”Der er en tyrkertro i Vesten på to forhold: At krige kan vindes med Vestens overlegne våbenteknologi, og at det kan gøres hurtigt. Ingen af delene er rigtige. Der er for mange drømme og for lidt realitetssans på den vestlige side”

‍

Følger man med i den offentlige debat er der næsten kun én løsning på den forfærdelige krig mellem Ukraine og Rusland: Vesten, der aktivt støtter krigen, og Ukraine, skal vinde militært over Rusland.

Samtidig ser vi, at der over tid sker en enøjet eskalation af krigen fra begge sider – senest med Putins dekret om den delvise mobilisering og indkaldelse af 300.000 nye rekrutter – samt inkorporation i fire områder i det østlige og sydlige Ukraine. Også truslen om anvendelse af a-våben eller andre masseødelæggelsesvåben er kommet på banen.

Ifølge flere amerikanske kilder i State Department (se Foreign Affairs sept./okt. 2022 ) skulle der i april i år være indgået en foreløbig fredsaftale mellem Rusland og Ukraine. Indholdet af den var, at Rusland skulle trække sig tilbage til positionerne fra 23.2 – dvs. dagen før krigen. Ukraine lovede ikke at søge medlemskab af NATO og i stedet modtage sikkerhedsgarantier fra et antal lande. Desværre gav den nu forhenværende britiske premierminister Boris Johnson det råd til Ukraine, at de skulle trække sig ud af aftalen – han synes at Ukraine skulle kæmpe videre, og det menes også at være Vestens opfattelse.

Og følgende skete: Ukraine trak sig fra aftalen, og siden da har de støttet sig til troen på, at vestlige våben kan muliggøre en sejr og har troligt fulgt Vestens råd, så Vesten de facto er trådt ind som part i form af våbenleverandør og rådgiver i krigen.

Vesten støtter krigen som løsning. I modsætning til ikke-vestlige lande som Indien og Kina, der foreslår, at konflikten bør løses ved forhandlinger. Indiens premierminister Modi har for nylig i SCO-topmødet i Samarkand kritiseret Rusland med udtalelsen om, at “krig ikke hører hjemme i vor tid”. Den kinesiske regering har tidligere sagt, at krigen skal løses ved forhandlinger. Det samme har store nationer sagt udenfor Vesten.

‍

Vietnamkrigen varede 14 år og kostede 58.000 amerikanske soldater livet. Til sidst blev USA slået af den underlegne fjende og sin egen kritiske befolkning, og måtte trække sig ydmyget ud
_______

Ved en afstemning i FN om fordømmelse af Rusland i marts i år afholdt 35 lande, heraf nogle af de mest befolkningsrige lande i verden, sig fra at stemme. Det gjaldt blandt andet lande som Indien, Kina, Pakistan, Bangladesh, Sydafrika og Vietnam. De opretholder handlen med Rusland og har ikke indført sanktioner, ligesom andre afrikanske, latinamerikanske og asiatiske lande – dog med nogle få undtagelser som Japan og Sydkorea. Til fælles har de, at disse ikke-vestlige lande henviser til, at konflikten mellem Ukraine/Vesten og Rusland skal løses ad forhandlingens vej, og at krig ikke er vejen frem.

Vesten har en forfærdelig krigshistorik

Hertil kommer, at Vesten har en forfærdelig track-record, når det kommer til krigsførelse. Koreakrigen varede tre år; og der blev dræbt 36.000 amerikanere og 873.000 koreanere sammen med tusinder af kinesere. Og hvordan endte krigen? Med et kompromis – en deling ved 38. breddegrad, og en efterfølgende deling og oprettelse af et Nord- og Sydkorea. Formelt er der ikke sluttet fred endnu.

Vietnamkrigen varede 14 år fra 1961-75 og kostede 58.000 amerikanske soldater livet. Til sidst blev USA slået af den underlegne fjende og sin egen kritiske befolkning, og måtte trække sig ydmyget ud.

Senest har vi Afghanistankrigen, der varede 20 år fra 2001-2021 med i alt 176.000 dræbte (Watson Institute, USA). Den endte også med, at USA ensidigt trak sig ud i 2021, hvorefter Taleban overtog regeringsmagten. I alle disse krige havde Vesten klart overlegne våben, men det var ikke nok til at vinde krigene. Alle krige tog længere tid, end Vesten havde regnet med, og alle sluttede med forhandlede løsninger.

Det er her værd at huske, at den voldelige konflikt mellem Ukraine og Rusland begyndte i 2014 med annekteringen af Krim, og den er ikke slut endnu efter otte år.

Der er en tyrkertro i Vesten på to forhold: At krige kan vindes med Vestens overlegne våbenteknologi, og at det kan gøres hurtigt. Ingen af delene er rigtige. Der er for mange drømme og for lidt realitetssans på den vestlige side, og man glemmer, at der er en multipolær verdensorden i dag med store lande i Asien, Latinamerika og Afrika, der ikke bare følger Vestens ordrer.

Forhandlinger er alternativet til krig

Næsten enhver krig vil ende med forhandlinger om fred. I de mange år med Vietnamkrigen og Afghanistankrigen syntes fredsforhandlinger urealistiske og langt borte, men efter alt for mange år endte det alligevel med fredsforhandlinger. Mellem 2014 og 2022 var der forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og Vesten, der udmundede i Minsk I- og II-aftalerne – altså forhandlede aftaler. I marts-april i år var der fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, der som nævnt ifølge embedsmænd fra State Department endte med en foreløbig aftale i april, men den forkastedes af Vesten.

Fredsforhandlinger er aldrig umulige.

Meget beror på den offentlige mening – ikke mindst i USA som vi så med Vietnam- og Afghanistankrigen. Den seneste opinionsundersøgelse om den amerikanske opinion siger, at 60 pct. af amerikanerne er for en diplomatisk løsning så hurtigt som muligt. Der er snart midtvejsvalg og om to år præsidentvalg. Krige er ikke populære i USA.

På et tidspunkt vil krigen ikke bevæge sig, og begge parter vil mærke en fornemmelse af, at man ikke med våben kommer videre – og så er det, at et forhandlingsmaskineri skal stå klar
_______

Nyhederne bringer også oplysninger om demonstrationer mod krigen og mod følgevirkningerne af krigen i fx Tjekkiet.

Derfor burde FN’s Generalsekretær sammen med en mægler fra et land, der står på god fod med både Rusland og Ukraine (fx den indiske præsident Modi eller Tyrkiets Erdogan) i fællesskab med den øvrige verden oprette en international forhandlingsinfrastruktur, der består af andet end nogle få møder. Det kunne være et permanent forhandlingscenter under FN, der oprettes og selv kører videre, selvom parterne ikke vil forhandle på et givet tidspunkt. Helt i samme ånd, som da Erdogan i fællesskab med FN faciliterede skibe med korn fra Ukraine og Rusland. Med andre ord: En stærk mægler fra et neutralt land er en nødvendig betingelse – FN kan gøre meget, men har nogle indbyggede svagheder som fx vetoretten i Sikkerhedsrådet. Det er i øvrigt også nemmere at sige nej til FN end til en stærk mægler, som man er på god fod med.

Gode mæglere og facilitatorer kan gøre meget ved at pege på muligheder for løsninger. I FN-regi har man hjulpet lande til at blive selvstændige (Krim kunne fx blive et selvstændigt land), og FN oprettede i det 20. århundrede mandatområder under sig (Donbas kunne fx blive mandatområde under FN i 15 år).

Men intet er let. Forhandlere i fredsprocesser må have den nødvendige stædighed, fleksibilitet og fantasi til løsninger, som både Ukraine og Rusland kan leve med.

Selv om krigen er i en vanskelig periode lige for tiden, hvor Ukraine får flere og flere moderne og langtrækkende våben fra især USA – noget der giver selvtillid på den ukrainske side – så har Rusland på den anden side eskaleret ved indkaldelse af 300.000 rekrutter, inkorporeret af det meste af Donbas i Rusland, samt bragt masseødelæggelsesvåben ind i diskussionen. Men på et tidspunkt vil krigen ikke bevæge sig, og begge parter vil mærke en fornemmelse af, at man ikke med våben kommer videre – og så er det, at et forhandlingsmaskineri skal stå klar.

Den uendelige krigs pris

Og hvor er vi så på vej hen nu? Vi er der, hvor vi kan se frem til en nedslidningskrig i Europa, der kan vare i flere år som i de tidligere krige, Vesten har engageret sig i, hvis ikke den standses via en forhandlet løsning. En lang nedslidningskrig vil være en særdeles høj pris for de prøvede befolkninger i Ukraine og Rusland.

I Danmark og i Vesten kan vi se frem til energikriser, inflation, recession, og manglende midler til den grønne omstilling og velfærdssamfundet, hvis vi fortsætter krigen. Desuden vil populistiske bevægelser have gode vækstvilkår hos utilfredse befolkninger. Det ser vi allerede i Sverige og Italien. Endvidere vil Rusland i krigen mere og mere føle sig presset op i et hjørne med det til følge, at landet vil overveje brug af masseødelæggelsesmidler som kemiske våben eller endda små taktiske a-våben.

Trækkes a-våben kortet, vil Europa – hvis ikke hele kloden – for en tid forvandles til et ubeboeligt sted. Og så er mål om grøn omstilling og velfærdssamfund ikke relevante længere. Så er det vores eksistens, det gælder.

Vi kan se frem til en nedslidningskrig i Europa, der kan vare i flere år som i de tidligere krige, Vesten har engageret sig i, hvis ikke den standses via en forhandlet løsning
_______

‍

Skrevet af Jørn Boye Nielsen (f.1945)- Næstforperson i Rådet. Fhv. højskolelærer ved Den Internationale Højskole, Helsingør. Jørn er ekspert i international konfliktløsning og sikkerheds- og udenrigspolitik. Han er forfatter til to bøger om konfliktløsning: medforfatter til bogen “International konfliktløsning” og forfatter til bogen “ Håndbog i konfliktløsning”.

-------

Originalt lagt op på Ræson d. 03/10-2022.