Jørn Boye Nielsen: Vesten skal presse Rusland og Ukraine til forhandlingsbordet

Af Jørn Boye Nielsen

Det var Putin, der startede denne frygtelige krig med invasionen af Ukraine, men graver man dybere og ser de underliggende historiske faktorer, ser det mere kompliceret ud. Vesten har også et ansvar for, at Rusland ikke blev integreret i den europæiske sikkerhedsstruktur.


Vi ved ikke, hvordan krigen mellem Ukraine og Rusland vil ende. Men den kan udvikle sig til en langtrukken krig – i en slags Første Verdenskrigs-scenarie, hvor de to parter vil grave sig ned og befæste en linje i Donbas, der vanskeligt kan løbes over ende.

Rusland led nederlag i Kyiv og andre dele af landet – med det resultat, at russerne trak sig tilbage til et område, de kender godt: Østukraine, ikke langt fra deres egen grænse og derfor med forbedret logistik og lettere forsyningslinjer. Desuden er det i Donbas – i Luhansk og Donetsk – at de russisk-orienterede ukrainere holder til. Nu bliver det dem, der mærker krigen.

Der er mange grunde til, at Vesten og resten af verden, herunder Kina og Indien, bør lægge hårdt pres på Ukraine og Rusland for at få afsluttet krigen gennem fredsforhandlinger – selvfølgelig med henblik på en aftale, som begge parter kan leve med. Uden kompromis fra begge sider vil der ikke blive en aftale.

Vesten må gøre ukrainere og russere klart, at en langtrukken krig ikke er i nogens interesse. Og lægge pres på de to parter for en forhandlet løsning. Dette er der flere årsager til:

1. De menneskelige ofre i krigen er store.

Ifølge FN’s kontor for menneskerettigheder er 4.031 civile ukrainere dræbt. 23.000 russiske soldater er døde ifølge Zelenskyj (hvilket nok er lidt for højt).

2. Krigen er dyr og skaber økonomiske kriser for befolkningerne i store dele af verden.

Som følge af krigen har Vesten påbegyndt en oprustning. Tyskland har forøget sit forsvarsbudget med 100 mia. euro, svarende til 746 mia. kr. Danmark har ligeledes besluttet at forøge forsvarsbudgettet med 18 mia. kr. hen over perioden indtil 2033. USA har givet 234 mia. kr. i hjælp til Ukraine, heraf 142 mia.kr til militærhjælp. I forvejen bruger verden 2.113 mia. dollars, svarende til ca. 14.600 mia. kr., på militærudgifter om året (ifølge SIPRI). Det er penge, der tages fra almindelige folks forbrug, velfærden og den grønne omstilling. Samtidig har Ukrainekrigen skabt både en energikrise og en fødevarekrise, der især rammer fattige lande i Afrika hårdt. Dermed har den bidraget til den accelererende inflation, der marts 2022 var på 9.2 pct. om året ifølge ILO.

3. Vi skal undgå en krig med masseødelæggelsesvåben.

Som fhv. brigadegeneral Michael H. Clemmesen har anført i Berlingske, er der brug for forhandlinger mellem Ukraine og Rusland – det vil, understreger han, ikke være klogt, hvis Vesten og Ukraine ”i en blodrus” ydmyger og knækker Rusland, der trods alt er vores nabo og har en befolkning, vi i fremtiden også bør samarbejde med. Det er også farligt – Rusland er den ene af verdens to store atomvåbenmagter. Den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin har i modstrid med dette erklæret, at Rusland skal gøres så svagt, at det ikke i lang tid fremover vil kunne foretage lignende invasioner – altså at Rusland skal knuses.

Det er dog tvivlsomt, at Rusland vil finde sig i at blive skubbet ud over kanten – Rusland har ikke alene atomvåben, men også kemiske våben, der kan bruges, hvis man føler ydmygelserne for store. Vesten vil ikke vide, hvad man skal gøre, hvis taktiske atomvåben bliver brugt – det vil kun være den tredje atombombe, der bruges i krigens historie – men det vil ændre krigen fundamentalt. Vi bør imidlertid ikke komme dertil – diplomatiet og fornuften bør sættes ind, før det sker.

4. Vi skal undgå en ny kold krig – vi har prøvet det før med frygtelige konsekvenser.

Hvis vi lader krigen ”fryse fast” i Donbas i længere tid og lader de kraftfulde sanktioner fortsætte, vil Rusland se sig om efter nye venner og markeder – og samarbejde med gamle venner. Rusland vil vende sig mod Asien og på sigt fokusere eksporten af energi og mineraler samt våben til lande som Kina, Indien, Vietnam samt til lande i Mellemøsten og Afrika, især Sydafrika.

Hvor stort er Vesten – som i: De lande, der har indført sanktioner mod Rusland? (Europa, Nordamerika, Japan, Australien, New Zealand, Sydkorea, Singapore). Befolkningsmæssigt er der ca. 1,3 mia. mennesker. Hvor stor er resten – dvs. de lande, der ikke deltager i sanktioner? Cirka 6,7 mia. mennesker. Ruslands to venner i Asien – Indien og Kina – har tilsammen næsten 2,8 mia. indbyggere.

Rusland vil ikke blive knækket af sanktionerne fra Vesten – de vil vende sig mod Resten. Derimod vil en opdeling af verden som under Den Kolde Krig let kunne blive resultatet.

5. Krig giver ingen positive resultater.

Der er ikke kommet noget positivt ud af de sidste mange krige, Vesten eller Rusland har udkæmpet.

Vesten var 20 år i Afghanistan og måtte til sidst trække sig ud og overlade regeringen til Taleban; Irakkrigen endte i en dysfunktionel stat, hvor Islamisk Stat blev skabt. Libyen endte med tre konkurrerende regeringer i forskellige dele af landet.

På samme måde endte Ruslands engagement i Afghanistan i 1980’erne med, at landet blev tvunget til at trække sig ud, hovedsageligt af økonomiske grunde. Og i den aktuelle krig mod Ukraine ser det ud til, at Rusland ikke når sine oprindelige mål.

Krig er ødelæggende og ikke skabt til den moderne verden – uanset hvem der indleder den.

Freden skal sikres gennem integration
Både Ukraine og Rusland skal have en plads i den europæiske sikkerhedsstruktur – og altså i Europa, også selv om det ikke sker på kort sigt.

Rusland blev ikke integreret i Europa i 1990’erne, skønt der i Rusland under Jeltsin og de første år af Putins regeringsperiode var positive holdninger til Vesten både i regeringen og befolkningen. Efter Den Kolde Krig havde de europæiske lande og USA ellers besluttet, at der skulle opbygges en ny sikkerhedsstruktur for et helet Europa – man talte om et sikkerhedsfælleskab ”fra Vancouver til Vladivostok”. Desværre glemte Vesten hurtigt disse forslag og udbyggede NATO, der havde været Den Kolde Krigs alliance rettet mod Sovjetunionen. Allerede i 1990’erne under Jeltsin protesterede Rusland – men fordi landet var svagt og kaotisk, blev protestsen ikke taget alvorligt. Det blev behandlet som en failed state. I stedet blev NATO i flere omgange udvidet, så der nu er 30 stater i en alliance, som Rusland opfatter som fjendtlig, aggressiv og rettet mod Rusland.

Det var Putin, der startede denne frygtelige krig med invasionen af Ukraine, men graver man dybere og ser de underliggende historiske faktorer, ser det mere kompliceret ud. Vesten har også et ansvar for, at Rusland ikke blev integreret i den europæiske sikkerhedsstruktur.

Tyskland, der i 1918 tabte Første Verdenskrig, blev mishandlet i de fredstraktater, der blev skrevet efter krigen – de blev frataget betydelige områder og afkrævet store kompensationer, de ikke kunne betale. Det banede vejen for nationalismen, Hitler og til sidst Anden Verdenskrig.

Efter Anden Verdenskrig blev Tyskland derimod tæt integreret i de tre Europæiske Fællesskaber. Trods hadet og de negativer følelser fik Tyskland en plads i Europa. Det var klogt. Og et eksempel på, at historien også rummer statsmandskunst. Våben er døde ting – vi må ikke glemme, at det er forhandlinger, der skaber fred.

Det er under kriser og efter krige, at Europa skal smedes sammen. Derfor bør Ukraine – og efter nogen tid også Rusland – komme med i en ny europæisk sikkerhedsstruktur. Europas sikkerhed bør ikke formes af et isoleret, ydmyget og trodsigt Rusland.

 _______

Originalt lagt op på Ræson d. 06.06-2022

Heading

Blå bog:  
Jørn Boye Nielsen
Fhv. højskolelærer ved Den Internationale Højskole, Helsingør

Jørn er Næstforperson i Rådet. Jørn er ekspert i international konfliktløsning og sikkerheds- og udenrigspolitik.