Debat: Unuanceret kinadebat er farlig for os selv

BRAGT I POLITIKKEN, 23. september 2020.

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7929056/Grov-og-unuanceret-debat-om-Kina-er-farlig-for-sikkerheden-i-Vesten

UDENRIGSPOLITIK
‍
‍Kinas værste forbrydelse synes i virkeligheden at være, at landet er på vej til at overhale USA økonomisk.
 

Frygt, vrede og brutalisering af det politiske sprog og den politiske debat tager til, både internationalt og herhjemme. Personer, grupper og eksperter med afvigende opfattelser og analyser i forhold til konventionel mainstream-visdom om international sikkerhedspolitik marginaliseres og betragtes ligefrem som ' fjender' eller som ' nyttigeidioter'. Grove debatmetoder, som udelukker afgørende nuancer og djævelske detaljer, fører til selvcensur selv blandt eksperter, som ikke orker at blive udskammet offentligt for forsøg på at forklare komplicerede sammenhænge. Konsekvensen er en fattigere offentlig debat. Det svækker den demokratiske samtale.
‍

På internationalt plan er Rusland og især Kina i søgelyset. De to landes adfærd sættes konsekvent i stærkt negativt og kritisk lys. En del af kritikken er naturligvis berettiget, men den ensidige tilgang overskygger bl.a. den rolle, vi i Vesten selv historisk har spillet og aktuelt bidrager med til konflikterne med de to magter.

Selvreflektion er nærmest en 'by i Rusland'.
‍

Var Eurasiens og Kinas voksende styrke sket over flere årtier, kunne vi måske leve med det og vænne os til det. At Kina/Asien allerede hurtigt har overhalet Europa/USA økonomisk opfattes derimod som uacceptabelt.
 

USA's dominans i Asien er på retur. At afskrive troen på Vestens globale overlegenhed, unipolariteten, er uhyggelig svært for mange - ikke kun for Donald Trump. Udenrigspolitiske værdikrigere, der kæmper på det demokratiske Vestens vegne, vil bl. a. støde ind i det problem, at de værdier, der for os er universelle, ikke uden videre opfattes sådan i en verden, hvor de globale økonomiske og teknologiske magtforhold er under forandring, og hvor især Kina er så tæt indvævet i verdensøkonomien, at et samarbejde på mange fronter er uundgåeligt.

EN OND CIRKEL er blevet skabt. Nedrustnings-og våbenkontrolaftaler mellem stormagterne bliver opsagt eller bliver ikke genforhandlet ved udløb. Imens udvikles nye højteknologiske atomvåben og fremføringsmidler til dem. Det øger faren for atomkrig. De nye skillelinjer både nationalt og internationalt skaber forringede vilkår for fredelig demokratisk dialog, mægling og fredelig konfliktløsning.

Det er efter vores opfattelse alt afgørende at få vendt den onde spiral og få formuleret alternative teser for en ny, holdbar og en mere stabil og mere retfærdig global orden med fokus på fredelig konfliktløsning.

En ny orden kræver nytænkning. Vores egen politik over for Kina og Rusland burde kunne debatteres mere nuanceret, men det er svært. Både fra kinesisk og fra russisk side er der i disse år for lidt økonomisk reform, for meget arrogance i international adfærd, for brutal suverænitetshåndhævelse i Xinjiang og i Hong Kong, og brud på international retsorden over for Ukraine. Kina, og i nogen grad Rusland, er klart blevet mere kompetitive og mere assertive (og ikke nødvendigvis aggressive). Samtidig har Trump-administrationen nu ført flere års skyd-skylden-på-Kina-kampagne, to års handelskrig, halvandet års teknologikrig, og et halvt års konspirationsteorier om covid-19.

Vi skal ikke støtte en økonomisk og teknologisk opdeling af verden, et ophør af globaliseringen og en vej frem moden ny form for 'kold krig', som bl. a. Trump bruger i valgkampsøjemed som afledning fra problemer indenrigs.
‍

USA's udenrigsminister Pompeos dæmonisering af en økonomisk og militær 'Gul Fare' er snarere en projicering: Hvem har omringet Kina med store militærbaser, misbrugt økonomisk magt til at tromle andre, missioneret for regimeskift, kæmpet for global dominans, vedtaget årtiers største forsvarsbudget, etc.? Kinas værste forbrydelse synes i virkeligheden at være, at landet er på vej til at overhale USA økonomisk. Men med en befolkning som USA plus en milliard mennesker vil det jo være uundgåeligt.
‍

Kina ligger nu nr. 70 i verden i BNP pr. indbygger og vil naturligvis gerne øge levestandarden. Landet koncentrerer sig om økonomi og har ikke løsnet et skud uden for sine grænser i 40 år.
‍

Vi kan selvsagt ikke ignorere eller isolere Kina, et middelklassemarked, der allerede nu svarer til Europas samlede befolkning, et land, der undertiden leverer en tredjedel af verdens vækst, en stat, der videnskabeligt og teknologisk ligger i front på stadig flere områder. Samtidig kan ingen af verdens store problemer - herunder klimaet, våbenkontrol og international terror - løses, uden et forpligtende samarbejde, der omfatterbåde Kina, Rusland og USA. Derfor er det vigtigt, at Danmark og EU udformer en selvstændig politik, der ikke kopierer USA, men giver mulighed for at arbejde for multilateralt samarbejde og konfliktløsning via diplomati og forhandling.
‍

EN PRAGMATISK TILGANG, der ikke opstiller overdrevne ideologiske fjende-og skræmmebilleder, er altså påkrævet. Men effektiv forhandling, mæglerrolle og politikudvikling kræver stor sagkundskab.
 

Derfor er der et stort dansk behov forøget analysekapacitet, også landespecifikt.
‍

Der er for få samfundsforskere eller embedsmænd, der kan kinesisk eller russisk sprog. Der forskes alt for lidt i Kinas og Ruslands økonomi og politik. Den eksisterende, militært baserede og forsvarsorienterede analyse-og forskningskapacitet må suppleres af en styrket, mere civilt orienteret sagkundskab på de to lande.
 

Danmark har i mange år været et foregangsland i forsknings-og myndighedssamarbejde med Kina. Det skal vi ikke opgive.
 

Men samtidig med, at vi i EU undgår koldkrigsfælder og afglobalisering, skal vi også kræve mere af Kina og Rusland mht. erhvervsadgang og gensidighed i vilkår. Vi er konkurrenter, og vi står for en løbende rivalisering mellem samfundssystemer og værdier, men vi er ikke modstandere eller fjender. Og især er vi helt nødvendige partnere, både økonomisk og i forsvaret for det multilaterale, ikke mindst omkring klimaet.
 

Konfrontationslinjen over for Kina og Rusland øger faren for militær konfrontation og koster også de vestlige økonomier og virksomheder dyrt. Og lige så vigtigt: Sanktioner og handelskrigeskader mulighederne for positive forandringer.

Det er den gamle sorte skolesinstrumenter.
 

De historiske erfaringer viser med meget få undtagelser, at hårde sanktioner, handelsembargoer og militært pres udefra ikke på den lange bane gavner oppositionelle kræfter eller demokratiserende processer i de lande, der udsættes for dem - tværtimod. Jo mere økonomisk-diplomatisk isolerede, militært trængte og geostrategisk marginaliserede, autoritært styrede magter er, des hårdere vilkår udsættes interne kritikere for.
‍

Vi tilslutter os den afgående danske topdiplomat Friis Arne Petersens ord i et avisinterview for nylig om forholdet til Kina: »Vi skal kritisere og påvirke. Men hvis kineserne ikke tror på, at vi ikke vil blande os i deres indre anliggender, så er vi på kollisionskurs igen. Det er den fine balance, vi skal finde for at få indflydelse og ægte dialog«. Lad os fastholde den vesttyske kansler Willy Brandts afspændingsformel under Den Kolde Krig, ' Wandel durch Handel', forandring gennem handel, og ligeværdigt styrke de menneskelige og økonomiske kontakter mellem 'os' og 'dem'. Reel sikkerhed opnås med, ikke imod 'de andre'.
‍

Præsident John F. Kennedys appel i 1963, under atomvåbnenes damoklessværd, er stadig aktuel: ' Lad os gøre verden sikker for mangfoldighed'.
‍

Vi skal ikke støtte en økonomisk og teknologisk opdeling af verden.