Selvom Danmark er et lille land, kan vi spille en konstruktiv, diplomatisk rolle i stormagtspolitiske konflikter. Statsministeren har ved flere lejligheder bebudet, at Danmark skal være kendt for at sætte hånden direkte på kogepladen – en metafor for at engagere os militært, selv i vanskelige situationer. Tænk, hvis Danmark i stedet ville være kendt for at være dem, der forsøgte at slukke kogepladen med diplomatiske midler.

‍

Kommentar af Isabel Bramsen, adjunkt og viceleder for freds- og konfliktvidenskab på Lunds Universitet. Medlem af Rådet i RIKO.

Regeringens nye udenrigspolitiske udspil er bygget op omkring diplomati, og det er der i den grad brug for. Dels fordi udenrigstjenesten og diplomatiet har været udsultet i Danmark de sidste mange år og dels på grund af den nuværende verdensorden, hvor diplomatisk engagement er helt afgørende for at undgå stormagtskrige. Strategien er bygget op omkring fem former for diplomati: værdidiplomati, klimadiplomati, tryghedsdiplomati, økonomisk diplomati og migrationsdiplomati. Således opfinder regeringen sine egne ord såsom værdidiplomati og tryghedsdiplomati, der ikke fandtes på dansk eller engelsk, før de indgik i regeringens strategi.

Til gengæld undgår udspillet helt at nævne det ellers meget brugte udtryk, fredsdiplomati. Det er en skam, for både Danmark og verden har i den grad brug for mere fredsdiplomati i den nye verdensorden. Ikke nødvendigvis fredsdiplomati, som det praktiseres i Norge, der har specialiseret sig i at facilitere fredsforhandlinger i forskellige borgerkrige, men derimod en diplomatisk indsats for at undgå krige mellem stormagter.

Siden Den Kolde Krig har vi forsøgt at løse forskellige konflikter med militære midler. Det er værd at bemærke, at militære interventioner i denne periode har været mulige (om end hverken særligt effektive eller fremmende for demokrati og fred). Det er de ikke på samme måde længere. Det er en helt anden sag at vælte en diktator i et mellemstort mellemøstligt land end at gå i krig med Rusland, der i stigende grad ser ud til at have Kina på sin side. Derfor bliver diplomati, om muligt, et endnu mere afgørende redskab at have i værktøjskassen, og derfor er der brug for, at Danmark opruster diplomatisk, afsætter langt flere midler til diplomati i udenrigstjenesten og støtter op omkring andre fredsdiplomatiske tiltag i Europa.

‍

Fredsdiplomati skaber afspænding
Min og andres forskning har vist, at diplomatiske møder, hvor konfliktende parter bruger fokuseret tid sammen i både formelle og uformelle møder, ikke bare kan skabe større forståelse men også en tilnærmelse og en tillid mellem parterne. Derfor spiller diplomatiske møder en afgørende rolle for at nå til holdbare aftaler verden over. Det skal ikke undervurderes, at ansigt-til-ansigtsmøder kan opbløde anspændte relationer og endda få parter til at handle i modstrid med, hvad man kunne forvendte ud fra en simpel magtpolitisk analyse. Møder mellem Gorbatjov og Reagan i 80’erne bliver ofte brugt som eksempel. Reagans selvbiografi giver et godt indblik i, hvor afgørende deres møder var for at skabe tillid og begynde afspændingen mellem øst og vest.

Selvom Danmark er et lille land, kan vi spille en konstruktiv, diplomatisk rolle i stormagtspolitiske konflikter. Statsministeren har ved flere lejligheder bebudet at Danmark skal være kendt for at sætte hånden direkte på kogepladen, som en metafor for at engagere os militært, selv i vanskelige situationer. Tænk hvis Danmark i stedet ville være kendt for at være dem, der forsøgte at slukke kogepladen med diplomatiske midler.

Danmark og EU skal finde vores rolle i  stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina. Vi kan stille os bag USA i last og brast, velvidende at USA i mange tilfælde er begyndt at omgå EU’s interesser – fx ved indgåelsen af AUKUS-alliancen med Storbritannien og Australien eller ved at undgå at informere europæerne om tilbagetrækningen fra Afghanistan. Prisen ved at stille sig bag ved USA kan for eksempel være at indgå i en krig omkring Taiwan, om det skulle komme så vidt. Alternativet kunne være, at Danmark og EU positionererede sig som en konstruktiv mægler mellem USA og Kina. En mægler, som naturligvis holder fast i og kæmper for demokratiske og folkeretslige principper, men samtidig holder en økonomisk og diplomatisk dør åben til både USA og Kina.

Et andet område, hvor Danmark kunne spille en konstruktiv diplomatisk rolle, er i forhold til ikkevoldelige oprør i verden. I tiden inden coronapandemien, men faktisk også flere steder efter, har verden oplevet et stigende antal ikkevoldelige protester bl.a. for demokrati. Fra Libanon, Algeriet og Sudan til Belarus, Venezuela og Hong Kong. Som oftest ender disse konflikter i ét af tre scenarier: 1) det siddende regime lykkes med at undertrykke oprøret som i Hong Kong eller Bahrain eller 2) oprørene vinder som i Tunesien eller 3) oprøret ender i borgerkrig som i Syrien eller Yemen. Der er i den grad brug for en tredjepart, der specialiserer sig i at facilitere dialog i sådanne komplekse konflikter ikke mindst for at fremme demokrati verden over. Tænk, hvis Danmark, eller måske København, havde tilbudt diplomatisk assistance, da oprøret var på sit højeste i Hong Kong.

Et tredje afgørende element i fredsdiplomati er nedrustning. Heldigvis har regeringen denne dimension med i deres udenrigspolitiske strategi, hvor det forlyder sig at: ”regeringen vil engagere Danmark i kampen for at bevare, tilpasse og udvikle det internationale våbenkontrol- og nedrustningssystem”. Oprustning og våbenkapløb tjener ingen globalt set men bidrager derimod til en mindre sikker verden og udleder ovenikøbet uanede mænger CO2. Danmarks indsats for nedrustning kunne meget vel gøres endnu mere helhjertet – for eksempel ved oprettelse af et egentligt nedrustningskontor, som man tidligere havde det i udenrigsministeriet.

Et større engagement i fredsdiplomati fra dansk side ville øge vores strategiske autonomi og kunne være med til at sætte Danmark på verdenskortet, ikke bare når det kommer til militære interventioner, men også medet bidrag til en mere fredelig og sikker verden.

‍