Debatrækken Europæiske Spændingsfelter – EU og Sprog. 24. november 2021

Debatrækken er arrangeret af RIKO (Rådet for International Konfliktløsning) i samarbejde med DEO og Københavns Universitet og er støttet af Europa-Nævnet.

De 24 officielle sprog i EU er nok det mest direkte udtryk for de mange forskellige kulturer, Europa rummer. EU's motto er som de fleste ved ’forenet i forskellighed’ og mottoet symboliserer ikke mindst ideen om at flersprogethed er en central styrke ved det europæiske projekt.  Som kommisionen siger: ”sprog forener folk, de giver adgang til andre lande og kulturer og styrker interkulturel forståelse” (Der er også en mere merkantil læsning i forhold til hvordan flersprogethed gør det nemmere at få arbejde og øger EU's konkurrenceevne).

Men sprog er selvfølgelig ikke kun kultur og kommunikation, det er også politik, identitet, lovgivning og noget man bygger nationalstater med. Sprog er netop en vigtig drivkraft i nationale bevægelser og kan bruges til at definere både folk og politiske rettigheder – omvendt kan undertrykkelse af minoritetssprog lede til marginalisering af befolkningsgrupper.

Dagens debat handlede om sprog og der blev blandt andet diskuteret Frankrigs ambitioner om at gøre fransk til EU's hovedarbejdssprog efter Brexit og hvordan landet håndterer regionale sprogkrav. Vi hørte også om beskyttelse af minoritetssprog og modersmålsundervisning i Danmark og om hvordan sprog bliver brugt både til at føre konflikt og lave EU-samarbejde på Balkan.
‍

Sprog som national enhed
‍

Eftermiddagens første oplægsholder var institutleder på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet samt professor i fransk sprog og litteratur, Lisbeth Verstraete-Hansen. ”Det er flersprogede mennesker der sikrer, at det europæiske projekt overhovedet er muligt, hvad end det handler om hverdagens omgangsformer, politisk eller kulturelle samarbejder eller diplomati på højeste niveau.”. Sådan åbnede Lisbeth sit oplæg og understregede dermed hvor vigtig en del af det europæiske samarbejde sprogområdet er. Og hvad hun baserede overstående konstatering på, ville hun uddybe i sit oplæg, der tog udgangspunkt i Frankrig og det kommende EU formandskab.

Lisbeth lagde ud med at give en gennemgang af, hvordan sprog, tilbage i 1700-tallet, blev brugt som en markør der skulle signalere national identitet i Frankrig. Den franske grundlovs, artikel 2 omhandler Frankrigs nationale symboler, her iblandt det franske sprog. Men allerede i det 16. århundrede, blev det franske sprog officielt gjort til Frankrigs administrative sprog, og små 100 år senere, blev Det Franske Akademi grundlagt, med den særlige opgave at varetage det franske sprog. Under revolutionskampene i det 18. århundrede, blev regionalsprogene opfattet som kontra revolutionære, og dermed blev regionale dialekter opfattet som en decideret fare for den nye republik. Dermed blev sproget et politisk middel til at få en særlig politisk ideologi udbredt til alle kroge af det franske samfund fortæller Lisbeth.

Denne korte gennemgang fortæller, hvordan sproget er mere end blot de ord vi formulerer, men at det snarere er symbol på national identitet der er grundlæggende for definitionen af en stat. Historien her, er også hovedårsagen til at Frankrig ikke har ratificeret den Europæiske sprogpagt om regionale sprog eller mindretalssprog, fordi den anses for at være modstridende med artikel 2 af Frankrigs grundlov. Frem til den dag i dag, findes der i Frankrig særlig megen lovgivning på sprogområdet i alt fra hvor meget fransk musik der skal spilles i radioen og vises i TV, til hvorvidt undervisningssproget på universiteterne skal være fransk.
‍

Modersmålsundervisning og den danske folkeskole
‍

Dermed var det Anne Holmens tur til at holde oplæg. Anne Holmen er professor i parallelsproglighed på Københavns Universitet. Modersmålsundervisning er rammen for Annes oplæg. Modersmålsundervisning betyder ikke længere undervisning i Dansk, men derimod er det undervisning i en minoritets modersmål. For at kunne fortælle nærmere om det, tager Anne sit udgangspunkt i EU og debatten om flersprogethed. Der eksisterer nemlig tre grundlæggende principper indenfor flersprogethed: Kommunikation med borgerne på deres eget sprog, beskyttelse af Europas rige sproglige mangfoldighed, samt at fremme sprogindlæring i Europa. Formålene med disse principper er at styrke demokratiet, fremme mobilitet og samhandel, samt at styrke interkulturel forståelse. Måden hvor dette kan opnås findes i flere af EU’s sproginitiativer, såsom Erasmus-programmet, oversættelse og tolkning i EU-parlamentet og blandt andet Center for Modern Languages. Derudover har EU også et charter som beskytter regionale og mindretalssprog. Det er det charter som Frankrig ikke har ratificeret.

For at få en forståelse af, hvor rig en diversitet man finder i det Europæiske sproglandskab, skal vi også lige have nogle fakta på plads. Der er 24 officielle sprog i EU, mere end 60 regionale og mindretalssprog og et væld af sprogvarianter og migrantsprog. Helt konkret betyder det, at i Danmark er det officielle sprog dansk. Tysk er et officielt mindretalssprog, som er beskyttet af det føromtalte charter, mens f.eks. sønderjysk er en sproglig variant. Derudover er der mere end 200 migrantsprog i Danmark og sprog med semi-officiel status som f.eks. grønlandsk og tegnsprog.

Og nu tilbage til modersmålsundervisning. Indtil 2001 var det et tilbud til alle, at man kunne modtage modersmålsundervisning. Det kunne f.eks. være fransk til franskmænd boende i Danmark eller arabisk til borgere med arabisk baggrund. I dag, skal modersmålsundervisning stadig tilbydes til børn af EU-borgere. Som Anne Holmen fremhæver, ligger der et pædagogisk dilemma ved modersmålsundervisningen. En af grundantagelserne i den danske folkeskole er, at man tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger for at lære, herunder også sproglige forudsætninger. Som det er i dag, er modersmålsundervisning en rettighed for de få ifølge Anne Holmen, hvilket er et problem for de danske folkeskoler. En af grundene til, at danske skoler ikke er særlig vellykkede når det kommer til minoritetselever, er at man ikke giver dem mulighed for at bruge de resurser de har når det kommer til flersprogethed, ifølge Anne Holmen. Dermed skabes et pædagogisk dilemma, særligt med hensyn til flersprogethed i EU.
‍

Sprog og konflikt‍
‍

Dagens sidste oplægsholder var Zlatko Jovanovic. Zlatko vil fortælle om hvordan sprog både kan bygge bro, men også grave kløfter og styrke konflikter. Zlatko tager sit nationale udgangspunkt i Kroatien, som også er EU’s nyeste medlemsland. Da Kroatien blev medlem af EU i 2013, medførte det også ændringer i loven omkring minoritetssprog. Men ligesom at Lisbeth gik igennem historien for at sætte budskabet i den rette kontekst, er det også særligt vigtigt når det kommer til Kroatien.

Forholdet til Serbien, og herunder det serbiske mindretal i Kroatien, er nemlig særlig vigtigt. Zlatko fortæller, at det særlige i den sammenhæng er, at der ikke rigtig har eksisteret nogen forskelle, rent sprogligt, mellem serbisk og kroatisk før det blev aktualiseret gennem Kroatiens indtræden i EU. Men for at kunne blive medlemsland, skulle diverse kriterier også opfyldes, også rent juridisk. Blandt andet skulle minoritetsrettigheder respekteres. I den forbindelse, krævede Kroatien at det serbiske sprog skulle anerkendes. Det fleste af forskellene mellem kroatisk og serbisk findes i skriftsproget, fortæller Zlatko. Kroatisk og serbisk kan nemlig både skrives med det latinske og kyrilliske alfabet. Dog skrives kroatisk dog oftest med latinske bogstaver, mens serbisk, som det eneste europæiske sprog, kan veksle mellem både det latinske og kyrilliske alfabet. Før Kroatiens indtræden i EU, har der ikke været problemer med denne distinktion i Kroatien. Dog blev det hurtigt opfattet som en indgriben i byrummet, når f.eks. vej- og gadeskilte nu konsekvent skulle skrives med latinske bogstaver, særligt i områder med et stort serbisk mindretal. I byer med et stort serbisk mindretal, begyndte sågar nogle befolkningsgrupper at rive byskilte på kyrillisk ned og erstatte dem med nye skilte med latinske bogstaver. På billedet bag ved Zlatko ses en mand med en hammer og et ødelagt byskilt.

Vi så dog en anden reaktion på det juridiske niveau fortæller Zlatko. I og med alle officielle dokumenter skal oversættes til både kroatisk og serbisk, har der ikke været nogen udfordring for de embedsmænd, som har skulle oversætte diverse love og andre officielle dokumenter. Da kroatisk og serbisk tilmed ligner mange andre sprog som findes i Balkan-regionen, har det været til stor hjælp for lande som kandiderer til at blive medlem af EU, da disse lande ikke har skulle starte fra bunden med at oversætte f.eks. love som skal tilpasses EU-lovgivningen.
‍

Spørgsmål fra salen
‍

Nu blev det tid til spørgsmål fra de mange deltagere, som både fulgte med fra auditoriet og hjemmefra. Det første spørgsmål handler om oversættelse. Der bliver spurgt til, om udviklingen i oversættelsesværktøjer, kan være med til at gøre behovet for at lære fremmedsprog mindre, og samtidig styrker vores modersmål. Anne Holmen svarer, at der lige nu foregår store diskussioner indenfor brugen af oversættelsesværktøjer mellem sprogundervisere, men at der ikke er forsket meget i disse værktøjer. Dog er der stor interesse blandt unge universitetsstuderende i at lære andre sprog, som f.eks. spansk, fransk, arabisk og tysk. Der ligger dog en udfordring i, at systemet ikke er indrettet sådan, at man bliver tilstrækkelig belønnet for at tilegne sig et fremmedsprog på uddannelsesinstitutionerne. Dette kan være en barriere i forhold til at lægge mange kræfter i at lære et nyt sprog. 

En anden deltager har et spørgsmål til Zlatko Jovanovic. Deltageren spørger ind til, hvordan det står til med de lande som står på nippet til at blive en del af EU og om hvorvidt de opfylder kravene om minoritetssprogsbeskyttelse. I denne sammenhæng nævner Zlatko Bosnien-Hercegovina som et interessant eksempel. Her har man haft fokus på sprogrettigheder, som dog har ført til at man har oprettet parallel undervisning, hvor børn med forskellige etniciteter ikke følger samme undervisningplaner og bliver inddelt i forskellige klasser, selvom børnene forstår hinandens sprog. Dette gjorde man for at komme tættere på EU og for at vise at man respekterer sprog- og grupperettigheder. På den anden side, har det også skabt nogle konflikter som i sidste ende kan betyde at de ikke kommer tættere på et EU-medlemskab.