Debatrækken Europæiske Spændingsfelter – EU og Sundhed. 16. september 2021.

‍Debatrækken er arrangeret af RIKO (Rådet for International Konfliktløsning) i samarbejde med DEO og Københavns Universitet og er støttet af Europa-Nævnet.‍

Rådet for International Konfliktløsning afholdt den 16. september 2021, den første debat i debatrækken Europæiske Spændingsfelter. Lektor på Århus Universitet Sara Dybris McQuaid og senioranalytiker i Demokrati i Europa – Oplysningsforbundet Vibe Termansen debatterede EU og sundhedsdiplomati, hvor fokus særligt var rettet mod Covid-19 pandemien og abort.

Sara Dybris McQuaid bød de ankomne i salen og de som var med på en forbindelse velkommen, hvorefter hun præsenterede debatrækken Europæiske Spændingsfelter.

Kriser og konflikter kan både være altødelæggende og sætte gang i afgørende forandringer. Corona-krisen har forstærket et eksisterende ønske om en europæisk sundhedsunion der kan beskytte borgenes sundhed, klæde EU og medlemslandene bedre på til at forebygge og håndtere fremtidige pandemier, og udbygge Europas sundssystemers modstandskraft.

I samme uge som denne debat fandt sted diskuterede Europa Parlamentet hvordan Covid-19 pandemien allerede har påvirket og kommer til at påvirke EU's sundhedspolitik og hvordan man eventuelt kan udvikle en sundhedsunion, der er bedre i stand til at håndtere det man kalder ”grænseoverskridende sundhedstrusler”
‍

EU og Sundhed – hvordan hænger det sammen?
‍

Sara Dybris McQuaid lagde ud med at skitsere hvordan Covid-19 pandemien har rystet både nationale og internationale sundhedssystemer og bragt sundhedspolitik allerøverst på den politiske og også sikkerhedspolitiske dagsorden.

Hun understregede at sundhed er en national kompetence (og ikke en fælles EU kompetence). Beskyttelsen og omsorgen for borgerne er dermed umiddelbart et nationalt ansvar. Det ansvar kan selvfølgelig forvaltes meget forskelligt og en del af udfordringen under Corona har ikke bare været forskellige politiske prioriteringer og beslutninger, men også at der er forskellige sundhedskapaciteter i de forskellige lande, så man kan ikke magte og løfte det samme.

På EU niveau har man dog allerede nogle institutioner, der beskæftiger sig med EU borgernes helbred, som for eksempel det Europæiske Lægemiddel Agentur og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme. Efter svineinfluenzaen i 2013 blev der skabt en fælles EU indkøbsordning for medicinsk udstyr, så der ikke blev så meget plads til overbudspolitik og national egoisme, men det virker ikke optimalt.

”Politisk forestiller man sig at en sundhedsunion kan fostre mere solidaritet mellem
‍EU-borgere – men nationalstaterne lever jo også af den direkte beskyttelse af deres
borgere, så det er nok ikke en relation de er parat til at opgive. Nogle lande vil endda
have sig frabedt overhovedet at få anbefalinger af EU. Det er nok begrænset hvad der
sker fordi det kræver en traktatændring. Det udvidede mandat handler ikke om at
bygge EU hospitaler, men nok nærmere fælles medicinindkøb.”‍

Sara Dybris McQuaid sluttede dog med ordene ”Det er ikke meget institutionaliseret EU politik vi har på sundhedsområdet i dag, men der er ambitioner om mere”‍
‍

‍Panik i medlemsstaterne

Herefter gav Vibe Termansen oplæg om hvordan EU samt medlemslandene reagerede på corona-pandemien.

”Da corona ramte i begyndelsen af 2020, var der ikke rigtig nogen der vidste hvad det var der ramte.
Borgerne hamstrede, medlemslandende lukkede grænser og EU var handlingslammet. I starten i hvert fald.”

Vibe Termansen fortalte hvordan der blev 27 forskellige måder at handle på. Det betød at det primært var de rigere EU-lande der havde kapacitet til at reagere prompte på de udfordringer der fulgte med. Flere lande begyndte at danne mindre alliancer, hvilket påvirkede solidariteten i EU. Samlet set gik det altså skidt i begyndelsen, først med indkøb af beskyttelsesudstyr, så med medicin og endelig med vacciner. Kodeordet var for lidt, for dyrt, for langsomt og endda forkert.

Da det ikke længere blot var sundheden, men også økonomien, der skulle reddes, blussede ikke blot den gamle nord-syd-, men også en række andre konflikter op. Hvem skulle have hvor meget, skulle det være lån eller gaver, skulle det kun omhandle tab pga corona eller også dække gammel gæld? Oveni de mindst fem fraktioner, der kunne tælles på det økonomiske område, lykkedes det Polen og Ungarn at få en øst-vest-konflikt om værdier som demokrati og retsstat, blandet ind i spørgsmålet ved at tage det økonomisk trængte Sydeuropa som gidsel for at undgå økonomiske sanktioner for ikke at overholde retsstatsprincipperne.
‍

EU og Nordirland
‍

Ordet gik tilbage til Sara Dybris McQuaids. Nu bevægede vi os fra EU-niveau til nationalstats-niveau. Sara Dybris McQuaids primære forskningsområde er konflikten i Nordirland, og lige netop Nordirland stod i en særlig situation under Covid-19 krisen. På den ene side var der de nationale politiske beslutninger om nedlukninger, som i høj grad varierede både indenfor Storbritannien og mellem Storbritannien og Irland, og på den anden side stod den geografiske virkelighed, hvor Nordirland er landfast med resten af Irland. Sara McQuaid fortalte, hvordan Covid-19 krisen tvang Nordirland til at navigere mellem en Irsk og en Britisk model, som skabte konflikt mellem unionistiske og nationalistiske partier, som i forvejen var på kant på grund af Brexit.
‍

Spørgsmålet om Abort
‍

Efter at have diskuteret hvordan Covid-19 krisen ramte EU-medlemslandende, vendte vi os nu mod et andet sundhedsspørgsmål der deler EU-landene – nemlig spørgsmålet om abort.  Det blev diskuteret med direkte reference til Irland og Polen. Sara McQuaid lagde ud og fortalte om de grundlæggende stridigheder abort-spørgsmålet giver.

”Retten til abort og bredere reproduktive rettigheder er konfliktfyldte spørgsmål uanset
om man rammesætter dem som juridiske, moralske, religiøse, kulturelle eller politiske –
Man kan få det til at handle om suverænitet, borgerrettigheder, menneskerettigheder
eller sundhed. Oven i det kan abort kan være en del af sundhedslovgivning eller straffelovgivning”

Abortlovgivningen varierer fra mellem EU-medlemslandene. På trods af at et flertal i Europaparlamentet i juni 2021, blev enige om en resolution der siger at ‘sikker adgang til abort er en menneskerettighed’, er det ikke alle lande som praktiserer fri abort. Det var først i 2018 at kvinder fik fri abort i Irland – en rettighed man endnu ikke har i Polen. Dette har lagt grund til hvad man kunne kalde en form for medicinsk turisme, hvor kvinder rejser til andre EU lande for at få foretaget abort. Abort er nemlig defineret som en service – og dermed en af de frie bevægeligheder – som EU borgere har ret til at tilgå i andre EU lande hvor det er lovligt.

Vibe Termansen fik igen ordet og fortalte om de konflikter den hårde abortlovgivning i Polen har medført gennem tiden. Polen har stadig en af de strammeste abortlovgivninger i Europa og selvom EU ofte har blandet sig i spørgsmål om demokrati og retsstat, har de endnu ikke blandet sig i Polens abortlovgivning. Vibe forklarer: ”Folk er i tvivl om abort er et spørgsmål om sundhed eller menneskeret. Mit gæt er, at det er derfor Europarlamentet blev enige om en resolution der siger, at abort er en menneskeret.”
‍

Spørgsmål fra salen
‍‍

Fra salen blev der spurgt hvordan andre lande, heriblandt Danmark, blander sig i abortspørgsmålet. Vibe Termansen sagde at det danske Folketing i april 2021 behandlede et lovforslag om at gøre abort i Danmark gratis for polske kvinder.

Forslaget rejste en del både praktiske og politiske spørgsmål: Hvordan skulle det foregå? Hvem skulle visitere de polske kvinder til abort i Danmark? Har Danmark kompetence til at blande sig i det, den polske regering helt klart har kaldt et nationalt, sundhedspolitisk emne? Hvordan kan de danske politikeres ageren udnyttes i den polske regerings fortælling om fremmed, utidig indblanding i deres ret til at beskytte polsk, katolsk kultur og familieværdier? Hvorfor kun hjælpe polske kvinder, og ikke maltesiske - har den polske regering ret, når de mener, de bliver forfulgt af politiske årsager? Vil forslaget, der omfattede aborthjælp til 165 polske kvinder om året, skade resten af de anslået 100.000-200.000 polske kvinder, der får en illegal abort hvert år? Alle de spørgsmål står stadig til debat.