Debatrækken Europæiske Spændingsfelter – EU og Erindringspolitik. 8. december 2021

Debatrækken er arrangeret af RIKO (Rådet for International Konfliktløsning) i samarbejde med DEO og Københavns Universitet og er støttet af Europa-Nævnet.

Dagens debat om erindringspolitik, startede fra det Europæiske niveau, hvor Sara Dybris McQuaid først opridsede hvordan EU i stigende grad både forsøger at etablere en fælles europæisk erindring og samtidig prøver at sætte fælles rammer for hvordan man i EU's medlemslande bedst gør op med en problematisk fortid med for eksempel nazisme, kommunisme, kolonialisme og terrorisme.
‍

Erindring og politik‍
‍

Når vi taler om fælles eller kollektive erindringer, så taler vi blandt andet om de fortællinger, figurer og symboler, som grupper og samfund bruger at huske for at skabe sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid og samtidig etablere forbindelse mellem de enkelte mennesker i grupperne. Udstikningen af fælles erindringsfigurer kan både sætte forskellige oplevelser og erfaringer sammen, men kan også virke ekskluderende hvis nogle grupper i samfundet ikke kan få øje på sig selv i den større historie.

Sara Dybris McQuaid forklarede at når vi kalder det for erindringspolitik, så peger vi selvfølgelig på at fælles erindringer kan politiseres og at der kan være kamp om hvordan fortiden skal fortolkes og hvad der er vigtigt at huske. At forskellige politiske positioner og partier kan bruge fortiden til at legitimere et nutidigt projekt, kan tage æren for fortidens fortjenster: gøre sig til de retmæssige arvtagere af nogle bestemte værdier eller være de rigtige til at garantere og videreføre traditioner, kultur og identitet.

Hun fortalte videre at kollektiv erindring kan dannes og vedligeholdes på mange niveauer: – lokalt, nationalt, internationalt. Nationalstater kan vedligeholde en kollektiv erindring ved hjælp af nationale institutioner, som skoler, museer, helligdage med tilhørende ritualer og de enkelte sprogområder har selvfølgelig også deres egen litteratur, film, teater, offentlige debatter og så videre hvor historien kan holdes i live og vækkes til live.  
‍

Fælles Europæisk Erindring‍
‍

Meget af den historie som vi har tilfælles i Europa som for eksempel kolonitiden, Første og Anden Verdenskrig eller ud- og indvandringshistorie, blev - og bliver oplevet helt forskelligt i de forskellige EU-lande. Samtidig har EU ikke helt mulighed for at regulere og dirigere hvordan vi husker de begivenheder som europæiske, på samme måde som en nationalstat kan huske dem som specifikt danske, tyske, franske og så videre. Alligevel har EU forsøgt at facilitere en fælles europæiske identitet ved hjælp af historien: Siden 2006 har EU, gennem programmet ”Citizens of Europe”, ydet støtte til forskellige civilsamfundsinitiativer, der både skal bidrage til borgernes forståelse af EU's fælles historie og forskellighederne set fra græsrodsniveau. I 2017 åbnede museet ”House of European History”, hvor erindringen om europæisk historie, og arbejdet med europæisk forening bliver opdyrket fra mere officielt niveau. I arbejdet med historien er EU optaget af at indføre ”rigtige” måder at huske på – altså måder der leder til forsoning, men som også knæsætter idealer om demokrati og kapitalisme som hinandens forudsætninger.

Sara Dybris McQuaid opremsede en liste af mærkesager eller mærketider, som EU med noget besvær forsøger at spinde kollektiv europæisk erindring ud af:  

1. Holocaust som det Europæiske samarbejdes oprindelsesmyte.
2. Efter EU's udvidelse mod Øst Europa, er det kollektive opgør med totalitære regimers historie blevet endnu vigtigere og EU indfører blandt andet en mindedag for ofre for ”totalitære og autoritære regimer” (23 August).
3. I forbindelse med terrorangrebet i Madrid i 2004 besluttede Europaparlamentet at introducere en mindedag for ofre for terrorisme (Den 11. Marts). At mindes terrorofre er blevet en stadigt vigtigere motor for europæiske erindring.
   

Hvert år markerer man mindedagen for ofre for terrorisme under et motto (sidste år var ”Growing Stronger Together” i år var det ’Always United’) og ofte bringer man ofre og overlevere sammen med førstehjælpere, på en måde hvor de kan dele deres historier og oplevelser. Mindedagen hænger sammen med en større EU-strategi for offerrettigheder og forskellige former for kompensation – så det er langtfra bare symbol politik, understregede hun i afslutningen af sit oplæg.
‍

Magt til at huske og glemme
‍

Ordet gik videre til Hans Lauge Hansen, som startede sit oplæg med at understrege at vejen til en fælles erindring, går i gennem fortællinger vi kan dele med hinanden og som skaber sammenhæng mellem fortiden, nutiden og fremtiden. I den forbindelse gik han videre til at diskutere Spanien som et land med konkurrerende fortællinger om 1930erne og 40ernes borgerkrig og det efterfølgende styre under Franco. Til at illustrere hvordan erindringspolitikken konkret udspiller sig mellem nationale aktører og EU, tog han udgangspunkt i monumentet ”De Faldnes Dal”, der blev bygget af 20.000 politiske fanger i tiden fra 1950-59. Franco var oprindeligt begravet helt centralt ved alteret i den katolske basilisk, der udgør hjertet af monumentet, og stedet har fungeret som et minde- og samlingssted for den ekstreme højrefløj på Francos dødsdag. I 1975 påbegyndte Spanien en overgang til demokrati, men uden nogen form for det man kalder overgangsretfærdighed. Det vil sige at man ikke gjorde op med Franco-tiden, tværtimod lavede man en slags ”glemslens pagt” om ikke at bringe fortiden op. Samtidig trådte Spanien først ind i det der dengang hed EF (i 1980) og senere NATO (1986).

Hans Lauge Hansen spørger om man kan forestille sig sådan et fascistisk monument andre steder i Europa? Det står jo i hvert fald i grel kontrast til formålet med den fælles erindring, som meget af EU's egen officielle erindringspolitik ellers er begyndt at sigte imod i de seneste årtier.

Han fortsætter med at fortælle at kampen om historien er taget til de sidste 20 år, hvor den også er blandet sammen med opblomstringen af nationalismen, især i Catalonien. I 2011, anbefalede en national rapport anbefalede at Franco skulle ekshumeres og genbegraves et andet sted og at De Faldnes Dal skulle gøres til et sted med en mere nuanceret fortælling, blandt andet ved at oprette et dokumentationscenter, der også kunne belyse hvad der skete med den tabende side i borgerkrigen. Hans Lauge Hansen fortæller dog videre hvordan opgøret med fortiden er blevet en politisk kastebold og at det konservative parti på trods af EU's anbefalinger nægter at støtte det seneste udspil om hvordan man kan få en mere ”demokratisk erindring”. Det gør de paradoksalt nok med henvisning til EU's erindringspolitiske dagsorden hvor det er meningen at fortidsopgør skal lede til forsoning – de konservative mener kun at den nye lov vil lede til mere splittelse. Men, som Hans Lauge Hansen afslutter med at pointere, så kan fortiden ikke længere ignoreres, der er en enorm folkelig interesse for en bredere forståelse af Franco-tiden og mens politikerne ikke kan blive enige om hvordan man skal orientere sig i forhold til historien, så fylder kulturelle fortællinger i romaner, film og teater forståelsesrummet ud.
‍

Erindringspolitisk slingrekurs
‍

Spørgsmålet om EU's erindringspolitik flyttede herefter ud i det Tea Sindbæk Andersen kaldte EU's grænseland eller udvidelsesterritorier, for at diskutere hvordan EU optræder i forhold til fortidsopgør på tværs af Kroatien, Bosnien og Serbien. De tre lande er henholdsvis EU-medlem (Kroatien), og ansøgerlande (Bosnien, Serbien). Tilsammen viser erfaringer fra de tre lande hvordan EU kan stille skrappere erindringspolitiske krav i optagelsesprocesser end de kan stille til eksisterende medlemslande, men også hvordan EU ikke altid følger op på disse krav.

Tea Sindbæk Andersen fortalte hvordan man i Kroatien siger at erindringspolitikken er blevet europæiseret. Det vil sige at man ikke bare hylder fortiden, men også anerkender de mørkere sider af sin egen historie. For Kroatien betød det for eksempel at generaler fra borgerkrigene i 90erne, som man ellers betragtede som helte og befriere, blev udleveret til den Internationale Domstol i Haag. I overensstemmelse med EU's stærke fokus på Holocaust erindring, mindes Kroatien nu også egne overgreb mod jøder i koncentrationslejren Jasanovac og Kroatien benytter sig også flittigt af de EU-midler der er til rådighed til at gøre op med og lægge afstand til kommunisme. Men der er også blinde vinkler i erindringspolitikken. Selvom Kroatien er god til at huske jødeudryddelsen under Ustasa regimet, er de mindre gode til at huske udryddelsen af serbere, der også fandt sted  i Jasanovac.  Eksemplerne viser både noget om hvilke fortællinger, der passer ind i nationale rammefortællinger og hvilke fortællinger der kan betale sig politisk og økonomisk.

Hvor Kroatien i stigende grad forholder sig til historien på den måde EU promoverer, kan man i Serbien se flere gavlmalerier der hylder de generaler, som er dømt for folkemord i forbindelse med borgerkrigene. På trods af lokale protester, nægter de serbiske myndigheder at fjerne gavlmalerierne og blåstempler dem på den måde. Det interessante, som Tea Sindbæk Andersen fremhæver, er at EU ikke forholder sig til den problematiske brug af historien, men tværtimod fremhæver Serbiens præsident som en garant for stabilitet og fremgang.

I Bosnien har man en særligt svær historie at forholde sig til. Krigen fra 1992-1995 kom til at definere udtrykket ”etnisk udrensning”, og de fleste husker med gru massakren i Srebenica, hvor 8000 drenge og mænd blev dræbt af den bosnisk-serbiske hær. Fredsaftalen fra 1995 deler ikke bare Bosnien i forskellige selvstyrende enheder, men splitter også den fælles erindring. Folkemordet er et vigtigt erindringspunkt i de bosniakiske dele af føderationen, hvorimod den serbiske del har svært ved at anerkende det. På et overordnet niveau støtter EU forbuddet mod fornægtelse af folkemord og glorificering af krigsforbrydere, men der bliver ikke lagt noget officielt pres på de politiske aktører der afviger fra det.

Tea Sindbæk Andersen afsluttede med at sige at selvom erindringspolitik er blevet et stadig vigtigere europæiske styringsinstrument, så er der stadig grænser for hvor meget EU kan og vil blande sig.
‍

Afsluttende debat
‍

Spørgsmålet om EU's mulighed for at sætte rammer for nationale erindringspolitiske spørgsmål fyldte meget i den efterfølgende diskussion med deltagerne. Dagens eksempler viste tydeligt at man kan stille flere krav til lande i forbindelse med en optagelsesproces, som man ikke kan stille til eksisterende medlemslande. Samtidig stod det også klart at selvom erindringspolitik er blevet en vigtig form for værdipolitik, kan den stadig fortrænges af andre politiske nødvendigheder.