisk forlængelse af Kinas stort anlagte “Belt and Road Initative.” En global infrastrukturel strategi, hvis finansiering står til at koste flere tusinde milliarder. Strategien går ud på at bygge veje, broer og havner med det officielle formål at styrke den internationale handel.

Ruslands invasion af Ukraine kan muligvis betyde, at Rusland vil være nødsaget til at involvere Kina yderligere i regionen, som en modbalance til vesten.  

Selvom Kina har store ambitioner for området, er det Rusland som udgør den største udfordring for Rigsfællesskabet i Arktis. Modsat Kina, med dets primære fokus på økonomiske initiativer i regionen, så har Rusland konsekvent oprustet militært. Rusland har talrige militære baser i regionen, som i de seneste år er både blevet styrket og udbygget. Derudover har landet ad flere omgange gjort krav på store dele af Arktis, hele vejen op til selve nordpolen.  

Modsat Kina og Rusland har USA længe haft interesser i Grønland. Siden anden verdenskrig har Grønland spillet en vigtig rolle som en del af den amerikanske forsvarsstrategi og i dag er både Rusland og USA’s nukleare kapacitet tæt forbundet med deres militære infrastruktur i Arktis. Pituffik Space Base (tidl. Thule basen) i Nordvest Grønland fungerede som en vigtig radarstation og lufthavn under den kolde krig, og i dag hører basen ind under det nyoprettede “United States Space Force”. Dermed står basen ikke til at miste sin betydning lige foreløbig. I 2019 foreslog den daværende amerikanske præsident Donald Trump ligefrem at købe øen, men da det slog fejl, skiftede amerikanerne den bramfrie strategi ud med en underspillet tilgang. Amerikanerne åbnede et konsulat i Nuuk samt lovede at investere yderligere i landets udvikling. Målet er dog det samme, USA vil øge sin tilstedeværelse i Arktisk.  

Men hvad vil grønlænderne selv?

Skiftende grønlandske regeringer har udtrykt et ønske om øget medbestemmelse. Det resulterede bl.a. i at den grønlandske regering valgte at have en diplomat fastansat ved NATO hovedkvarteret i Bruxelles, og ved et pressemøde tilbage i 2021 sagde Mette Frederiksen, at fremover ville det være Grønland som skulle “tale først og underskrive aftaler i Arktisk Råd”. Men når det kommer til selve den ønskede udenrigspolitik, er der opstået uklarheder imellem Danmark og Grønland. Den daværende udenrigsminister Pele Broberg var i sin tid meget klar omkring sin modstand ift. en øget militarisering af Grønland. “Grønland er en af medstifterne til Arktisk Råd, og et af hovedområderne er, at man vil sikre, at Arktis ikke er en konfliktzone. Den doktrin følger vi. Derfor er vi ikke interesserede i militært isenkram”. Landsstyreformand Múte B. Egede valgte dog senere at overtage udenrigsområdet i forbindelse med Pele Brobergs kommentarer, hvor han luftede synspunktet, at kun personer med inuit-baggrund skulle kunne deltage ved selvstændigheds afstemning.

Problemet imellem hvad Grønland ønsker og hvad Danmark kan acceptere, har flere gange vist sig tidligere. I en række tilfælde har Grønland eksempelvis søgt et samarbejde med Kina omkring infrastruktur såsom lufthavne. Her valgte den danske regering siden at gå ind i sagen med det resultat at Danmark og Grønland indgik en aftale om finansiering af lufthavnene. Officielt er det Kongeriget Danmark som er ansvarlig for den udenrigspolitiske repræsentation af Grønland og dermed sikkerhedspolitiske beslutninger, men historikken mellem de to lande har flere gange vist, hvilke frustrationer der kan opstå, når København dikterer fremfor at samarbejde med Nuuk.  

Stormagterne som Rusland, USA og delvis Kina kigger netop nu på Arktis og Grønland og ser muligheder for indflydelse, ressourcer og magt. I takt med den stigende militarisering i området vil både grønlandske og danske politikere være nødsaget til at vurdere deres muligheder. Men hvis Rigsfællesskabet skal håndtere udfordringerne, vil det kræve et tæt og gensidigt samarbejde mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Dette kan vise sig at være en større gordisk knude, hvis hver part har modsatrettede ønsker. Men det nuværende forhold, hvor Grønland konsekvent føler sig udeladt i beslutningsprocessen, er uholdbart.

‍