Et Ukraine på vej i NATO og med missiler fem minutters flyvetid fra Moskva vil ikke gøre Ukraine
mere sikkert eller Europa mere stabilt – det kan kun kreativt diplomati og delt sikkerhed

‍
Af Poul Villaume, medl. af RIKOs Råd, dr.phil. og prof. emeritus, KU.

‍
Vil Putin angribe – måske erobre – Ukraine inden for få uger? Det er en reel risiko, med mindre
NATO og EU sender de alvorligste advarselssignaler til Moskva, og måske indfører yderligere og
hårde, præventive økonomiske sanktioner mod det stadig mere aggressive Rusland og samtidig øger
den militære bistand substantielt til det truede Ukraine, hvis fremtidige medlemskab af NATO
bekræftes.

‍
Sådan har mainstream-mediernes fremstilling i hvert fald lydt gennem nogen tid, og mange NATO-
og EU-landes regeringer, herunder den danske, bekræfter advarslerne. Eksperter med flest intakte
koldkrigsreflekser istemmer. De færreste har imidlertid stillet det grundlæggende spørgsmål,
hvilken interesse Moskva egentlig skulle have i et sådant angreb? Som militært sandsynligvis ville
kunne lade sig gøre, men som allerede uden de nævnte vestlige modskridt i praksis ville få
katastrofale politiske følger, såvel internationalt som indadtil, for et i forvejen svækket Rusland.

‍
Det er ifølge indsigtsfulde, uafhængige Ruslandseksperter som f.eks. Angela Stent (Brookings
Institution) langt mere sandsynligt, at den russiske troppeopmarch langs grænsen til Ukraine i den
senere tid primært har til formål at presse særligt USA til dialog og forhandlinger, som tager
russiske sikkerhedsinteresser, sådan som de opfattes i Moskva, mere alvorligt. Moskva har bl.a.
foreslået at åbne diskussioner om et nyt euro-atlantisk sikkerhedssystem – ikke til erstatning af
NATO, men til sikring imod sikkerhedspolitisk isolering af Rusland.

‍
Umiddelbart er den russiske militære opmarch sandsynligvis fremprovokeret af Ukraines
modtagelse af (tyrkisk producerede) angrebsdroner og andre tunge våben mod oprørerne i
Østukraine; det ses som et forvarsel om, at USA på et senere tidspunkt – hvis ikke Moskva trækker
en rød linje nu – kan levere et Ukraine, som nærmer sig NATO-medlemskab, andre tunge våben
som bl.a. hypersoniske og superpræcise, konventionelle missiler, der vil kunne ramme Moskva på
fem til otte minutter, og/eller slå strategiske atomvåbensystemer i det vestlige Rusland ud i et first
strike.

‍

Et sådant ikke så usandsynligt scenarie vil – med omvendt fortegn - minde ubehageligt meget om
den situation, der fremkaldte Cubakrisen i 1962, den Kolde Krigs måske mest kuldegysende
konfrontation mellem det daværende Sovjetunionen og USA. Nyfrigivne kilder fra både Øst og
Vest i de senere år har afdækket, at det strategisk underlegne Moskvas provokerende forsøg på at
putte ”et pindsvin i amerikanernes bukser” (Nikita Khrusjtjov) ved at opstille atommissiler på Cuba,
som kunne ramme Washington og New York på få minutter, var endnu tættere på at få en frygtsom
Kennedy-regering til at udløse en global atomar katastrofe, end man tidligere troede.

‍
Da Bush-regeringen på NATO-topmødet i Bukarest i 2008, på et følsomt tidspunkt og trods
alvorlige advarsler fra bl.a. USA's Moskva-ambassadør, søgte at presse en forberedelse af Ukraines
(og Georgiens) NATO-medlemskab igennem, var det primært intern modstand fra Tyskland og
Frankrig, der fik Bush til at acceptere en kompromisformulering om, at de to lande på et tidspunkt
”vil blive medlemmer af NATO”.

‍
Men allerede denne åbning af NATO-døren på klem for Ukraine var, med Bush’s egen daværende
forsvarsminister (og Ruslandsekspert) Robert Gates’ ord i sine memoirer (fra 2016), en
”monumental provokation” af Moskva, særligt i lyset af de særlige historiske og kulturelle bånd
mellem Ukraine og Rusland. Ruslands folkeretsstridige annektering af Krim i 2014 efter kuppet
mod den korrupte, men folkevalgte præsident Janukovitj, må bl.a. ses i dette lys. De nye,
kompromisløse magthavere i Kiev var nemlig åbenlyst mere positivt stemte over for at vende
Ukraine ensidigt mod Vest både økonomisk og strategisk.

‍
Men har Ukraine da ikke som suverænt land ret til selv at vælge medlemskab af NATO, hvis man
ønsker det? Givetvis. Men spørgsmålet er, om det vil være et klogt valg, som skaber større reel
sikkerhed for Ukraine og større stabilitet – og mindre konfliktpotentiale – mellem Rusland og
NATO. Det er langt mere tvivlsomt. Den ulmende frustration, vrede og nationalisme, som NATOs
gradvise udvidelse mod øst siden 1990erne har fremkaldt i Rusland, vil blive yderligere styrket, og
der vil komme potentielt farlige militære modskridt fra et stadig mere bekymret Moskva – ligesom
da Washington greb til ultimatum-våbnet mod Moskva i 1962.

‍
I 1990, i månederne efter Berlinmurens fald, forpligtede NATO-landene sig officielt flere gange til
at arbejde for et nyt, inklusivt europæisk sikkerhedssystem; vestlige toppolitikere forsikrede
samtidig gentagne gange mundtligt, offentligt og fortroligt, Moskva om, at NATOs jurisdiktion ikke
ville blive skubbet mod øst, dvs. øst for (et genforenet) Tyskland. Men da Sovjetunionen blev
opløst i 1991, betragtede NATO alle disse løfter for ophævede.

‍
Det gjorde Ruslands nye leder Boris Jeltsin imidlertid ikke. Han var ellers gennem 1990erne
Vestens favorit-russer, men allerede i 1993-94 protesterede han kraftigt over for USA's præsident
Clinton, som lancerede planen om udvidelse af NATOs medlemskreds til alle østeuropæiske lande,
der måtte ønske det. Nyligt frigivne dokumenter viser, at Jeltsin dengang plæderede for et ”pan-
europæisk sikkerhedssystem”, mens ”også moderate kredse [i Rusland] utvivlsomt vil opfatte
NATO-udvidelse som en slags ny-isolation af vores land”. Og under et fortroligt møde med Clinton
i 1995 sagde Jeltsin: ”Jeg ser intet andet end ydmygelse for Rusland, hvis I fortsætter [med NATO-
udvidelsen]. Hvordan tror I, det ser ud for os […] Det er en ny form for omringning, hvis den ene
overlevende koldkrigsblok ekspanderer helt op til Ruslands grænser.” At acceptere det ville for
Jeltsin være ”et forræderi mod det russiske folk”.

‍
Men Jeltsins indsigelser og alle senere protester fra hele det politiske spektrum i Rusland imod at
blive sikkerhedspolitisk marginaliseret og isoleret i Europa blev ignoreret af et sejrsberust NATO
efter Den Kolde Krig. I dag ligger NATOs grænse 900 km øst for den linje, alliancens talsmænd
lagde sig fast på i 1990. Der var faktisk i slut-1990erne og derefter mange fremtrædende kritikere i
USA (bl.a. koldkrigs-diplomaten George Kennan) og i Vesteuropa af denne udvikling. Men de
fleste andre overså, at kritikken af Ruslands modstand mod NATOs øst-udvidelse som et forsøg på
at ”genindføre indflydelsessfærer” også kunne bruges imod NATO selv.

‍
Strategien om NATOs hurtige udvidelse mod øst blev især undfanget og udført gennem et vindue af
bekymring for et fremtidigt truende og mere autoritært Rusland. Hvis dette ikke i endnu højere
grad, end det allerede er tilfældet, skal blive en selvopfyldende profeti, må der – ligesom det i sidste
øjeblik lykkedes under Cubakrisen for snart 60 år siden – hurtigst muligt sættes gang i direkte,
fordomsfrie forhandlinger på topplan mellem Rusland og NATO, baseret på gensidig respekt.
Mindre NATO-lande som Danmark bør skubbe aktivt på for en sådan proces.

‍
Neutrale demokratiske lande med selvpålagte sikkerhedspolitiske begrænsninger spillede ofte en
konstruktiv rolle mellem de to magtblokke under Den Kolde Krig. I dag kunne kreativt og
konstruktivt diplomati, som fører til en form for kompromis med en neutralitetslignende ’strategisk
tvetydighed’ om Ukraines sikkerhedspolitiske status, være et vigtigt første skridt hen imod mere
afspændte relationer. Så kunne der også tages fat på hårdt tiltrængte stormagtsforhandlinger
om nye strategiske våbenkontrolaftaler, hvor også Kina forhåbentlig kan blive inddraget.
Verden har ikke brug for flere Cubakriser.

‍

‍
Poul Villaume udgav i 2020 bogen ”Frygtens logik. Den Kolde Krig – en ny global historie: Optakt
og tidlige år, 1917-1961 (Gads Forlag). I 2022 udgiver han bind 2: ”Håbets gennembrud: Den
globale Kolde Krigs kulmination og afslutning, 1961-1991”.