Grønland er i dag perifer for Kinas interesser. Det har snart mange forskere
konstateret, senest i en ny DIIS-rapport. Grønland er som udgangspunkt ikke en
oplagt destination for kinesiske investeringer fordi der er så store praktiske
vanskeligheder, og det er svært at finansiere de meget langsigtede investeringer som
er nødvendige. Når dertil kommer politiske risici, er hverken private eller statsejede
kinesiske virksomheder særlig interesserede. Derfor forbliver Grønlands sjældne
jordarter nok hvor de er, og dermed er der mindre økonomisk grundlag for
grønlandsk selvstændighed.

‍
Kina har især tre interesser i Arktis. For det første en omfattende forskningsindsats,
som har været i gang længe, med store arktiske isbrydere fulde af videnskabeligt
personale. Det handler bl.a. om miljø, klima og økonomi. Senest blev der optaget en
rekordstor 18 meter lang bund-sediment kerne, til belysning af acidificering og
forurenere af oceanet. For det andet er der de arktiske søruter, som kan skære ti-tolv
dage af maritim transport mellem Europa og Asien. Det omfatter nok ikke længere
relaterede infrastrukturprojekter -havne, lufthavne - i de europæiske Arktis-lande. Her
skal man ikke glemme, at Kina har en anden klangbund i de mange dele af Arktis
som føler nul interesse fra EU, eller fra egne landes metropoler: Nord-Norge, Nord-
Sverige, arktisk Finland, Svalbard, Yukon, og dele af Grønland. Disse
’udkantsområders’ behov for kapital og infrastruktur bliver ikke tilgodeset. For det
tredje har Kina siden 2014 et omfattende samarbejde med Rusland, om investeringer i
ressource-projekter og infrastruktur langs den lange kyst mod Arktis, fx Yamal LNG-
projektet, eller Pevek-havnen som giver adgang til Chukotka-regionens rige
mineralresourcer bl.a. kobber, guld og lithium.

‍
Derfor er det verdensfjernt, at tale om at Kina ’skal ud’ af Arktis. De er der allerede,
med en robust videnskabelig og kommerciel tilstedeværelse, og snarere end en
fremmarch er der nu tale om en fortsat uddybning af et civilt engagement i det stadig
mere farbare Arktis. Kina har ikke brudt nogen af de love, normer, regimer som
gælder i Arktis, og de har ikke udfordret nogen lande eller institutioner. Senest har de
ratificeret fiskeri-moratoriet for centrale Arktis.

‍
Når landet kalder sig ’nær-arktisk’ er det ikke primært en geografisk mærkat, men
gælder de mange måder Kina påvirkes af udviklingen i Arktis (og Antarktis) – især
mht. klima, miljø, økonomi og sikker sejlads. Der er tolv andre observatørlande i
Arktisk Råd, udover Kina (2013-). I år har England, Estland og Irland også søgt
observatørstatus.

‍

Derfor er det på mange måder problematisk, at forestille sig at ’Vesten’ skal lave
modtræk. Den stormagtskonkurrence som plager Arktis er, som Norges tidligere
udviklingsminister Erik Solheim sagde i London forleden: ”en uønsket kappestrid.
Den drivende kraft bagved er uheldigvis ikke Kina, men USA. USA’s utilpashed ved
at leve sammen med en nation, der er på lignende niveau. Jeg mener, i 100 år var
Amerika den dominerende magt på sin egen halvkugle. Derefter var Amerika totalt
dominerende på verdensscenen. Nu er der for første gang en virkelig konkurrent og
USA har meget svært ved at skifte til den situation… Det er meget uheldigt fordi [de
globale problemers løsning] afhænger af USA’s og Kinas evne til at arbejde sammen:
klima, miljø, økonomisk genopretning, pandemier, ja selv fred i alverdens
konflikter.”

‍
Europa har ikke samme interesser som USA. Når Trump/Pompeo vender tilbage i
2024, vil det stå endnu klarere. Også i Arktis har vi flere fælles interesser med Kina
end med et republikansk USA: bl.a. klimasamarbejde, multilaterale løsninger,
frihandel, og vi har ingen ’rangstridigheder’ eller behov for at demonstrere ’hard
power’ i regionen. Det er som bekendt ikke en militær konkurrence med Kina, men
derimod en økonomisk og teknologisk udfordring, det drejer sig om i disse årtier.

‍
Derfor skal vi bruge tilstedeværelsen og aktiviteten i Arktis, herunder i Arktisk Råd,
til at fremme samarbejdet med Kina om verdens vigtige problemer. Det kræver mere
forskning i Kinas politik og udenrigspolitik, end Danmark kan præstere i dag.
Selvstændige analyser af virkelighedens verden -til gavn for medier og politik. Ellers
er vi henvist til blot at gentage disse års amerikanske fortælling om det gruelige Kina
– desværre med indbyggede alternative fakta og skræmmebilleder.

‍
Vi skal heller ikke købe, at engagement og diplomati ikke virker og har ændret Kina:
landet er nu solidt integreret i international økonomi, i alle verdens multilaterale
organisationer, samt i en international orden skabt af USA og England i 1940’erne.
Den ønsker Kina kun opdateret - ikke kasseret - så den svarer til styrkeforholdene i
dagens verden. Det gælder fx ændringer af ulige stemmekvoter og andre reformer. De
bør akkommoderes på disse punkter, hvis den orden da fortsat skal trives, og kunne
rumme to omtrent lige store økonomiske og politiske stormagter. Af hvilke den ene
desværre har svært ved at acceptere mangfoldighed i verden, mens den anden har
svært ved at acceptere mangfoldighed derhjemme.

‍
Der er klart en rolle for EU, jf Jeppe Tranholm i Altinget, som den der kan råbe
”Forliger Eder, I Skabhalse!” og kom i gang med at løse verdens dybe problemer – i
stedet for at skabe endnu flere.

‍